Montmartre (kvarter i Paris)

I årene 1133-1134 grundlagde Ludvig 6. benediktinernonneklosteret Les Dames de Montmartre på toppen af højdedraget tæt på Saint-Pierre kirken. Omkring klosteret voksede en landsby op. I 1686 blev klosterbygningerne forladt til fordel for nye bygninger beliggende halvvejs op ad skråningen. Det gamle kloster blev ødelagt, og sidebygningerne blev herefter brugt som lader og stalde.

Under belejringen af Paris i 1590 fik Henrik 4. installeret to artilleribatterier. Det ene lå på Montmartre og var velegnet til at beskyde byen oppefra.

I begyndelsen af Den Franske Revolution besluttede man at opdele Frankrig i kommuner og departementer, og Montmartre blev en kommune i departementet Seine i marts 1790. I 1860 blev det meste af denne kommune en del af Paris’ 18. arrondissement.

Det var på Montmartre, at oprøret, der førte til Pariserkommunen startede. Paris var blevet belejret under Den Fransk-tyske Krig (1870-1871), og i den forbindelse var mange mænd blevet bevæbnet og indrulleret i Nationalgarden. Den var republikansk i modsætning til den regering, der blev udnævnt efter krigens afslutning. Den 18. marts 1871 forsøgte Adolphe Thiers, den nyudnævnte regeringsleder, uden held at lade sin hær fjerne Nationalgardens artilleri fra Montmartre. Befolkningen gjorde modstand sammen med soldaterne fra Nationalgarden, og to generaler blev dræbt af mængden. Det startede det oprør, der førte til Pariserkommunen, der blev blodigt afsluttet i slutningen af maj samme år.

Opførelsen af Sacré-Cœur med den 83 meter høje kuppel var både en politisk og kulturel markering, der blev lanceret efter Frankrigs nederlag til Preussen i den fransk-tyske krig og nedkæmpelsen af Pariserkommunen. Byggeriet blev igangsat med en lov vedtaget af Nationalforsamlingen i 1873. Grundstenen blev lagt i 1875, men byggeriet trak ud, og kirken stod først officielt færdig i 1923.

Sacré-Cœur er den næstmest besøgte kirke i Paris efter Notre-Dame de Paris. Her kommer over ti millioner besøgende om året.

I slutningen af 1800-tallet, da området var blevet tættere beboet, og kunstnerlivet florerede, udviklede forlystelseslivet sig med bl.a. åbningen af flere kabareter. Den første var Le Chat Noir, 'den sorte kat', der åbnede i 1881 og lukkede igen i 1897 efter grundlæggerens død.

I 1889 åbnede Moulin Rouge, 'den røde mølle', i forbindelse med verdensudstillingen i Paris, som stadig eksisterer. Her kunne man se forestillinger med cancan-dansere, dragshows og andre former for vovet optræden, ligesom der var mulighed for at danse, spise og drikke. Forlystelseslivet er gengivet på plakater og tegninger af blandt andre Henri de Toulouse-Lautrec.

Fra 1700-tallet til begyndelsen af 1800-tallet var den øverste del af Butte de Montmartre sparsomt beboet. Her levede forskellige grupper af fattige og udstødte som løsarbejdere, fordrevne bønder og kunstnere under usle forhold. Herudover boede her vinbønder, husmænd og møllere, og nogle af dem drev også friluftscaféer på søn- og helligdage, hvor pariserne kunne more sig. Endelig boede de mænd, der arbejdede i de åbne brud, hvor man havde udvundet gips siden Romertiden, også i området. Her findes stadig en enkelt vinmark tæt på Place du Tertre.

I midten af 1800-tallet ændredes befolkningssammensætningen, og indbyggertallet voksede voldsomt. I 1841 var befolkningstallet knap 8000, i 1846 godt 14.000 og i 1856 knap 40.000. Der blev åbnet mange forlystelsessteder, caféer og gæstehuse, hvor ejerne også boede. De fleste af beboerne var ansatte i kvarteret samt mennesker, der måtte flytte fra det centrale Paris på grund de mange nedrivninger, som Georges Eugène Haussmanns ændringer af byen i perioden 1853-1869 medførte. Denne nye sammensætning af beboere, der ikke kun kom fra de allerlaveste sociale lag, øgede sikkerheden i området, der også var kendt for prostitution. Her fandt man også småindustri og håndværkere, og i slutningen af 1800-tallet åbnede tøj- og stofbutikker, der solgte metervarer og tilbehør som knapper og bændler.

Jøderne har en lang historie i Frankrig og Paris, og byen har flere jødiske kvarterer. Et af dem ligger på Montmartre, som også rummer byens ældste jødiske begravelsesplads. I 1780 købte en menighed af fordrevne jøder fra den iberiske halvø en lille grund, hvor jøder kunne blive begravet om natten og i stilhed. Den lukkede i 1810, efter at der var blevet udlagt et stykke jord til jødiske grave på Père-Lachaise-kirkegården. I dag finder man den gamle begravelsesplads kilet ind mellem høje bygninger.

I 1907 støttede baron Edmond James de Rothschild byggeriet af en synagoge, der skulle betjene den jødiske menighed på Montmartre. Den ligger på Rue Sainte-Isaure og erstattede en mindre bygning, der havde fungeret som synagoge siden 1904.

I forbindelse indvandringen fra især Nordafrika og andre tidligere franske kolonier valgte mange af dem, der bor i Paris, at bosætte sig her og i de øvrige nordlige og nordøstlige arrondissementer. Her har de særligt slået sig ned i området øst for Butte de Montmartre, der skråner ned mod Boulevard Barbès, der afgrænser området mod øst. De fleste indvandrere og deres efterkommere bor dog i forstæderne nord for Paris.