Margrete Sambiria

Margretes konflikt med ærkebiskop Jakob Erlandsen var en del af en større magtkamp mellem den danske kongemagt og kirkens ledelse om kirkens rettigheder, Den Store Ærkebispestrid, der i høj grad udspillede sig under kong Christoffers regeringstid.

Jakob Erlandsen nægtede at krone Margrete og Christoffers søn Erik, som allerede var udpeget som medkonge og kongens efterfølger, og efter Christoffers død ville han ikke kongekåre den stadigvæk umyndige Erik, som Margrete stræbte efter.

Under de mange konfliktrige år blev Erlandsen fængslet af kongen og efter hans død igen løsladt af enkedronningen, som stod under stærkt militært pres. Da Erlandsen nægtede at kongekåre Erik, fik Margrete jyske bisper til at gøre det, hvilket førte til, at Erlandsen bandlyste bisperne. Herefter sendte Margrete Sambiria Erlandsen i landflygtighed, hvor han samlede rigets fjender i udlandet mod enkedronningen.

Erlandsen forsøgte at svække den danske kongemagt gennem giftermål mellem danske prinsesser og det norske og svenske kongehus, så kongehusene gennem kvinderne fik arvekrav i Danmark. For at fastholde Eriks og dermed sin egen magtposition, arbejdede Margrete imod den afdøde kong Erik Plovpennings døtres ægteskaber. Den ældste datter, Sofie, var blevet gift med den svenske kong Valdemar. Margrete prøvede at forhindre Ingeborgs ægteskab med den norske tronfølger, Magnus, og overtalte de to yngste døtre til at indtræde i et kloster.

En anden stærk modspiller var enkedronning Mechtilde, Margretes svigerinde, der stræbte efter at sikre tronen til sin og den afdøde kong Abels søn Valdemar og efter Valdemars død til deres yngre søn Erik. Danmark var et valgkongedømme, og dermed stillede både Margrete og Mechtilde krav til tronen til deres sønner.

For at svække Abelslægtens position og krav til tronen, forsøgte kong Christoffer allerede at få helgenkåret Erik Plovpenning, som var blevet myrdet af deres broder Abels mænd under et besøg i Slesvig. Margrete Sambiria videreførte dette foretagende, men selvom han blev en populær helgen, blev Erik aldrig kanoniseret.

Kong Christoffer havde gentagne gange taget hertugdømmet Slesvig fra Abelslægten, for at svække deres magtposition. Margrete blev som enke nødt til at give hertugdømmet tilbage til Erik Abelsen, men fortsatte alligevel konflikten. På et krigstog til Slesvig i 1261 optrådte Margrete som hærfører ved Slaget på Lohede. Kampen blev tabt og Margrete og Erik kom i holstensk fangenskab. Margrete Sambiria blev løsladt året efter, støttet af hertug Albrecht 1. den Store af Braunschweig. Efter sigende havde Margrete og Albrecht, der i 1262 til 1263 var rigsforstander, en affære.

I 1263 anmodede Margrete Sambiria paven, Urban 4., om at indføre kvindelig arvefølge i Danmark. Han imødekom ønsket i et brev, der stadig er bevaret.

Margretes stræben efter kvindelig arvefølge burde ikke med moderne øjne ses som et tidligt forsøg om ligestilling, men handlede om magtpolitiske spørgsmål. På dette tidspunkt var sønnen Erik stadig mindreårig og i fangenskab. Margretes position som regent byggede udelukkende på Eriks krav til tronen. Denne usikre magtposition skulle styrkes gennem at give datteren Mechtilde mulighed for at overtage tronen, hvis det skulle blive nødvendigt. På denne måde sikrede Margrete at holde (konge-)magten i sin familie, også i fremtiden.

I 1266 var Erik myndig og blev indsat som konge. Margrete havde fortsat politisk indflydelse på Eriks regering. Hun havde bl.a. en central rolle i forhandlinger om afslutningen af ærkebispestriden, der endte tilfredsstillende for kongemagten efter en proces ved paven.

Efter Erik Klipping var myndig og overtog tronen, flyttede Margrete Sambiria til sit enkesæde, Nykøbing Slot på Falster. Hun rådede over lenets indtægter samt yderligere besiddelser ved Rostock i Mecklenburg i Tyskland. Nykøbing Slot og Len var Margretes livgeding, en slags enkepension.

Som mange andre dronninger støttede Margrete Sambiria gejstlige institutioner. Hun var omkring år 1270 med til at grundlægge et nonnekloster i Rostock og donerede antageligt penge til glasmosaikkerne i klosterkirken i Bad Doberan.

I 1266 overdrog Erik Klipping Margrete Sambiria Estland og Virland på livstid, efter sigende som tak for hendes støtte som formynder. Landområdet er beliggende i den nordlige del af det nutidige Estland omkring Tallinn, som dengang hed Reval, og gav Margrete en indkomst udover hendes enkepension.

Som ’Frue til Estland’ havde Margrete en stor interesse i Estlands udvikling. Hun styrkede handlen og igangsatte fx opførelsen af bymuren i Tallinn. Margrete styrede landområdet fra Danmark med hjælp af sit kancelli og flyttede ikke selv til Estland. Kong Eriks bekræftelse af Margretes talrige tiltag peger på en fælles regering i Estland, selvom hun var den drivende kraft. Margrete Sambiria er sammen med kong Erik afbildet på Tallinns eksemplar af den lybske ret af 1282, en lov, som kong Christoffer havde givet byen i 1255, og som hun selv bekræftede.

I vinteren 1282 opholdt Margrete Sambiria sig i Rostock, muligvis i anledning af sin fætters søns begravelse. På denne rejse døde hun i foråret 1283.

Hun blev bisat i familiens slægtsgrav i cistercienserordenens klosterkirke i Bad Doberan ved Rostock, som i dag hedder Doberaner Münster. Gravmælet af malet træ er en af de ældste bevarede gravfigurer af kvinder i Europa.

Magrete blev kaldt ’Sambiria’ efter sin far, Sambor. Derudover har hun øgenavnene ’Sprænghest’ og ’Sorte Grete’. Sandsynligvis blev hun kaldt ’Sprænghest’ i samtiden, da tilnavnet dukker op i et dokument allerede 60 år efter hendes død. Navnet kan referere til hendes stærke personlighed. Efter sigende red hun en hest til døde, mens hun stod for at flytte en hær.

Navnet ’Sorte Grete’ kunne tyde på hendes hårfarve og er ellers en kvindefigur, der optræder i folkesagn i Sønderjylland.