Kongeloven

Kongeloven er enestående som et skriftligt formuleret forfatningsgrundlag for en absolutistisk regering, men indholdet er i overensstemmelse med samtidens statsretlige forestilling om en såkaldt fundamentallov som grundlag for et lands styre.

Kongeloven hviler på forestillingen om, at al magt er samlet hos kongen; ordvalget er præget af 1500- og 1600-tallets udenlandske statsretlige terminologi, fx er begreberne suverænitet og majestætsrettigheder hentet hos Jean Bodin og Henning Arnisæus. De majestætsrettigheder, som udtrykkelig tilkommer kongen, er den lovgivende magt, magten til at udnævne embedsmænd, retten til at føre krig og indgå og ophæve forbund, retten til at udskrive skatter samt retten til at styre kirken.

Kongelovens forestilling om, at magten er overdraget kongen af folket, kendes fra romerrettens lex regia og tillige fra den engelske statsretslærer Thomas Hobbes' hovedværk Leviathan fra 1651.

I indledningen til Kongeloven skildres baggrunden for lovens tilblivelse. I princippet tillægges kongen uindskrænket magt, men det må forstås i overensstemmelse med samtidens opfattelse af magten som begrænset af guddommelige og naturretlige love. Udtrykkeligt er kongen bundet til den lutherske religion, til ikke at udskille Norge og til at opretholde Kongeloven og enevælden.

Kongelovens arvefølge er knyttet til Frederik 3.s efterslægt og er mandlig og kvindelig, således at mænd går forud for kvinder; kvinder af mandslinjen går dog forud for mænd af kvindelinjen. Frederik 7. var den sidste direkte efterkommer af Frederik 3.s mandslinje.

Kongelovens arveregler blev ophævet med Tronfølgeloven i 1853, som gjorde prins Christian af Glücksborg, den senere Christian 9., og hans efterslægt til arvinger til den danske trone.