Leonardos arbejder med videnskab og teknologi fik ingen direkte betydning, da de i lang tid forblev upublicerede; først i 1800-tallet blev han anerkendt som en af videnskabens store pionerer. Leonardos usystematiske beskrivelser er svære at fortolke, og der er uenighed blandt historikere om deres mening og værdi. Hans videnskabelige idéer, ofte visuelt formulerede, var knyttet til hans kunstneriske og tekniske interesser.
Øjets bygning og optiske fænomener havde hans særlige interesse, ligesom han studerede vandbølger og andre fænomener i væsker. Herved nåede han frem til en forståelse af hydrostatiske lovmæssigheder, der først blev kendt langt senere. Han var blandt de første til at indse, at tyngde og lethed er to aspekter af samme kraft, og gennem forsøg med faldende kugler foregreb han dele af Galileis faldlov.
Leonardo udførte mange eksperimenter og beskrev nye typer af måleapparater. Hans opfattelse af videnskaben var empirisk, og han må vurderes som en af den eksperimentelle metodes grundlæggere. Selvom han var fascineret af matematik og inspireret af platonisk tankegang, gjorde han ikke videre brug af matematiske argumenter i sine videnskabelige idéer.
Som visionær teknolog og ingeniør har Leonardo en fremtrædende plads i teknologihistorien. Hans mange mekaniske projekter og idéer omfatter flyvemaskiner, kraner, raketter, dampkanoner, automater mv. Også tegninger til varmemaskiner kan man finde hos Leonardo. De fleste af disse idéer nåede aldrig videre end til hans skitsebøger.
Vigtigere end de mange papiropfindelser var hans almene forståelse af teknologi og maskiner. Han forstod som den første, at maskiner er opbygget af fælles komponenter, fx gear og vægtstænger. Omkring 1495 erkendte han, at evighedsmaskiner er umulige, og nåede frem til en intuitiv forståelse af det langt senere begreb om energiens bevarelse.
Selvom Leonardos videnskabelige og tekniske geni ofte er overdrevet, hører hans indsats i disse områder til de mest forbløffende i videnskabshistorien.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.