Trafikken gennem kanalen giver en betydelig beskæftigelse i servicesektoren foruden indtægter til Kanalselskabet og staten. Derimod betyder det mindre, at Panama på papiret har verdens største handelsflåde: Der er helt overvejende tale om udenlandske redere, der fører bekvemmelighedsflag uden megen kontakt med flagstaten. Gennem mange år har Panamas økonomi været dårligt forvaltet, og et reformprogram med privatisering og stram finanspolitik blev først indledt efter 1990.
Landbruget beskæftiger ca. en fjerdedel af arbejdsstyrken, men bidrager kun med 10 % af BNP. På trods af landets frodighed må der hvert år importeres store mængder fødevarer. Kun 7 % af arealet er opdyrket, og jorden er uhyre skævt fordelt med store plantager og et stort flertal af lavproduktive smålandbrug. De vigtigste landbrugsområder findes i Chiriquí mod vest, nær Costa Rica. Her dyrkes ris, majs, bønner og frugt til hjemmemarkedet og bananer, kaffe, kakao og sukker til eksport. Tidligere forsøgte militærstyret at lade Panama spille en rolle på verdensmarkedet for sukker, og der blev investeret i nyplantninger og sukkermøller. Succesen udeblev, da møllerne var for ineffektive, og sukkerprisen faldt, og helt galt gik det, da USA indførte handelssanktioner mod styret i 1980'erne. Nu bruges en del af sukkeret til fremstilling af rom.
På Stillehavskysten er der mange kvægbrug, både store farme og familiebrug. Driften udpiner jorden, og til stadighed ryddes regnskov til græsningsarealer. Lokale og udenlandske miljøorganisationer arbejder for at indføre en bæredygtig udnyttelse af skoven.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.