Karl Gustav-krigene

Efter en betydelig oprustning erklærede Frederik 3. Sverige krig 1.6.1657. Hensigten var at udnytte Sveriges fastkørte krig i Polen og anspændte forhold til Rusland og Holland til at genvinde tabene fra Torstenssonfejden. Den danske hær havde ingen fremgang ved Skånes grænse, men erobrede indledningsvis en del af de svenske besiddelser i Tyskland (Bremen og Verden). Karl 10. Gustav afbrød imidlertid resolut krigen i Polen og drog mod Danmark med sin hovedstyrke. I september havde overlegne svenske styrker besat den jyske halvø undtagen fæstningerne Glückstadt og Krempe ved Elben samt Frederiksodde (det nuværende Fredericia). Den svenske hær stormede Frederiksodde 24.10.1657, hvor flere tusinde mand blev fanget eller faldt. Den danske hærs leder, rigsmarsk Anders Bille, døde kort efter af sine sår. Krigen gik derefter i stå, idet den danske flåde hindrede en svensk overgang til Fyn. Det var til at forudse, at dansk-allierede polske, brandenburgske og kejserlige tropper snart ville følge efter og gøre det af med de svenske styrker, der var fanget på den jyske halvø.

Den stærke frost i vinteren 1657-1658 ændrede imidlertid billedet. Den 30.1.1658 gik den svenske hær over isen, og de danske styrker på Fyn blev slået i en træfning på Lillebælts is. Karl Gustav fortsatte med hæren over Langeland, Lolland og Falster til Sjælland, hvor tilstedeværelsen af svenske tropper skabte panik. Resultatet blev efter kun to ugers forhandlinger den ydmygende Roskildefred 26.2.1658. Danmark måtte afstå Skåne, Halland, Blekinge og Bornholm, mens Norge mistede Bohuslen og Trondheim len. Desuden skulle hertugen af Gottorps anerkendes som suveræn fyrste, og Danmark skulle spærre Sundet for Sveriges fjender. Danmark var i princippet blevet en svensk lydstat, men i Polen og Baltikum ventede uafsluttede krige med Polen, Kejseren og Brandenburg. Det var til at forudse, at Danmark ville falde Sverige i ryggen ved første givne lejlighed.

Karl 10. Gustav havde derfor knap nok rømmet Danmark, før han besluttede at gå i krig igen for helt at erobre resten af Danmark og Norge. I august 1658 besatte han Sjælland og indledte en belejring af København, der blev blokeret både til lands og til vands. Allerede i september blev den svenske hær dog trængt bort fra den jyske halvø af polske og brandenburgske tropper, som var Danmarks allierede, og i oktober slog hollænderne den svenske flåde i Øresund. Dermed var blokaden af København brudt, og den hollandske flåde bragte både tropper og forsyninger til byen. I Norge blev de svenske tropper drevet ud af Trøndelag i december 1658. Samtidig bragte en opstand Bornholm tilbage til Danmark, og stormen på København 10.-11. februar 1659 endte i et blodigt svensk nederlag. Bevæbnede friskarer (snaphaner) svækkede svenskernes stilling i de besatte landsdele. Især har skildringen af Svend Poulsen Gønge, Gøngehøvdingen, gjort de sjællandske snaphaner berømte, men der var væbnet modstand mange steder. Det lykkedes dog ikke for danskerne at få fodfæste i Skåne med støtte fra modstandskredse. Den svenske hær på Fyn blev med hollandsk flådeassistance angrebet af en dansk-polsk-brandenburgsk hær fra Jylland under Ernst Albrecht von Eberstein og en dansk-hollandsk hær fra København under Hans Schack. I slaget ved Nyborg 14.11.1659 blev svenskerne slået og tvunget til overgivelse.

Karl 10. Gustav døde 13. februar 1660 efter kort tids sygdom, hvorefter Karl 11.s formynderregering meddelte, at man ønskede en afslutning på krigen. Med udgangspunkt i aftaler mellem England, Frankrig og Nederlandene (Haagerkoncerterne), dvs. på grundlag af stormagternes interesser, tilkendtes Danmark ved Freden i København 27. maj 1660 formelt Bornholm og Trondheim len, mens de skånske provinser forblev svenske. Hertugen af Gottorps suverænitet blev bevaret, men Danmarks pligt til at spærre Sundet for Sveriges fjender bortfaldt selvfølgelig. Hermed var en militær og politisk ligevægt i Norden genoprettet.

• Karl 10. Gustav
• Roskildefreden
• Freden i København
• svenskekrigene