Kenya - geografi

Kenya har i mange år haft en meget stor befolkningsvækst. I 1980'erne var fødselshyppigheden 54‰, verdens højeste; den er i 1990'erne faldet til under 40‰, men Kenyas befolkning er fortsat meget ung. Næsten hele befolkningen er sorte afrikanere; asiater, europæere og arabere udgør tilsammen under 2%, som fortrinsvis bor i byerne. Den sorte befolkning fordeler sig på en lang række etniske grupper med hver sit sprog. De vigtigste stammer er kikuyu (21%), luhya (14%), luo (13%), kamba (11%) og kalenjin (10%). Asiaterne (især efterkommere af indiske kulier fra jernbanebyggeriet) og araberne (især i kystbyerne) indtager en central rolle i forretningslivet.

Ikke mindre end 85% af befolkningen bor på landet. Store områder øst for Victoriasøen, i Rifthøjlandet og ved kysten er intensivt opdyrkede og tætbefolkede. Kun Nairobi (1,5 mio.) og Mombasa (0,5 mio.) er egentlige storbyer. Langt de fleste provinsbyer er opstået i forbindelse med kolonimagtens distriktsopdeling og administration.

Efter 2. Verdenskrig har Kenya oplevet en betydelig økonomisk vækst, bl.a. baseret på udenlandske investeringer og på eksportafgrøderne fra plantager og storlandbrug i The White Highlands.

Landbrug er det helt dominerende erhverv og beskæftiger ³/₄ af arbejdsstyrken; mere end halvdelen er selvforsyningsbrug, men mange bønder er bl.a. gennem kooperativer deltagere i den vigtige og voksende eksport af især kaffe og te. Ca. 7% af arealet er opdyrket, mens et langt større areal udnyttes med varierende intensitet til landets meget store husdyrhold, bl.a. 12-13 mio. stk. hornkvæg. Afgrøderne varierer med naturbetingelserne, men majs er de fleste steder en dominerende afgrøde. Hertil kommer i lavlandet kassava, sukkerrør, sisal, ananas, bomuld og cashewnødder og i højlandet kaffe, te, pyrethrum (til fremstilling af insektbekæmpelsesmidler), kartofler og bønner.

Minedrift. Kenya har kun få mineralforekomster. Soda udnyttes fra Magadisøen i Rift Valley, mens energiforsyningen overvejende er baseret på import. Et stort olieraffinaderi i Mombasa forsyner både Kenya og Uganda med olieprodukter. Vandkraft på Tanafloden dækker en mindre del af elforsyningen.

Industri. Kenyas industri er alsidig og rettet mod hjemmemarkedet. Langt størstedelen ligger i de to storbyer, og meget er etableret med udenlandsk kapital. De største brancher er olie, cement og tekstiler foruden mange virksomheder i fødevaresektoren. I alt bidrager industrien med 10% af BNP.

Turisme udgør en vigtig indtægtskilde for udenlandsk valuta, og sektoren vurderes at bidrage med ca. 10% af landets BNP. I slutningen af 1990'erne og i de begyndelsen af 2000-t. hæmmedes turismen af den udbredte korruption og kriminalitet samt af terrorangreb i 1998 og 2002. Efter 2003 voksede antallet af turister igen til over en 0,5 mio. om året.

Klima er præget af de store højdeforskelle og af monsunvinde fra Det Indiske Ocean. Mest regn får bjergområderne (over 1500 mm), mens landets nordlige del får under 250 mm. Især øst for Rift Valley falder regnen overvejende i to regntider, fra marts-april til maj-juni og fra september-oktober til november-december. Temperaturen svinger kun lidt i løbet af året, men meget med højden. Nairobi i 1800 m højde har et behageligt klima med gennemsnitstemperaturer på 16-19 °C året rundt, mens det ved kysten, i lavlandet og ved Victoriasøen er betydelig varmere.

Hovedlinjen i transportsystemet er hovedvejen og jernbanen fra Mombasa over Nairobi til Uganda. Banen har forgreninger til flere større byer, og vejnettet i denne del af Kenya er ret tæt og af god kvalitet. Den øvrige del af landet har ingen jernbaner og kun et sparsomt vejnet. Nairobis internationale lufthavn er en af Afrikas vigtigste.

• Kenya
• Afrikas hovedstæder
• lande i Afrika