Modstandsbevægelsen i Danmark 1940-1945

Først efter aktionen mod Danmarks Kommunistiske Parti i forbindelse med Tysklands invasion i Sovjetunionen den 22. juni 1941 opstod der en egentlig modstandsbevægelse i Danmark. Partiet gik under jorden og fortsatte det politiske og faglige arbejde, først og fremmest ved udsendelse af flyveblade og en illegal presse (Land og Folk).

DKP var også aktiv i dannelsen af en tværpolitisk national front sammen med kræfter fra Det Konservative Folkeparti, hvilket skete med oprettelse af bevægelsen og bladet Frit Danmark i foråret 1942. I april samme år iværksatte partiet også de første sabotageaktioner gennem illegale sabotagegrupper i hovedstadsområdet – det, der siden udviklede sig til sabotageorganisationen BOPA.

Samtidigt opstod der forskellige selvstændige illegale smågrupper som den aalborgensiske Churchill-klubben, en gruppe på otte borgerligt orienterede drenge og unge mænd i alderen 14 til 26 år, der i foråret 1942 gennemførte en række mindre sabotager mod den tyske værnemagt.

Fra nytåret 1941-1942 var det britiske Special Operations Executive (SOE) aktivt i Danmark via agenter, som blev nedkastet med faldskærm med henblik på oprettelse af en hemmelig hær og udførelse af strategisk sabotage. Trods mange uheld lykkedes det i 1942 at aktivere folk fra Konservativ Ungdom-miljøer og især fra partiet Dansk Samling, som kom til at spille en væsentlig rolle i udviklingen af illegale kontakter og gruppedannelser.

I 1942 var SOE's vigtigste partner dog hærens efterretningssektion. Den tilbød i marts 1942, at hærens illegale mobiliseringsordning (P-ordningen) kunne udgøre en hemmelig hær. Til gengæld måtte SOE afholde sig fra støtte til sabotage, men det ville briterne ikke gå ind på.

Kun meget få deltog i modstandsarbejdet. I 1943 tiltog de illegale aktiviteter dog med flere illegale blade og flere og mere effektive sabotager, først og fremmest udført af kommunisterne (bl.a. BOPA) og fra foråret 1943 også af borgerlige grupper som Holger Danske. En væsentlig forudsætning for sabotagen var tilførsel af våben og sprængstof fra SOE, der i løbet af 1943 udviklede et egentligt agentnet.

I september 1943 oprettedes Danmarks Frihedsråd som koordinerende organ for de illegale bevægelser med repræsentanter for DKP, Frit Danmark, Dansk Samling og den hidtil delvist legale organisation Ringen. Frihedsrådet sikrede modstandsbevægelsens enhed og udviklede sig især i krigens sidste år til en politisk faktor, som de politiske partier måtte træde i forhandling med, bl.a. om dannelsen af Befrielsesregeringen i 1945.

Fra årsskiftet 1943-1944 tog dannelsen af illegale grupper fart. Danmark blev indordnet i den vestallierede strategi og opdeltes efter direktiv fra SOE i seks regioner, i hvilke der skulle dannes militærgrupper, "ventegrupper", som skulle assistere de allierede tropper, når de nåede til Danmark.

Der blev i stadig stigende omfang indsat officerer på de ledende poster, og den tidligere dominans af kommunister og folk fra Dansk Samling svækkedes.

Ved siden af militærgrupperne fandtes sabotagegrupper på i alt et par tusinde mand, i København BOPA og Holger Danske, der koncentrerede sig om industrisabotage, og i provinsen grupper, der hørte under regionerne, og hvis vigtigste virkeområde for Jyllands vedkommende var jernbanesabotage.

Der gennemførtes under besættelsen ca. 4.300 store og små sabotageaktioner, hvoraf ca. 1.500 var rettet mod jernbaneanlæg. Mens den militære effekt af industrisabotagen hidtil ikke er blevet undersøgt i særligt omfang, kan det slås fast, at forsinkelseseffekten af jernbanesabotagen var minimal.

Til gengæld må aktionernes politiske betydning ikke undervurderes. Danskerne fik herigennem fornemmelsen af, at de deltog i krigen på den rigtige side, og sabotagen var et af flere argumenter for, at Danmark på trods af samarbejdet med Tyskland burde anerkendes som allieret, hvilket lykkedes den 7. maj 1945.