Litauens geografi

Landbruget beskæftiger en stadig mindre del af arbejdsstyrken (16 % i 2004) og er nu helt præget af private ejendomsformer. Privatiseringen var et stort politisk debatemne lige efter uafhængigheden, og udformningen af jordreformen blev stærkt ideologisk præget. De store kollektivbrug og nogle få statsbrug blev opsplittet på et stort antal små, uøkonomiske brug og mange endnu mindre husmandssteder til selvforsyningsproduktion uden for markedsøkonomien. I 2003 var den gennemsnitlige brugsstørrelse på 10,4 ha, men 55% af brugene havde kun 5 ha eller mindre. Den faldende efterspørgsel både hjemme og til eksport og vanskeligheder med at skaffe foderstoffer nødvendiggjorde en reduktion af de tidligere meget store bestande af kvæg, svin og fjerkræ. I 2005 var kvægavlen stadig for nedadgående; bestanden var reduceret med 25 % siden 1996. I samme periode var antallet af svin dalet med 16 %. Landbrugets bidrag til BNP var i 2004 ca. 6 % mod 12 % i 1995. Produktionsfaldet gav problemer for de store forædlings- og forarbejdningsindustrier.

Fiskeriet faldt også kraftigt. Højsøflåden og Østersøflåden, begge med base i Klaipėda, fanger kun 10% af tidligere fangster. Det er især Atlantfiskeriet, som tidligere var subsidieret af Sovjetunionens lave oliepriser, der er gået tilbage. Fiskeindustrien har derfor en stor overkapacitet, som delvis klares ved import. Medlemskabet af EU har medført højere krav til produktionen af fiskekonserves, der er en vigtig eksportvare, og antallet af virksomheder blev kraftigt reduceret fra 2004 til 2005.

Litauen var i årene efter 2. Verdenskrig helt integreret i den sovjetiske planøkonomi, og fra slutningen af 1950'erne begyndte i moderat tempo en omfattende industriopbygning, tilrettelagt af de centrale planmyndigheder og baseret mere på Sovjetunionens behov end på lokale. Ved siden af landets traditionelle industrier (fødevarer, tekstiler og trævarer) etableredes store kemiske industrier (olieraffinaderi, kunstgødning) samt elektronik- og maskinfabrikker. De store virksomheder havde hele unionen som marked, men var også energi- og råstofafhængige af denne. 40% af produktionen gik til eksport, heraf 80-90 % til de øvrige Sovjetrepublikker. Omstillingen efter uafhængigheden var derfor meget vanskelig, og megen produktionskapacitet lå uudnyttet gennem 1990'erne, samtidig med at industriens bidrag til BNP halveredes. I 2005 var privatiseringen næsten tilendebragt, idet en række virksomheder af strategisk betydning forblev statslige, og vestlige firmaer havde foretaget investeringer, især inden for letindustrien. Blandt de privatiserede virksomheder er olieraffinaderiet Mazeikiai Oil, der er den største enkelte bidragyder til landets BNP, idet raffineret olie er landets vigtigste eksportvare. Produktionen har i stigende grad været rettet mod de vestlige markeder, og i 2005 var Tyskland Litauens største handelspartner efter Rusland, mens EU-25 stod for 66 % af eksporten og 59 % af importen.

Litauens egne energiresurser er beskedne. Undergrunden i den vestlige del af landet og offshore i Østersøen har vist lovende muligheder for oliefund, og en mindre produktion er indledt nær Klaipėda. To vandkraftværker på Nemunas yder 5 % af landets elproduktion, men 85% af denne kommer fra det store kernekraftværk ved Ignalina. Noget af elektriciteten eksporteres til Letland og Kaliningrad, men Litauen er alligevel det land i verden, der får den største andel af sit energiforbrug dækket ved a-kraft. Værket anses i Vesten for at være en regional risikofaktor, og forskellige internationale projekter søger at forbedre sikkerheden. Under forhandlingerne om Litauens optagelse i EU har regeringen accepteret at lukke det kritiserede kernekraftværk i Ignalina i 2009, og i 2004 lukkede den første reaktor ned.

Miljøbevægelserne i Litauen voksede sig meget store i Sovjetunionens sidste år. Der var omfattende demonstrationer mod flere af centralmyndighedernes investeringsplaner, herunder udbygning af Ignalinaværket. Efter uafhængigheden og under barskere økonomiske vilkår er miljøbevægelserne blevet mere stille. Både landbrugets og industriens forurening mindskedes i 1990'erne, men det var især på grund af den faldende produktion, og forureningen er fortsat stor. Over 40 % af alt spildevand sendes urenset ud i floderne, og resten kun delvis renset. Floderne er således fortsat stærkt forurenede ligesom den lavvandede Kuriske Bugt. Byggeri af rensningsanlæg var i 1996 gået i gang i en række byer, flere steder med international finansieringshjælp og med bl.a. dansk ekspertise.