Faktaboks

Jørgen de Mylius
Født
5. marts 1946
Jørgen de Mylius i 2021
Jørgen de Mylius, da han fyldte 75 år i 2021.
Jørgen de Mylius i 2021
Af /Ritzau Scanpix.

Jørgen de Mylius er en dansk musikjournalist, tv- og radiovært og forfatter.

Jørgen de Mylius er utallige gange blevet hædret som Årets radio- eller tv-vært, og i 2001 modtog han som den første Dansk Radiobranches Hæderspris. I 2013 blev Jørgen de Mylius tildelt Ridderkorset som Ridder af Dannebrog.

Jørgen de Mylius' tidlige karriere på DR

Jørgen de Mylius var kun 17 år gammel, da DR i januar 1963 introducerede radiokanalen P3 for især de yngre lyttere. Den unge gymnasieelev fra Frederiksberg var blandt de første spændte lyttere. Han havde fra de første teenageår lyttet til de populære musikprogrammer og hitlister fra bl.a. Radio Luxemburg og Radio Mercur.

Mylius var skuffet over P3, som han ikke mente havde sans for hvad der rørte sig blandt de unge. Han sendte derfor et brev til DR og blev efterfølgende inviteret indenfor i studiet hos Hemming Hartmann-Petersen, i programmet ”Mellem Lektierne”, for at uddybe sin kritik. Her foreslog han, at P3, i lighed med de engelske radiostationer, introducerede en "hitliste" med den mest populære musik. Hartmann-Petersen tog forslaget til sig og foreslog Mylius at introducere en sådan liste på P3. Den 29. januar 1963 kunne Mylius således for første gang præsentere en "Top 20” med de 20 mest sælgende grammofonplader i Danmark.

I de følgende år bidrog Mylius til en lang række populære programmer med titler som Efter skoletid, Ugens Top 20 og Ung Time.

Kritik af Mylius' programmer

Jørgen de Mylius' begejstring for popmusikken blev i begyndelsen modtaget med kritik af anmeldere og kulturskribenter, som anså den ny musik som ”Kulturforfladigende tæppebankermusik”, ”Rabaldermusik”, ”Abemusik”, ”Forgiftning af sjælen”, ”Glidende omdannelse af hjerne til vindæg” eller ligefrem ”Et velsmurt anslag mod folkestyret”. Men Mylius vandt de unge lytteres ører og hjerter, og han blev i de følgende årtier en af de allermest populære radioværter i dansk radiohistorie.

Tv-karriere og senere radiokarriere

Efter 14 år på radio gik Mylius over til tv-mediet, hvor han markerede sig som studievært, bl.a. som vært på Melodi Grand Prix samt med en lang række programmer, der præsenterede tidens musik, herunder hans eget "Eldorado" fra 1983. Efter en årrække på tv vendte Mylius tilbage til radioen, hvor han fortsat præsenterer musik, i begyndelsen på P4, og senere på DR's P5.

Bøger

Jørgen de Mylius har skrevet bøger om The Beatles (1969), Elvis Presley (1977), Cliff Richard (1986) og Jodle Birge (1992) samt leveret tekster til dansktop-sangere. I 2012 udgav han sine erindringer, Tak for al musikken.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig