Koreas historie

I det 1. århundrede efter vor tidsregning dannedes i den sydlige del af landet kongedømmerne Paekche i vest og Silla i øst. Mellem disse kongedømmer var der indtil midten af 500-tallet et forbund af småriger, Kaya eller Karak (japansk: Mimana), der havde nære forbindelser i Japan. I 562 blev den sidste del af Kaya erobret af Silla. De tre kongedømmers periode var kendetegnet af indbyrdes konflikt og skiftende alliancer. Kongedømmerne kopierede elementer af kinesisk kultur og politik, og særlig betydningsfuldt var skriftsystemet, konfuciansk morallære og buddhisme, der blev det ideologiske grundlag for centralmagterne.

I Koguryo oprettedes i 372 et nationalt konfuciansk akademi, T'aehak, mens Silla førte an mht. indførelse af kinesisk landbrugsteknologi som oksetrukken plov og kunstvandingssystemer.

I 600-tallet samlede Silla, i alliance med Kina, hovedparten af den koreanske halvø til ét rige, det forenede Silla. Placeringen mellem Kina og Silla førte i 668 til Koguryokongedømmets sammenbrud. Flygtende militære ledere fra Koguryo oprettede i det nordlige Korea kongedømmet Parhae, der bestod i ca. 300 år. Såvel Koguryo som Paekche genopstod i slutningen af 800-tallet som selvstændige kongedømmer i opposition til Silla. Koryodynastiet, som afløste Silla, udsprang af det sene Koguryorige.

Kongedømmet Koryo (Korea) etableredes i 918 og opstod som en regional magt omkring byen Kaesong. Målet var at besejre Paekche og overtage såvel Koguryos som Sillas politiske legitimitet. Erobringen af områderne blev nået i ca. 935. Koryos centrale styre blev dog konstant udfordret af magtfulde lokale klaner. I 958 indførtes et eksaminationssystem for embedsmænd for at etablere et centralt civilt statsbureaukrati med det formål at styrke kongemagten.

Buddhismen var stadig den dominerende religion, men det politiske system hyldede i stigende grad konfucianske idealer. Koryoperioden er karakteriseret ved de fortsatte bestræbelser på at svække regionale magtcentre og skabe en sammenhæng mellem central og lokal politisk magt ved bl.a. at fordele jord til civile og militære tjenestemænd. Ejendomsretten tilhørte kongen, men da jorden reelt gik i arv, blev kongens økonomiske og politiske magt undermineret. Modsætninger mellem aristokrati og militær gjorde i en periode militæret til Koryos reelle magthavere. En tiltagende udbytning, udbredt hoveriarbejde og stigende skatter medførte gentagne gange folkelige oprør.

Centralmagten truedes også af japanske sørøvere, hvis plyndringstogter ramte kystbefolkningen og delvis lammede søtransporten til og fra landet. Efter gentagne invasioner fra det mongolske Yuandynasti i Kina blev Koryo i 1200-tallet de facto en kinesisk lydstat og deltog i de fejlslagne mongolske ekspeditioner mod Japan i 1274 og 1281. Mod slutningen af Koryoperioden blev bomuldsdyrkning udbredt, og det var også i denne periode, at metaltyper begyndte at blive anvendt ved bogtrykning.

Yidynastiet, hvis officielle navn var Choson, blev etableret i 1392. I begyndelsen af 1400-tallet blev landbruget yderligere effektiviseret: Anvendelsen af gødning blev almindelig, der blev bygget vandreservoirer og vandingskanaler, nye kornsorter blev udviklet, og udplantning af risspirer overtog tidligere såmetoder. I begyndelsen af 1400-tallet indførtes et identifikationskort med navn, fødselsdato, social status og egnstilhørsforhold. Hermed søgte magthaverne at forhindre, at fæstebønderne forlod jorden for at unddrage sig skattebyrden. I 1400-tallet var der et par tusinde statsansatte håndværkere i hovedstaden, Seoul, og dobbelt så mange i provinserne. I Seoul kontrollerede staten al handel, der blev betragtet med stor skepsis af den regerende elite. I det hele taget udviklede pengeøkonomien sig kun langsomt.

Gennemførelsen af en jordreform i begyndelsen af Yidynastiets periode betød, at magtbalancen tippede fra de store jordbesiddere over til embedsmænd i statsbureaukratiet. Jordreformen fjernede samtidig det økonomiske grundlag for buddhismen; dette var i overensstemmelse med den nye elites ideologiske interesse, som var at promovere neokonfucianismen som statsideologi. Herefter var det eksamen, som gav adgang til elitestatus, hvilket i princippet skulle fremme den sociale mobilitet. Bortset fra børn af slavegjorte og lavstatusgrupper, fx garvere, skomagere og slagtere, kunne alle gennemføre en uddannelse og tage eksaminer. Der fandtes et udbredt system af lokale landsbyskoler, seodang, hvor de fleste drengebørn lærte at læse og skrive kinesisk. I praksis var uddannelse og embede dog elitens privilegium.

Kombinationen af muligheden for at forbedre sin og familiens livssituation gennem uddannelse og elitens interesse i at udbrede statens ideologi er den væsentligste årsag til, at konfucianismen herefter kom til at spille en særdeles vigtig rolle. Som et led i en moralsk folkeopdragelse indførtes det koreanske alfabet, hangul, i 1446. Kinesisk forblev det lærde sprog, men hangul bidrog i høj grad til at udbrede konfucianismen.

Dertil bidrog også indførelsen af et landsbyregulativ, som foreskrev moralske regler for acceptabel adfærd og gensidig assistance. Et overskud af kandidater til et begrænset antal stillinger i administrationen skabte fraktioner, der kom i indbyrdes konflikt. Fra 1400-tallet var konfucianismen den bærende statsideologi, men samtidig var der fortsatte rivaliseringer inden for den regionalt opsplittede konfucianske elite.

Yidynastiets dynamiske periode varede et par hundrede år, og dets begyndende forfald faldt sammen med forværrede relationer til nabostaterne. Koreas internationale relationer var stadig domineret af et tributforhold til Kina, nu under Mingdynastiet. Forholdet til Japan var fortsat spændt, men der foregik en vis handel landene imellem. Først og fremmest var Korea formidler af kinesisk kultur til Japan, i nogle tilfælde i en koreaniseret variant.

I 1592-1598 var Korea udsat for japanske invasioner under Toyotomi Hideyoshi, som planlagde et angreb på Kina gennem Korea. Tropper fra Kina kom koreanerne til assistance, og den koreanske admiral Yi Sun-sin (1545-1598) besejrede den japanske flåde med sine avancerede "skildpaddeskibe", overdækkede kanonbåde belagt med jernplader og pigge. De næste invasioner i 1627 og 1636 kom fra det manchuriske Qingdynasti.

Det koreanske regime stod internt over for reformkrav. Elitens kendskab til vestlig religion, i første omgang katolicismen, og til vestlig teknologi og naturvidenskab gav næring til en reformbevægelse, som i 1700-tallet udfordrede den regerende elites neokonfucianske ortodoksi. Magthavernes svar på udefra kommende pres og intern nyorientering blev at søge status quo bevaret gennem fortsat isolation.

Økonomisk stagnation og forøgede skatter, som især finansierede lokale magthavere, svækkede statsmagten. Mange forlod deres hjemegn og sluttede sig til omstrejfende røverbander. I løbet af 1800-tallet udbrød adskillige spontane bondeoprør, der var rettet mod konkrete uretfærdigheder og umoralske ledere. I 1864 blev den 12-årige Kojong (1852-1919) kronet som Koreas konge, hvilket gav faderen, Yi Ha-ung (1821-98), bedre kendt som Taewon-gun, den reelle magt. Et tiltrængt forsøg på en dynastisk revitalisering søgtes gennemført med bl.a. bekæmpelse af korruption, mere retfærdige skatter og en underminering af landaristokratiets magt. Det sidste blev årsagen til, at de iværksatte reformer brød sammen, og at centralmagten blev svækket yderligere.

Det var således et svagt og isoleret koreansk kongerige, som i 1800-tallet stod over for vestmagternes ønske om adgang til handel og mission. Den koreanske elite så Opiumkrigen i Kina i 1839-1842 som en advarsel om, hvad en åbning af landet kunne medføre, og da det første amerikanske skib i 1866 forsøgte at sejle op ad Taedongfloden, blev det angrebet og sænket. Det var især "den åndelige forurening", man var på vagt over for. Samme år blev et antal franske katolske missionærer henrettet sammen med en stor del af deres lokale tilhængere.

Japan indledte i 1868 et moderniseringsprogram og viste herefter fornyet interesse for Korea som råvareleverandør og marked. En aftale om adgang til havnefaciliteter og handel blev gennemtrumfet i 1875. Den japanske interesse for Korea foruroligede det kinesiske Qingdynasti, som stationerede tropper i Seoul for at fastholde dominansen af Korea. Tilskyndet af Kina, der ønskede at blokere for japanske ekspansionsplaner, underskrev Korea i 1880'erne handelsaftaler med en række vestlige lande, herunder Danmark. Koreas uafhængighed var imidlertid fortsat truet, da halvøen indgik i nabolandenes strategiske planer.

Konflikterne mellem ortodokse og progressive nationalister i Korea fortsatte. Katolicismens lære, at alle er lige for Gud, var tillokkende for de nederste lag i det konfucianske samfundshierarki. En blandingsreligion, tonghak, "østlig lære", der var i opposition til udbredelsen af "vestlig lære", sohak, men klart inspireret af katolicismen, fik stor tilslutning i provinserne. I slutningen af 1800-tallet udviklede tonghak sig til en politisk reformbevægelse, som bl.a. organiserede en bondehær i kampen for et mere retfærdigt samfund. Tonghakoprøret i 1894 var vendt mod en korrupt embedsstand og udenlandsk, især japansk indflydelse i landet.

Da oprøret bredte sig fra Chollaprovinsen mod Seoul, fik regeringen assistance fra Kina. Det fik japanerne til at sende tropper ind i Korea, og rivaliseringen om Korea udløste Den Kinesisk-japanske Krig i 1894-1895. Japan var militært overlegen og gennemtrumfede nye aftaler om rettigheder i Korea. Efter Japans sejr over Kina i 1895 og Rusland i 1905 blev Korea, med vestmagternes accept, japansk protektorat i 1905 og i 1910 en regulær koloni.

At isolationspolitikkens sammenbrud faldt sammen med landets kolonisering fik stor betydning for moderniseringsprocessen. Korea fik i disse år en industristruktur og et uddannelsessystem efter japansk model, men modstanden i befolkningen mod det japanske herredømme var stærk. I 1919 gennemførtes landsomfattende demonstrationer for landets uafhængighed, og i Shanghai oprettedes en eksilregering.

Japan forsøgte i 1930-1931 at imødekomme visse krav for at pacificere den koreanske modstand. Herefter var der bestræbelser i gang for at gøre Korea til en del af Japan, samtidig med at industrialiseringen tog fart. I denne periode blev japansk det officielle sprog, og den koreanske befolkning blev tvunget til at tage japanske navne og praktisere shinto-religionen.

På den måde kom koreanerne til at spille en sekundær rolle i deres eget lands udvikling: De højeste poster i politisk og økonomisk administration var forbeholdt japanere. Ved koloniperiodens ophør i 1945 stod koreanerne dårligt rustet til overtagelsen, hvilket kom til at påvirke udviklingen i det delte Korea. Koreanere, som havde været kollaboratører med den japanske besættelsesmagt eller ligefrem officerer i den kejserlige japanske hær, kom til at spille en politisk hovedrolle i de første årtiers udvikling i den del af landet, der blev til Sydkorea.

• Koreas forhistorie
• Korea
• Koreakrigen
• Nordkoreas historie
• Sydkoreas historie