Af de temmelig mange, der i Det Nye Testamente bærer navnet Jakob, er den mest betydningsfulde Jesu bror, ofte kaldet Jakob, Herrens bror. Flere steder i Det Nye Testamente nævnes han blandt Jesu brødre.

Paulus fortæller, at Jesus efter sin opstandelse viste sig for Jakob (1. Korintherbrev, 15,7), og Apostlenes Gerninger giver indtryk af, at Jakob blev leder af menigheden i Jerusalem (fx 12,17 og 15,13-21). Også Paulus bevidner Jakobs fremtrædende position og omtaler ham som én af søjlerne (Galaterbrevet, 2,9), og som ledende medlem af modermenigheden i Jerusalem synes Jakob at have spillet en formidlende rolle i spændingen mellem jødekristne og hedningekristne (Apostlenes Gerninger, 15,1-21; Galaterbrevet, 2,1-10).

Den jødiske historiker Josefus beretter, at Jakob sammen med flere andre led martyrdøden i Jerusalem i år 62. Traditionen har opfattet Jakob som forfatter til Jakobsbrevet, men det er næppe rigtigt. Jakob, Herrens bror, må ikke forveksles med apostlene Jakob, Zebedæus' søn og bror til Johannes, og Jakob, Alfæus' søn.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig