Mao Zedong

Mao blev født i den centralkinesiske Hunanprovins, hvor faren var en driftig bonde på vej op i lokalsamfundet. Mao gik i den traditionelle landsbyskole fra han var otte til 13 år, hvorefter han skiftede til en moderne underskole. I 1913 blev han optaget på lærerseminariet i Hunans provinshovedstad, Changsha. Hans drøm om national genrejsning og social omvæltning og tilliden til egen rolle og evner i dette projekt blev forankret i hans sind allerede i de tidlige ungdomsår.

I 1915 så tidsskriftet Ny Ungdom dagens lys. Det blev udgivet af en gruppe progressive intellektuelle i Beijing, og Mao var abonnent fra begyndelsen. Via gruppen omkring Ny Ungdom kom han i kontakt med Kinas første marxistiske studiekreds i Beijing 1918.

Han blev ankerperson for den antiimperialistiske bevægelse i Hunan og provinsens repræsentant ved Kinas Kommunistiske Partis (KKP's) stiftende møde i 1921. I de følgende år deltog han i alle aspekter af det nystartede partis aktiviteter: publikationsvirksomhed, organisering af fagforeninger og "Forenet Front"-arbejde i samarbejde med det nationalistiske Guomindang-parti.

Den sovjetiske regering ønskede, at Kommunistpartiet skulle samarbejde med nationalisterne i Guomindang, indtil mulighederne for at gennemføre en revolution var mere gunstige. Mao var fra begyndelsen imod denne samarbejdsstrategi, idet han ville gøre bønderne til en revolutionær fortrop sammen med industriarbejderne, men han blev ignoreret af ældre og mere indflydelsesrige personer i partiet.

Samtidig med at Nationalistpartiets hær stormede frem i 1926-27 mod de nordlige krigsherrer for at genforene Kina, beklædte Mao posten som leder for Bondebevægelsens Uddannelsesinstitut i Canton.

Det åbnede hans øjne for potentialet i bondeforeningerne, der skød op overalt i kølvandet på den nationalistiske hærs fremtrængen. Maos Rapport fra en undersøgelse af bondebevægelsen i Hunan fra marts 1927 udgjorde hans personlige gennembrud på vejen til en lederrolle i KKP.

Samarbejdet med Guomindang led skibbrud umiddelbart efter rapportens offentliggørelse, og Mao anførte en lille gruppe mænd under flugten ud til det sydøstlige Kinas uvejsomme bjergområder, hvor han i de følgende år stod i spidsen for opbygningen af Jiangxi-Sovjetten, et guerilla-baseområde med et par millioner indbyggere og en lille, men effektiv Rød Hær. Her begyndte Mao at udvikle strategien for en revolutionær omvæltning, der hverken fulgte vestlige eller sovjetiske forbilleder.

Det var på den tid, at Mao udviklede sin teori om bondestanden som grundlaget for revolutionen, hvilket var i modstridmed den klassiske marxistiske lære, som tilsiger, at det er industriarbejderne,der skal agere revolutionens fortrop.

Mao mente imidlertid, at bønderne i Kina havde en stærk historisk tradition for at gøre oprør, der gik århundreder tilbage, og som der burde bygges på fra kommunisternes side. Samtidig fik Mao og de andre kommunistiske ledere i de kinesiske sovjetrepublikker lejlighed til at eksperimentere med jordreformer og andre initiativer til gavn for bønderne i de områder, som de var tvunget ud i pågrund af Chiang Kai-sheks forfølgelse. Det førte til, at mange bønder blev medlemmer af Kommunistpartiet.

Mao konstaterede også, at den kinesiske stat ikke var nøglen til kontrollen med samfundet, som det havde været under den russiske revolution. I det politiske kludetæppe, som Kina udgjorde i 1930'erne, måtte kommunisterne i stedet manøvrere sig frem i overgangszonerne mellem diverse lokale magthavere og opbygge en mobil Rød Hær med basis blandt bønderne.

På den måde kom revolutionen i Maos koncept til at betegne en ubrudt, bølgelignende bevægelse snarere end en pludselig magtovertagelse. Revolutionen var ikke et spørgsmål om, at enten havde de revolutionære magten. Eller også havde de det ikke. At have magten eller ej var for Mao et spørgsmål om grader.

Hermed kunne Mao også nytænke opfattelsen af klassekampen: Begrebet kom til at betegne en af partiet kontrolleret proces, som omfattede økonomisk og social forandring, politisk organisering, uddannelse osv. Endestationen for denne omdefinering af klassekampen var kampagnen og den ideologiske mobilisering, som blev et kendemærke for den kinesiske kommunisme i årene efter revolutionens sejr i 1949.

Maos revolutionsteori stod i udgangspunktet langtfra uimodsagt, og han blev voldsomt kritiseret af en gruppe kinesiske kommunister uddannet i Sovjetunionen. På kort sigt tabte han magtkampen i partiet, og i 1934 blev han endog sat i husarrest. Den Lange March vendte imidlertid op og ned på denne magtkamp, og Mao blev i 1935 leder af Centralkomitéens Militærkommission, men kampen mellem Mao og de Moskvatro folk i KKP fortsatte mange år endnu. Først i begyndelsen af 1940'erne blev Mao endegyldigt etableret som partileder.

Med indtagelsen af Yan'an i det nordvestlige Kina i 1937 fik kommunisterne omsider et fast holdepunkt efter strabadserne på Den Lange March. Yan'an blev Maos base i de næste ti år og hovedstad for kommunisterne under krigen mod den japanske invasion 1937-45 og de første år af borgerkrigen frem til den endelige sejr i 1949.

Studenter og progressive fra hele Kina kæmpede sig frem til dette baseområde, der opretholdt en vaklende borgfred med Chiang Kai-shek under krigen mod Japan. I Yan'an giftede Mao sig med den smukke unge filmskuespiller Jiang Qing. Hans første kone var blevet henrettet af Guomindang-regimet i 1930, og den anden var blevet hårdt såret under Den Lange March.

I sin Yan'an-residens skrev Mao en række vigtige tekster. Opmærksomheden rettedes især mod partiets arbejdsstil. Den hårde "bolsjevisering", som havde præget partilivet i perioden forud og kostet tusinder af kommunister livet i interne opgør, blev erstattet af en "opdragelsesstil", hvor alle partimedlemmer løbende måtte tage del i "kritik og selvkritik". I 1945 blev Mao Zedong-tænkningen indskrevet i partiets forfatning på den syvende KKP-kongres.

Mao vandt således magten i partiet og førte det frem til sejr i 1949 med en relativt moderat og pragmatisk politik. I 1950'ernes første år fortsatte denne "moderate stalinisme" med at høste nye resultater: Sovjetunionen var forbilledet, men landbrugsreformen og kollektiviseringen forløb i begyndelsen mere gradvis og gnidningsfrit end i Sovjetunionen ligesom nationaliseringen af den privatejede industri. Bag dette billede var tingene imidlertid kommet i skred.

Selve succesen opflammede partiledernes og især Maos selvtillid. Maos egen politiske idéverden kom også ind i en ny udviklingsfase, der i sidste ende udløste katastroferne under Det Store Spring Fremad og Kulturrevolutionen.

På Maos initiativ blev der fra sommeren 1955 sat ekstra skub i landbrugets kooperativisering. Processer, som oprindelig var planlagt til at strække sig over årtier, blev gennemført på få måneder, og nationaliseringen af industrien oplevede et tilsvarende spring.

Begivenhederne i Sovjetunionen kom også til at spille en stor rolle: Khrusjtjovs hemmelige tale i 1956, som gjorde op med Stalinkulten, chokerede Mao. Måske så han Stalinopgøret som en mulig rambuk mod hans egen autoritet i KKP. Kunne hav selv blive udsat for den samme kritik som Stalin?

Under alle omstændigheder svækkede begivenhederne i Maos øjne Moskvas autoritet. I én forstand reagerede Mao med liberalisering og moderation: Hundrede Blomster-talen fra maj 1956 (se Hundrede Blomsters Kampagne) indvarslede en mere imødekommende politik over for de intellektuelle. I Maos tale om de Ti Store Relationer fra april samme år lagde han også op til en mere balanceret økonomisk politik med større vægt på landbrug og letindustri, end den sovjetisk inspirerede model havde givet plads til.

Men omvendt var der også forvarsler om den forcerede økonomiske udvikling og hyperoptimismen med hensyn til en tidlig kinesisk overgang til kommunismen, som slog fuldt igennem med Det Store Spring Fremad 1958-60. I Maos politiske univers kunne disse tråde holdes sammen ved hjælp af begrebet "masselinjen", og erfaringerne fra Yan'an begyndte igen at spille en central rolle i Maos tænkning.

Var det ikke netop i Yan'antiden, at de kinesiske kommunister havde evnet at forene "åbenhed" og "livfuldhed", som sørgeligt manglede i den Sovjetinspirerede bureaukratiske struktur med loyalitet og ildhu? Men opfordringen til de intellektuelle om at kritisere partiet i foråret 1957 førte flere knubbede ord med sig, end Mao havde forudset, og han blev bekræftet i sin gamle mistro over for "intellektuelle bogorme". Tre millioner mennesker blev fordømt som "højreelementer", og hundredtusinder af intellektuelle blev sat til manuelt arbejde. Internationalt så Mao en voksende fare for kapitulation over for imperialismen.

Med Det Store Spring Fremad blev hans stedse mere grandiose tanker omsat til konkret politik. De små landbrugskooperativer blev samlet i kæmpemæssige folkekommuner, og industrien blev kastet ud i en voldsom produktionsspurt. Overalt blev gigantiske bygge- og anlægsprojekter sat i gang. Baggårdsovnene til jernudsmeltning tappede de sidste kræfter ud af befolkningen.

I 1959 begyndte systemet at knage faretruende. På Lushanmødet i juni 1959 fyrede Mao forsvarsminister Peng Dehuai på grund af hans kritik af Springet. Forholdet til Sovjetunionen kølnedes også hurtigt, og i 1960 trak Khrusjtjov de sovjetiske rådgivere ud af Kina. Kina var på dette tidspunkt i katastrofetilstand. Økonomien var skrumpet med en fjerdedel, og der var massiv hungersnød.

Mao trak sig tilbage til sin sydlige residens i Hangzhou og overlod den daglige ledelse til Liu Shaoqi, Zhou Enlai og Deng Xiaoping. Men i 1962 var hans selvtillid restitueret, og han begyndte at nære skepsis over for kollegernes pragmatiske genopretningspolitik.

Mao forberedte sit comeback grundigt. Siden Det Store Springs sammenbrud havde han været overbevist om, at partiapparatet som sådant var på vej mod borgerliggørelse. Hans angreb på Khrusjtjovs "gullaschkommunisme" gjaldt lige så meget et hjemligt publikum.

Mao lod sin tro væbner Lin Biao, Peng Dehuais afløser som forsvarsminister, opbygge en ny Maokult inden for hæren, og Den Lille Røde blev grundlaget for denne kult. Via hustruen, Jiang Qing, organiserede han en gruppe loyale støtter i Shanghai.

I 1966 slog Mao til. Kulturrevolutionen skulle endegyldigt vende udviklingen og indplante den kommunistiske vision i alle kineseres sind — ikke blot partimedlemmernes: "I Den Store Proletariske Kulturrevolution består den eneste metode i at lade masserne befri sig selv, og det er på ingen måde tilladeligt at gøre tingene på deres vegne", skrev han i august 1966.

Bevægelsen var forudset til at løbe over nogle få måneder, men den kom til at vare tre år og kastede lange skygger over de næste ti år. Kulturrevolutionen proklamerede en sammenhængende vision for en levendegjort marxisme, befriet for Sovjetmodellens forsteninger.

Men den mislykkedes i enhver henseende: Maos støtter, fra rødgardisterne til Lin Biao, ødelagde efterhånden hinanden, eller de blev ofret af Mao selv. Endvidere ødelagde de revolutionære rødgardister en meget stor del af landets kulturminder i form af templer, mindesmærker og kirker. Kampen mod de "fire gamle", dvs. gamle idéer, kultur, skikke og vaner, endte med en absurd ritualisering af det politiske liv. Opgøret mod selviskheden endte i udbredt kynisme og apati.

Kulturrevolutionen var kulminationen på en fejlslagen strategi, som kan føres tilbage til midten af 1950'erne, og den Mao, som havde ført Kommunistpartiet frem til store sejre, var nu blevet den største trussel mod selv samme parti.

I 1969 blev den niende KKP-kongres afholdt, hvilket indledte en gradvis normalisering. I 1971 blev Maos officielle "kronprins", Lin Biao, dræbt under flugtforsøg, og Mao kom sig aldrig over chokket. I 1972 begyndte en rehabilitering af nogle af de partiledere, der var blevet styrtet under Kulturrevolutionen, men Jiang Qing og hendes støtter lancerede en modoffensiv 1974-76, da de søgte at blæse liv i bevægelsens ulmende gløder. Mao var sygdomsplaget og ude af stand til at udstikke en kurs.

I sine sidste samtaler med partiledere og udenlandske statsbesøgende kom han med antydninger om fremtidige tilbageslag for revolutionen, og han endte med at forlade livet, som han havde begyndt det: utilpasset og utilfreds, med en stærk historisk sans, men alligevel i en eller anden forstand på tværs af historien.

• Kina
• Kinas Kommunistiske Parti (KKP)
• Kulturrevolutionen