Nationalliberale Partei

Nationalliberale Partei var et tysk politi parti, der blev grundlagt 1867 og opløst i 1918.

Højrefløjen i Det Tyske Fremskridtsparti (Deutsche Fortschrittspartei) dannede i 1867 det Nationalliberale Partei. Grundlæggerne af det nye parti støttede især Otto von Bismarck.

Partiet repræsenterede det protestantiske dannelses- og industriborgerskab og støttede kejserrigets dannelse samt Bismarcks politik for etablering af en tysk enhed "fra oven".

Det dominerede Rigsdagen i 1870'erne, men stridigheder omkring indførelsen af øget importtold for at beskytte tyske varer splittede partiet. Det havde herefter en mellemstor størrelse og forblev et vigtigt regeringsparti.

Fra 1890’erne repræsenterede partiet i stigende grad storindustrien og bankerne. Det støttede den militære oprustning og Tysklands koloniale ekspansionspolitik. Partiets vælgeropbakning faldt markant over tid. I 1871 havde det fået 30% af stemmerne, men i 1912 var stemmeandelen faldet til blot 14%.

Omkring århundredeskiftet blev partiet bedre organiseret, og under 1. Verdenskrig støttede det ambitionerne om territoriel udvidelse og den uindskrænkede ubådskrig. I juli 1917 stemte det imod den fredsresolution, der var blevet fremsat af et flertal i Rigsdagen. Partiet blev herefter splittet indefra, da en række medlemmer også støttede det flertal i Rigsdagen, som ønskede parlamentariske reformer.

Partiet blev opløst under Novemberrevolutionen i 1918 og deltes i tre grupperinger: højrefløjen sluttede sig til Deutschnationale Volkspartei, venstrefløjen til Deutsche Demokratische Partei, mens de øvrige medlemmer fulgte den senere rigskansler og udenrigsminister Gustav Stresemann ind i det nydannede Deutsche Volkspartei.