Professor Nina Lundholm er uddannet biolog fra Københavns Universitet på Biologisk Institut i 1995 med fokus på evolution, biodiversitet og økologi af mikroalger og fik efterfølgende sin PhD-grad samme sted. Det blev fulgt af diverse ansættelser som forsker først på Botanisk Institut og efterfølgende på Marinebiologisk laboratorium i Helsingør. Sidenhen blev hun lektor på Biologisk Institut og derefter i 2010 forsker og kurator for Algeherbariet på Statens Naturhistoriske Museum, Københavns Universitet. Fra januar 2025 er hun tiltrådt som professor og kurator for Algeherbariet på Statens Naturhistoriske Museum, Københavns Universitet, hvor hun er ansvarlig for samlingerne af både alger, mosser og laver.

Hun har som forsker arbejdet meget med den taksonomiske kortlægning af mikroalgerne, særligt kiselalgerne, som er en af de vigtigste og mest diverse mikroalgegrupper i verden. Derudover forsker hun i, hvornår og hvorfor nogle mikroalger producerer giftstoffer, og hvilken betydning denne giftproduktion har for andre organismer i det marine økosystem. Pseudo-nitzschia, en kiselalgeslægt som producerer den potente nervegift dominsyre, har været en central del af hendes forskningsindsats, da den ofte er blandt de dominerende mikroalger i foråret og er kendt for at forårsage den såkaldte Amnesic Shellfish Poisoning (ASP), som i værste tilfælde kan resultere i døden af både marine dyr og mennesker. Den har derfor stor betydning for det marine fødenetværk og ikke mindst visse samfunds fødevaresikkerhed og økonomi, hvor befolkningen er meget afhængig af fiskeindustrien og/eller fisk, skaldyr, muslinger og havpattedyr som fødekilde.

Derudover har Nina over en årrække lavet forskning på baggrund af feltarbejde i Grønland. Her har hun arbejdet med at undersøge de arktiske mikroalgers biodiversitet og økologi, samt effekten af klimaforandringer på det arktiske mikroalgesamfund. I den forbindelse er hun blevet en del af den gruppe forskere, som har ansvaret for det moniteringsprogram, der holder øje med tilstanden af mikroalger i Diskobugten, Grønland.

Da algetoksiner kan være meget skadelige for både dyr og mennesker, foregår der en omfattende kortlægning og monitorering af giftige alger verden over. Nina er og har været dybt involveret i dette arbejde, blandt andet som forperson for IPHAB (IOC Intergovernmental Panel on Harmful Algal Blooms) Task Team on Algal Taxonomy, som tager sig af de giftige algers taksonomi. Derudover underviser hun i artsbestemmelsen af kiselalger på internationale IOC-UNESCO diplom-kurser, samt bidrager med den kontinuerlige opdatering af IOC-UNESCOs liste over gifte alger.

Hun har i 2025 sammenlagt igennem sit forskningsvirke udgivet mere end 140 fagfællebedømte artikler.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig