Italiens litteratur

I Italien opstår den første litteratur på folkesproget senere end i fx Frankrig og Spanien. Der findes enkelte meget tidlige eksempler på tekstfragmenter skrevet på en form for italiensk, og altså ikke latin: Indovinello veronese stammer formentlig fra slutningen af 700-tallet og består af fire korte vers, der udgør en metafor for skrivegerningen. Hertil kommer bl.a. de såkaldte Placiti Campani (også kaldet Placiti Cassinesi), retslige dokumenter fra 960 og 963.

Først i 1200-tallet fik Italien en folkesproget litteratur primært i form af digtning. Indtil da dominerede de provençalsk inspirerede trubadurer med Sordello da Goito som den kendteste.

Den første litterære skole opstod ved kejser Frederik 2.s hof på Sicilien ca. 1230-1250 som en provençalsk inspireret, konventionel kærlighedslyrik. Traditionen blev radikalt fornyet omkring 1260-1290 med "il dolce stil novo", en filosofisk idealiserende kærlighedslyrik, som Dante Alighieri senere tager afsæt i. I perioden optræder også sonetter og lauder, Frans af Assisis Solsangen og Marco Polos eksotiske rejsebeskrivelse.

Trods Italiens politiske opdeling i en række fyrstedømmer, blev der allerede i 1300-tallet etableret en stærk national litterær tradition. Det skete med tre enestående værker, alle skrevet på florentinsk folkesprog i første halvdel af 1300-tallet af Dante Alighieri, Giovanni Boccaccio og Francesco Petrarca. Alle tre skriver de på både på latin og italiensk, men deres tekster på folkesproget er de vigtigste, og de bliver normgivende for den florentinske sprogbrug. Hovedværkerne er henholdsvis Den guddommelige komedie, Dekameron og Sangenes bog.

Ved 1400-tallets begyndelse fortsættes det forrige århundredes humanistiske aktivitet. Filologerne, der for de flestes vedkommende bliver ved med at skrive på latin, studerer antikkens klassikere og opdager talrige antikke manuskripter. Nyplatonisme, humanisme og hofkultur kendetegner perioden.

Humanismen er renæssancens første manifestation: mennesket er i centrum, det er frit til at tænke, handle og være kreativt. Den tidlige humanismes modernisering af idégrundlag og æstetik, som foregår på latin, efterlader et påfaldende hul fra 1375-1475 i den italiensksprogede litteratur.

Leon Battista Albertis afhandling om familien fra 1441 er en sammenfatning af den tidlige renæssances syn på menneske og samfund og fremstår som 1400-tallets prosahovedværk.

Mens humanisterne i 1400-tallet foretrak at skrive på latin, viste der sig i 1500-tallet, ikke mindst pga. bogtrykkerkunsten, en stigende interesse for fastlæggelse af en italiensk skriftsprogsnorm. Nogle argumenterede for moderne toskansk, andre for et fællesitaliensk, som det blev talt ved de toneangivende fyrstehoffer. Baldassare Castigliones afhandling om Hofmanden (1528) giver et idealiseret billede af hofkulturen, som Europa begejstret tog til sig.

Renæssancens litterære system er tværfagligt, også hos den enkelte forfatter. Der skrives traktater, breve, dialoger og noveller, historie og krønike, komedie, hyrdedrama, ridderepos, lyrik og selvbiografi, alle med den samme stilistiske og retoriske ambition og kunstneriske stræben. Der foregår en tværkulturel udforskning med samspil mellem kunstarter og discipliner, mellem teori og praksis, mellem nutiden og inspirationen fra antikken.

Aristoteles’ Poetik blev genopdaget og udgivet i latinsk oversættelse i 1536 og fik stor indflydelse på de æstetiske teorier.

1600-tallet eller barokken betegnes gerne som en nedgangsperiode i italiensk litteratur, kirkens censur virker hæmmende, og der udgives få litterære tekster på højt niveau. Til gengæld er der landvindinger inden for både videnskab, kunst og musik.

Århundredets fineste prosaist, Galileo Galilei giver med sin kikkert adgang til ukendte verdener, og alt det nye vækker en stor forundring, som forfatterne forsøger på at udtrykke. I lyrikken opfører sproget sit eget teater med en kunstfærdig metaforisk stil, concettismo, hvis formål er at skabe overraskende analogier. Giambattista Marino er periodens berømteste digter, og hans indflydelse er varig, også udenfor Italien.

Barokken er den sidste internationale kunstneriske bevægelse, der har sit udspring og sin særlige udfoldelse i Italien (og Spanien). Barokken er teatralsk i sin grundopfattelse af livet som teater og illusion.

I 1700-tallet reagerer forfatterne i Italien på den åndelige nedgang i det forrige århundrede. Man erkender, at hvor det tidligere var Italien, der lærte de andre lande kunst og kultur, er det nu omvendt. Der tages mange initiativer for at ændre situationen, et er dem er dannelsen i 1690 af Arcadia-akademiet, der blandt sine medlemmer kommer til at tælle flere af 1700-tallets bedste forfattere, fx ophavsmanden til det heroiske syngespil, Pietro Metastasio, der skrev tidens mest populære librettoer og blev hofdigter i Wien. Librettoer skrives også af Lorenzo da Ponte og Carlo Goldoni. Goldonis samfundskomedier gør ham til århundredets største italiensk dramatiker.

I anden halvdel af 1700-tallet importerede Italien oplysningstidens ideer fra Frankrig, og Cesare Beccarias Om forbrydelse og straf fra 1764 vakte opsigt selv i Paris. Mod slutningen af århundredet kom den klassicistiske Giuseppe Parinis satire over adelens forfald samt Vittorio Alfieris tragedier, der får kolossal indflydelse på den nationale bevægelse, der skulle føre til Italiens samling.

Tidens mest originale skikkelse er filosoffen Giambattista Vico, der var inspireret af barokkens filologi og retorik. Hans hovedværk, Den nye videnskab (1725-1744), er den første teori om menneskets socialantropologiske historie med myten og den poetiske tænkning i centrum.

I 1800-tallet er Italien et tema i den europæiske romantik, samtidig med at den romantiske bevægelse får afgørende betydning for den italienske litteratur. De unge italienske kunstnere betragter romantikkens værker som frigørelseslitteratur og påpeger en direkte sammenhæng mellem kunstnerisk og politisk oprør. Kunsten har et pædagogisk sigte og kan bidrage til de patriotiske formål, og alle socialklasser skal repræsenteres i litteraturen.

I poesien bliver emnerne mere konkrete og aktuelle, de klassicistiske mønstre erstattes af friere, mere musikalske former: hymner, oder, ballader og romaner, meget gerne historiske og realistiske. Fædrelandskærlighed, individualisme og lidenskabelighed er århundredets nøglebegreber, og periodens vigtigste navne er Ugo Foscolo, Alessandro Manzoni, Giacomo Leopardi, Giosuè Carducci og Giovanni Pascoli.

Italiensk litteratur har i 1900-tallet været karakteriseret ved en avanceret modernistisk kultur især i perioden fra 1900-1925 og igen efter 1960, men også ved en stor kontrast mellem denne moderne bevægelse og en arkaisk kultur, der bestod uændret særligt i Syditalien.

Begyndelsen af århundredet var præget af en dynamisk fornyelsesproces, aggressivt hos futuristerne og i en livlig tidsskriftkultur, samtidig med at den eksistentielle krise blev beskrevet indefra af de ironisk-melankolske tusmørkedigtere og af de store modernister, Luigi Pirandello, Italo Svevo og, senere, Carlo Emilio Gadda. Blandt lyrikerne kan fremhæves Giuseppe Ungaretti og Eugenio Montale. Efter 2. Verdenskrig bryder en regional neorealisme igennem og efter 1980 dominerer den postmodernistiske roman.

Til dansk er oversat flere af århundredets største forfattere som bl.a. Elsa Morante, Primo Levi, Italo Calvino, Leonardo Sciascia, Claudio Magris, men fra og med 1980'erne bliver den italienske litteratur i langt højere grad end tidligere et kommercielt produkt, hvilket også afspejles i de oversættelser, der kommer på dansk. Et væld af italienske mesterværker, fra de tidligste tider til i dag, savnes stadig på dansk.

• Italien
• italiensk
• italiensk historie