Karthago

Ifølge en antik tradition blev Karthago grundlagt i 814 f.v.t. af den mytiske dronning Dido, da hun flygtede hertil fra Tyros i det nuværende Libanon. De tidligste arkæologiske fund går imidlertid kun tilbage til midten af 700-tallet f.v.t.

Byens beliggenhed på en halvø i Tunis Bugt ved en landtange gjorde den let at forsvare; tilmed lå den ved Middelhavets smalleste passage mellem Afrika og Sicilien. Karthago blev grundlagt som koloni af Tyros og skulle fungere som station mellem Fønikien og Spanien; den blev hurtigt et centralt sted for transithandelen, og i slutningen af 600-tallet f.v.t. var byen blevet en af de største i det vestlige Middelhavsområde. I 500-tallet f.v.t. overtog Karthago Tyros' rolle som formidler af handelen med især metaller fra Spanien og etablerede handelsstationer i Spanien, på Sicilien og på Sardinien.

Imidlertid kom det fra midten af 500-tallet f.v.t. til kampe med grækerne om kontrollen over især Sicilien og sikring af handelsinteresser; stridighederne fortsatte med vekslende udfald frem til 270'erne f.v.t. I 400-300-tallet f.v.t. vendte karthaginienserne interessen mod det afrikanske område og erobrede den nordlige halvdel af det nuværende Tunesien. Fra 300-tallet f.v.t. var byen styret af to årligt valgte embedsmænd, sufeter.

Romernes øgede magt på Den Italiske Halvø førte til magtstridigheder med karthaginienserne, af romerne kaldet poeni 'punere' (fønikiere), hvilket gav sig udslag i de tre puniske krige, hhv. 264-241 f.v.t., 218-201 f.v.t. og 149-146 f.v.t. Krigene endte med Karthagos nederlag og førte til byens totale ødelæggelse. Romerne udstedte desuden religiøse forbandelser over området for at forhindre nye bosættelser på stedet.

Herefter blev det karthagieniensiske område indlemmet i Romerriget som provinsen Africa. Gengrundlæggelsen af Karthago var et tilbagevendende tema i romersk politik, og Gaius Gracchus grundlagde i 122 f.v.t. på stedet en koloni, kaldet Junonia Karthago efter gudinden Juno, med 6000 kolonister. Kolonien blev opgivet efter Gracchus' død i 121 f.v.t., og der er ingen arkæologiske spor efter den. Man ved derfor ikke, hvordan forbandelserne er blevet omgået, men en jordlov fra 111 f.v.t. gav kolonisterne ejerskab over deres jord.

Cæsar besluttede ca. 75 år senere efter sin sejr i borgerkrigen at etablere en romersk koloni på stedet samtidig med Korinth i Grækenland, som også var blevet fuldstændig ødelagt af romerne i 146 f.v.t. Resterne af Cæsars koloni, colonia Concordia Julia Carthago,er heller ikke blevet identificeret. En udvidelse af denne koloni fandt sted i 29 f.v.t. på foranledning af Octavian, den senere kejser Augustus, og forbandelserne over stedet blev ophævet i 12 f.v.t., da Augustus var blevet pontifex maximus.

Karthago blev provinshovedstad i den nye afrikanske provins kaldet Africa proconsularis, og Augustus iværksatte et storstillet byggeprogram. Den nye koloni omfattede et areal på 250 hektar og fik et retvinklet gadenet, hvor gravpladserne var placeret uden for byens religiøse grænse som i alle romerske byer. Byrsa-højen blev omdannet til en monumental terrasse og var provinsens religiøse, politiske og administrative centrum. De nye bygninger blev fundamenteret på lag mellem 2 og 4 meter fyldt med rester fra de tidlige puniske bygninger.

Karthago blev hurtigt den næststørste by i det vestlige Romerrige med omkring 300.000 indbyggere og kun overgået af Rom. Byens store opland gav grobund for en storstillet handel med olivenolie og korn primært til Rom og Italien. Samtidig var Karthago et betydningsfuldt lærdomscenter, der rangerede lige under Athen, Alexandria og Rom, og blandt andet filosoffen Apulejus underviste i Karthago.

Karthago blev plyndret af romerske soldater i 238 e.v.t. og 310 e.v.t., fordi byen havde støttet to tronprætendenter. Hvor store ødelæggelserne har været, vides ikke, men Konstantin 1. den Store pralede med at have genskabt Karthagos storhed. Indskrifter viser, at en statholder i årene 317-318 byggede et nyt badeanlæg på Bordj-Dejedid højen, hvor det tunesiske præsidentpalads nu ligger. En anden statholder restaurerede templet til Kybele og Attis på Byrsa-højen mellem 331 og 333. Samtidig er 300-tallet også på andre områder kendetegnet ved omfattende byggerier – ikke mindst opførelsen af store varehuse og lagerbygninger i den sydlige del af byen, som tilsyneladende nu blev den rigeste del af Karthago. Ifølge Ausonius var Karthago i anden halvdel af 300-tallet den tredjestørste by i Romerriget efter Rom og Konstantinopel, men foran Alexandria og Antiochia. Der er ligeledes mange levn fra store, luksuriøse privathuse udsmykket med mosaikker og skulptur.

Kristne missionerede tidligt blandt Karthagos befolkning. En betydningsfuld kristen menighed voksede frem, og bispesædet var længe det vigtigste efter Rom i den vestlige kristenhed. Kirkefaderen Tertullian var aktiv i byen omkring 200 e.v.t., og biskoppen i Karthago var ikke blot leder af den nordafrikanske kirke, han havde også stor indflydelse uden for Afrika. Det gjaldt blandt andet Cyprian, der var biskop her til sin martyrdød i 258. Karthago var sæde for flere koncilier, bl.a. i 411, da stridighederne mellem katolikker og donatister skulle afgøres. Augustin virkede som lærer i retorik i Kartago i perioden 376-383, og han prædikede ofte i byen, efter at han var blevet biskop i Hippo Regius i 396.

Karthago blev i 439 indtaget af vandalerne, der gjorde byen til hovedstad i Vandalerriget. De arkæologiske fund viser, at Karthago stadigvæk var en velstående by med megen handel. I 533 erobrede den byzantinske general Belisarius byen, der efter en opblomstring hurtigt forfaldt i løbet af 600-tallet. Gadernes bredde blev formindsket ved byggeri i forbindelse med opdeling af store huse til mindre enheder. I 698 faldt den til araberne, der ødelagde den. Da Tunis blev et vigtigt politisk og administrativt centrum i tidlig islamisk tid i Tunesien, udgjorde Karthagos ruiner et perfekt stenbrud.

De første systematiske udgravninger af Karthago fandt sted i begyndelsen af 1800-tallet med den danske generalkonsul i Tunis, C.T. Falbe, som en af pionererne. Munken Alfred Louis Delattre (1850-1932), som etablerede et museum på Byrsa-højen, var aktiv som amatørarkæolog i mere end 50 år og publicerede ca. 250 artikler om det puniske, romerske og kristne Karthago. Delattres udgravninger var meget hårdhændede, og de fleste levede ikke op til datidens videnskabelige standard. Den seriøse udforskning tog for alvor fart, da UNESCO i 1972 iværksatte et internationalt projekt til undersøgelse af Karthago. Resultaterne heraf tegner et nyt og meget nuanceret billede.

Den ældste kendte bebyggelse på stedet er huse fra ca. 800 f.v.t. De ligger på en kystslette, der mod vest og nord afgrænses af højdedrag, hvorpå indbyggerne begravede deres døde. På slettens sydlige del lå en helligdom viet til gudinden Tanit og guden Baal Hammon i tilknytning til en gravplads for børn: Det er den såkaldte Tophet, der traditionelt tolkes som et sted, hvor man ofrede nyfødte børn til de to guder.

400- og 300-tallet f.v.t. var præget af betydelig byggeaktivitet, der afspejler Karthagos voksende betydning; første halvdel af 100-tallet f.v.t. synes imidlertid at have været byens største blomstringstid. Flere gamle gravpladser omkring kystsletten blev sløjfet og inddraget til boligformål; man har således udgravet velbevarede husblokke på et højdedrag, hvis antikke navn var Byrsa. Samtidig etableredes en cirkulær krigshavn i tilknytning til en rektangulær handelshavn. Der er endnu ikke fundet spor af torvet, byens handelsmæssige og politiske centrum, men man har på kystsletten lokaliseret et stort tempel, måske viet til guden Reshef.

Efter romernes ødelæggelse lå Karthago mere eller mindre ubeboet hen i mere end hundrede år, indtil byen blev gengrundlagt af Augustus. Den bymæssige udvikling tog fart i 100-tallet e.v.t. På Byrsa-højen, den romerske bys centrum, har man fundet rester af et forum med en basilika til retshandlinger, der i størrelse kun overgås af to tilsvarende bygninger i Rom. Karthagos offentlige badeanlæg var den største bygning af sin art i Nordafrika, og det samme gjaldt byens cirkus, ligeledes opført i 100-tallet e.v.t. Amfiteatret i byens udkant var det største amfiteater i Nordafrika, og her fandt Perpetuas og Felicitas martyrium efter al sandsynlighed sted. Karthagos betydning i den tidlige kristendom fremgår bl.a. af de mange oldkristne kirker og basilikaer, der blev opført. Mange af disse ligger uden for den romerske bygrænse, fordi de også fungerede som begravelseskirker.

Vandalernes erobring medførte, at flere offentlige bygninger som teatret, odeum og de antoninske termer blev ødelagt og gik ud af brug. Til gengæld viser det arkæologiske materiale, at det ikke var den katastrofe, som de skriftlige katolske kilder vil have os til at tro. Cirkus spillede stadigvæk en meget vigtig rolle i byens liv, og flere privathuse blev renoveret og udvidet. Byrsa-højen var stadigvæk det politiske centrum, hvor de vandalske konger havde deres palads. Flere kirker blev kraftigt udvidet i den byzantinske periode, fordi de havde forbindelse med martyrkulte.

Det arkæologiske område er optaget på UNESCO's Verdensarvsliste.

• de puniske krige
• Hannibal
• det romerske Nordafrika
• Fønikien