Efter en succesfuld college-karriere blev Patrick Mahomes i 2017 valgt som nummer 10 i NFL-draften af Kansas City Chiefs. Egentlig skulle Chiefs først vælge som nummer 27, men holdet indgik en handel med Buffalo Bills for at rykke 17 pladser op. Mahomes tilbragte sin første sæson i NFL som reserve for Alex Smith (f. 1984), men fik sin debut som starter i sidste runde af grundspillet, da Chiefs allerede var kvalificeret til slutspillet.
Før 2018-sæsonen blev Patrick Mahomes forfremmet til startende quarterback, efter at Alex Smith blev sendt til Washington Redskins. Da grundspillet var slut, var han den blot anden quarterback i NFL’s historie til at kaste for over 5.000 yards og 50 touchdowns i samme sæson. Undervejs i sæsonen spillede han og Chiefs den tredjemest pointrige grundspilskamp nogensinde, da holdet tabte 51-54 til Los Angeles Rams. Det var første og hidtil eneste kamp, hvor begge hold scorede over 50 point. Patrick Mahomes kastede 6 touchdowns, men også 3 interceptions.
Chiefs spillede sig frem til AFC-finalen, men missede med et nederlag til New England Patriots på 31-37 efter forlænget spilletid adgang til Super Bowl og en revanchekamp mod Los Angeles Rams.
Det lykkedes til gengæld i 2019-sæsonen, hvor Chiefs vandt Super Bowl LIII 31-20 over San Francisco 49ers. Chiefs var ellers i store problemer i løbet af slutspillet, hvor holdet var bagud med mindst 10 point i alle tre kampe, inkl. Super Bowl. Samme sæson blev Mahomes kåret til ligaens MVP for første gang. Mahomes blev også kåret til Super Bowl MVP.
Året efter spillede Chiefs sig igen i Super Bowl, men her tabte holdet til Tampa Bay Buccaneers og Tom Brady med 9-31. Før sæsonen havde han underskrevet en 10-årig kontrakt til en potentiel værdi af 450 millioner dollars. Kun fodboldspillerne Lionel Messi og Cristiano Ronaldo samt baseballspilleren Shohei Ohtani (f. 1994) har nogensinde underskrevet kontrakter for større beløb.
I 2021-sæsonen førte Mahomes for fjerde år i træk Chiefs frem til AFC-finalen blandt andet takket være en 42-36-sejr over Buffalo Bills i Divisional Round i slutspillet. Chiefs tabte dog 24-27 til Cincinnati Bengals efter forlænget spilletid.
Kampen mod Bills betragtes som en af de bedste og mest dramatiske i NFL’s historie. Alene i de sidste knap to minutter blev der scoret i alt 34 point. Bills bragte sig foran 36-33 med blot 13 sekunder igen, men Mahomes formåede at føre Chiefs dybt nok ned på Bills’ banehalvdel til, at holdets kicker, Harrison Butker (f. 1995), kunne sende kampen ud i forlænget spilletid med et 49-yard fieldgoal.
Her vandt Chiefs lodtrækningen og afgjorde kampen med et touchdown, uden at Bills fik muligheden for at være i angreb. Det førte senere til, at reglerne for forlænget spilletid i slutspillet blev ændret, så begge hold er sikret boldbesiddelse, selv om det ene hold scorer touchdown på første boldbesiddelse.
Patrick Mahomes og Chiefs spillede sig frem til Super Bowl i de to efterfølgende sæsoner og vandt dem begge. I Super Bowl LVII vandt Chiefs 38-35 over Philadelphia Eagles, selv om Mahomes forværrede den ankelskade, han havde pådraget sig tidligere i slutspillet. Mahomes blev kåret til både ligaens MVP og Super Bowl MVP. Desuden var han i grundspillet den quarterback, der noterede sig for flest touchdown-kast og flest kasteyards. Det har ingen andre quarterback præsteret.
Efter sin statistisk dårligste sæson førte Mahomes i 2023-sæsonen igen Chiefs frem til Super Bowl, hvor det blev til en sejr på 25-22 over San Francisco 49ers. Det var den blot anden Super Bowl, der blev afgjort efter forlænget spilletid. I Super Bowl LVIII kastede Mahomes det afgørende touchdown på vej mod sin tredje kåring til Super Bowl MVP.
I 2024-sæsonen havde Chiefs muligheden for at blive det første hold i NFL-historien til at vinde Super Bowl tre år i træk, men holdet tabte 22-40 til Philadelphia Eagles i Super Bowl LIX den 9. februar 2025.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.