Malene Schwartz

En skolekomedie på Sct. Jørgen Gymnasium blev Malene Schwartz’ første skridt på vejen til et teaterliv. Skolekomedien blev instrueret af skuespilleren Louis Miehe-Renard, der inviterede Arne Weel til at overvære en af opførelserne. Weel var leder af Allé-Scenen (i dag Betty Nansen Teatret) og så straks et skuespillerpotentiale i den unge gymnasieelev. Det førte til et engagement ved Allé-Scenen, hvor Malene Schwartz efter endt studentereksamen debuterede i august 1955 i komedien Figenbladet.

Med Arne Weels mellemkomst blev hun optaget på Privatteatrenes Elevskole, hvorfra hun dimitterede i 1957. Allé-Scenen blev udgangspunktet for hendes første tid som nyuddannet. Her spillede hun i 1959 den unge kvindelige hovedrolle, Emily, i Thornton Wilders Vor by. Anmelderne tog imod hendes fortolkning af rollen med superlativer, og Malene Schwartz har selv karakteriseret præstationen som et scenisk gennembrud.

Ved udgangen af 1950'erne tog Malene Schwartz' filmkarriere fart. Det skete på et tidspunkt, hvor dansk spillefilm domineredes af lystspil og folkekomedier, hvilket afspejler sig i hendes tidlige film.

Malene Schwartz blev hovedsageligt placeret i rollefaget som heltinden – repræsentanten for det uskyldige og renfærdige. Det gælder ikke mindst i tidens herregårdsfilm, der var baseret på ugebladsromaner, såsom Komtessen (1961) og Drømmen om det hvide slot (1962). Schwartz har siden karakteriseret rollerne som hørende hjemme i ”flinkeskolen”, hvilket hun senere i karrieren brød med. I Frøken Nitouche (1963) udfolder hun sin sans for det komiske blandet med en kradsbørstig underfundighed som den ombejlede og karske skuespillerinde Corinna.

En undtagelse blandt hendes samtidige film er Duellen (1962), der adskiller sig ved at være et nutidsdrama. Med rollen som instruktørassistenten Tina, der er fanget mellem to mænd, spillet af Frits Helmuth og John Price, får Malene Schwartz mulighed for at distancere sig fra herregårdsfilmenes idyl, ikke mindst i kraft af et helstøbt samspil med især John Price.

Tidligt i karrieren blev Malene Schwartz flittigt benyttet i Tv-teatret. Her synes nogle af opgaverne at give hende et større spillerum. Bag hendes retlinede udstråling i de tidlige år ses ofte et anstrøg af noget sørgmodigt. Det er eksempelvis tilfældet i Herr Sleman kommer (DR, 1959), hvor hun som den unge Anne Marie modvilligt accepterer et ægteskabstilbud fra en aldrende bejler i Poul Reumerts sleske skikkelse.

I 1962 tog Malene Schwartz imod et tilbud om ansættelse ved Det Kongelige Teater, hvor hun indgik i teatrets klassiske repertoire, eksempelvis som Ellen i Skærmydsler og som Agnete i Elverhøi – to roller, der lå i forlængelse af rollefaget som den unge pige. Dramatisk tyngde var der til gengæld som Hedvig i Vildanden (1965/1966) – en rolle, som hun også gentog i Tv-teatret. Som præstation markerer den sig ligeledes ved Malene Schwartz’ evne til at kombinere rollens uskyld og sårbarhed. På Det Kongelige Teater viste hun ligeledes sans for tidens moderne dramatik eksempelvis i Eugéne Ionescos absurde skuespil Kongen skal dø (1964/1965).

Til trods for opgaverne følte Malene Schwartz ikke, at Det Kongelige Teater indfriede hendes scenekunstneriske potentiale, og i mangel på opgaver, der kunne udvikle hendes talent, forlod hun efter otte år teatret på Kongens Nytorv.

Malene Schwartz’ teatervirke er kendetegnet ved en bredde, der har betydet store skift i genrer og opgaver. Således skiftede hun i 1970 Det Kongelige Teater ud med revyscenen, blandt andet i Cirkusrevyen, hvor hendes optræden sammen med Helle Virkner i sommeren 1972 som to Nyhavnspiger vakte opsigt. Hendes flair for det humoristiske og musikalske veksledes i samme årti til en række hovedroller i forskellige musicals på Det Ny Scala (i dag Nørrebro Teater).

Sammen med kollegaen Lone Hertz blev Malene Schwartz i 1980 leder af den københavnske intimscene Bristol Teatret. Deres ambitioner som teaterdirektører fik i samtiden en hård medfart, særligt af mandlige skribenter. De kritiske røster vedrørende duoens ledelsesevner tog i højere grad udgangspunkt i deres køn end i deres kvalifikationer. Siden har Malene Schwartz fortalt, at hun oplevede furoren som nedvurderende, grænsende til det kønsdiskriminerende.

Lone Hertz og Malene Schwartz formåede dog at feje kritikken til side ved at præsentere kunstnerisk succesfulde og værdifulde værker, først på Bristol Teatret og senere på Aveny Teatret i perioden 1982-1984. Opsætningerne vekslede mellem klassikere og moderne dramatik med samtidsrelevante aspekter.

I de senere år har Malene Schwartz haft teaterroller på både Folketeatret og Det Kongelige Teater. I 2011 vendte hun tilbage til den absurde teatergenre med Jean Genet-skuespillet Stuepigerne (Det Kgl. Teater 2011/2012) i samspil med Kirsten Olesen og Birthe Neumann.

Hendes samspil med Jesper Langberg i Folketeatrets udgave af Kærestebreve (2012-2014) var både varm, kærlig og rørende, og senest har Malene Schwartz kunnet opleves som tante Clara i Gustav Wieds Skærmydsler (Folketeatret, 2015/2016). Samme opsætning markerede hendes 60-års skuespillerjubilæum.

Malene Schwartz er datter af lægesekretær Annelise Gamst Jensen (1913-1989) og maler, forfatter og redaktør Walter Schwartz (1889-1958), der virkede ved dagbladet Politiken. Som ung havde han stået i lære hos Michael Ancher. Malene Schwartz’ farmor, Alba Schwartz (1857-1942), var som ung tilknyttet Det Kgl. Teater, men blev siden aktiv som forfatter.

Malene Schwartz har været gift to gange. I 1961 blev hun gift med advokat og chefredaktør Christian Lillelund (1935-2006), med hvem hun har en datter. Parret blev skilt i 1979. I 1982 blev Malene Schwartz gift med forfatter og journalist Paul Hammerich, som hun levede sammen med til hans død i 1992.

Siden 2000 har Malene Schwartz været Ridder af 1. grad af Dannebrogordenen. Desuden har hun gennem årene modtaget en lang række priser og hædersbevisninger, hvoriblandt kan nævnes:

• teater i Danmark
• dansk film
• Matador

• Malene Schwartz
• Alba Schwartz