Irans historie fra 1978

Siden 1982 har præstestyret, trods en række folkelige oprør, siddet på magten. Oppositionsvirksomhed er kun tolereret i ringe grad, selv indenfor ulama.

Her har der ikke desto mindre været uenigheder: Først, i 1980'erne og starten af 1990'erne, mellem de såkaldte pragmatikere og de radikale: Her gjaldt uenighederne forholdet til udlandet, jordreformer, graden af statslig styring af økonomien mv. Senere, fra midten af 1990'erne og frem, har der været uenigheder i ulama mellem de såkaldte reformister og de konservative hardlinere. Mens reformisterne søger at forbedre forholdet til Vesten og reformere det politiske system i retning af større friheder, ønsker de konservative at bevare den islamiske republiks anti-vestlige og islamistiske essens.

Den nye præsident forsøgte at realisere sine reformløfter. Men selvom de første lokale valg blev gennemført i 1999, havde han ikke styrke til afgørende at knække den magt, der var samlet hos Khamenei og præstestyrets institutioner. Khatami måtte opgive at få vedtaget lovforslag, der havde til mål at reducere den Øverste Leders konstitutionelle magt og styrke den folkevalgte præsidents udøvende funktioner.

Khatamis valg i 1997 og genvalg i 2001 blev af omverden udlagt som et opgør med Khameneis mere konservative linje. Men Khatami gjorde sig aldrig til talsmand for en principiel ændring af det politiske system. Han argumenterede alene for justeringer for på den måde at sikre en større folkelig medindflydelse i beslutningsprocessen. Khatamis reformbestræbelser blev også stærkt kritiseret af konservative kræfter. Under et pro-demokratisk studenteroprør i 1999 advarede Revolutionsgardeofficerer i et åbent brev Khatami om ikke at gå imod den islamiske revolutions ånd.

Khatami lancerede i forhold til omverdenen den såkaldte "civilisationernes dialog". Ad den vej ønskede han at sikre, at Iran igen kom med i det internationale samarbejde. Det lykkedes delvist i forhold til Europa, men tilbagevendende overgreb mod pressen, menneskerettighedsforkæmpere og intellektuelle gjorde det vanskeligt for alvor at fremme dialogen.

Khatami fordømte terrorangrebet mod USA den 11. september 2001, og Iran stillede luftrum og efterretninger til rådighed for den amerikansk-ledte mission mod Al-Qaeda og Taliban i nabolandet Afghanistan.

Men den voksende amerikanske militære tilstedeværelse i regionen blev snart opfattet af magthaverne i Teheran som en reel trussel mod landet. USA's præsident George W. Bush omtalte i en tale i begyndelsen af 2002 Iran som en del af "ondskabens akse". Samme år afslørede Mojahedin-e Khalq ikke-deklarerede faciliteter for uranberigelse i Iran, hvilket særligt i Vesten førte til frygt for landets nukleare ambitioner.

I samme periode intensiverede Irans forsøg på at udbygge alliancer med en række ikke-statslige militante aktører i regionen, herunder grupper af Vesten betegnet som terrorister. Forholdet til Syrien under Bashar al- Assads regimet blev udbygget. Samtidig opnåede Iran stor politisk og økonomisk indflydelse i Irak, efter at den amerikansk-ledte invasion i 2003 afsatte Irans ærkerival Saddam Hussein.

Ahmadinejad fastholdt en retorisk hård kurs i forhold til Vesten i almindelighed og Israel og USA i særdeleshed, ligesom han understregede Irans ret til udvikling af kernekraft til fredelige formål. I begyndelsen af 2006 meddelte han i en tale til omverdenen, at Iran var gået i gang med at berige uran for ad åre at blive en "atomstat". Meddelelsen blev mødt med krav om internationale sanktioner mod Iran i bestræbelserne på at sikre, at planen ikke blev omsat til virkelighed.

Ahmadinejad blev stadig mere upopulær blandt de reformorienterede kredse i Iran, og op til præsidentvalget i juni 2009 talte opinionsundersøgelserne om meget tæt løb mellem Ahmadinejad og den ledende reformpolitiker, Mir Hossein Mousavi. Ahmadinejad vandt imidlertid ifølge de officielle optællinger stort, hvilket førte til vedholdende rygter om omfattende valgsvindel. Reformtilhængere gik på gaden i de største demonstrationer i Iran siden revolutionen i 1979, kendt som Den Grønne Bevægelse. Under sammenstød med politi og sikkerhedsstyrker blev flere dræbt.

Uroen demonstrerede den voksende utilfredshed med styret hos middelklassen, de uddannede og blandt mange kvinder. Mange oppositionstilhængere gik igen på gaden i store demonstrationer efter den reformvenlige religiøse leder Hussein Ali Montazeris død i december 2009. Det førte til alvorlige sammenstød med mange dræbte og til, at Mousavi blev truet med dødsstraf. Ahmadinejad og præstestyret under Ali Khamenei forsøgte at genvinde initiativet, bl.a. ved at indkalde til store moddemonstrationer og ved at true med alvorlige repressalier mod oppositionen.

I Ahmadinejads anden embedsperiode fortsatte den diplomatiske krise og isolationen, der var en følge af landets atomprogram, og økonomiske sanktioner førte efterhånden til krise og kraftig inflation. Hertil kom, at præsidenten på populistisk vis delte ud af olieindtægterne til befolkningen som en slags subsidiepolitik, hvilket bidrog til at øge inflationen.

I november 2013 indgik Iran en aftale om begrænsning af uranberigelse til gengæld for en lettelse af de økonomiske sanktioner mod landet. Atomaftalen (JCPOA) mellem Iran og det internationale samfund blev ratificeret og trådte i kraft i 2015, og aftalen udløste en stor optimisme i den iranske befolkning og det iranske erhvervsliv. Nu var der håb om, at landet kunne træde ud af den politiske isolation og via handel og udenlandske investeringer bevæge sig ud af den økonomiske krise.

Også i udlandet, især i Europa, var der interesse for øget handelssamkvem med Iran. Dertil kom lettelsen over, at en atomvåbenoprustning i Mellemøsten kunne undgås, da Iran nu ikke længere så ud til at kunne blive en atomvåbenmagt.

Allerede i 2011 var Iran dog trådt delvist ind på den internationale scene i en ny rolle. Under oprøret i Syrien og den efterfølgende borgerkrig støttede Iran det syriske regime med våben og militære rådgivere.

I kampen mod ISIS, der i 2014 var blevet en markant krigsherre i både Irak og Syrien, udviklede der sig en uofficiel militærstrategisk alliance mellem Iran, Rusland, Tyrkiet og USA med dets vestlige allierede. Bestræbelse var at nedkæmpe ISIS, der nu var en reel trussel mod samtlige af de allieredes interesser i området. Alliancen holdt ikke i længden, men Iran var blevet en vigtig spiller i konflikten og fik en endnu større rolle som regional magthaver.

Den første begejstring over atomaftalen kølede forholdsvis hurtigt af i Iran. Dels var der ikke så mange udenlandske firmaer, der ville risikere investeringer i landet, dels var der en indbygget modstand mod fremmed kapital blandt repræsentanter for de mere konservative kræfter i Iran. Den økonomiske situation i landet bedrede sig derfor ikke.

Endnu værre blev det for Iran og iranerne, da Donald Trump blev USA's næste præsident i 2017 og året efter trak USA ud af atomaftalen. Ud over udtrædelsen af aftalen pålagde USA Iran endnu strengere sanktioner, der siden 2018 havde en ødelæggende effekt på både landets og befolkningens økonomi.

Gennem hele 2019 var der mindre militære sammenstød mellem Iran og USA i Den Persiske Golf og Irak, der også involverede de arabiske Golfstater, først og fremmest Saudi-Arabien, hvor et olieraffinaderi blev angrebet. Konflikten eskalerede den 3. januar 2020, hvor USA likviderede den iranske Revolutionsgarde-leder Qasem Soleimani i Bagdad via et droneangreb. Iran gengældte med et raketangreb mod en amerikansk militærbase i Irak, et angreb der dog ikke dræbte nogen.

Muligvis på grund af frygt for endnu et amerikansk angreb, skød iransk militær ved en fejltagelse et ukrainsk passagerfly ned i luftrummet over Teheran. Styret nægtede først dette, men måtte indrømme og beklage den fatale fejltagelse nogle dage senere.

I perioden fra slutningen af 2017 til nogle måneder ind i 2020 var der flere folkelige opstande og protester mod styret. De trange økonomiske forhold og stigende priser – på blandt andet benzin – var en udløsende faktor for protesterne. Men økonomien var ikke den eneste faktor. Befolkningen var blevet lovet større social frihed og økonomisk fremgang af den moderate præsident Rouhani, men ingen af de to løfter blev indfriet. Rouhani fremstod som handlingslammet frem til sin afgang i 2021.

Det iranske styre stod ved udgangen af Rouhanis præsidentperiode i en af sine værste kriser siden revolutionen i 1979. Det var naturligvis en økonomisk krise, men krisen var også politisk. Stemmeprocenten ved parlamentsvalg og præsidentvalg fortsatte med at dale. Det gav tydelige tegn på, at befolkningen ingen tiltro havde til hele det politiske spektrum, være det sig konservative, moderate, eller reformvenlige.

Denne krise for det politiske systems legitimitet blev tydeliggjort af, at der i de folkelige opstande siden 2017 hørtes sloganet ”død over diktatoren”. Dette slogan gjaldt under revolutionen i 1979 shahen. Nu gjaldt det Khamenei.

Irans uranberigelsesprogram blev ganske rigtigt intensiveret under Raisi, ligesom forholdet til Rusland blev udbygget, herunder med iranske våbensalg til russisk brug i krigen mod Ukraine. Det var også under Raisi, at Iran gennemgik den største folkelige opstand: Da en ung, kurdisk-iransk kvinde, Jina Mahsa Amini, døde i det iranske moralpolitis varetægt, brød omfattende optøjer ud på tværs af landet.

Under sloganet 'Kvinde, Liv, Frihed' krævede især unge ligestilling og frigørelse. Kvinder spillede en afgørende rolle i denne protestbevægelse, der modsat tidligere opstande forenede mange etniske grupper overalt i Iran. 'Kvinde, Liv, Frihed'-bevægelsen fik stor opbakning fra rettighedsforkæmpere overalt i verden.

Endelig var det også under Raisi, at Iran blev involveret i Israels krig i Gaza i kølvandet på Hamas' terrorangreb på Israel den 7. oktober 2023.

Raisis præsidentkarriere blev dog kort: I maj 2024 døde Raisi, sammen med andre embedsfolk, i et helikopterstyrt i det nordvestlige Iran. Han blev erstattet af den såkaldt reformvenlige Masoud Pezeshkian, der blev indsat som præsident i juli 2024 efter endnu et valg med lav deltagelse.

Iran, som en shiitisk magt, har igennem historien haft et omskifteligt forhold til sunni-ekstremistiske grupper blandt palæstinenserne, herunder Islamisk Jihad og Hamas. Men i årene op til terrorangrebet den 7. oktober 2023 øgede Iran den finansielle og militære støtte til især Hamas, hvilket fik Israel til at beskyldte Iran for at stå i hvert fald indirekte bag terrorangrebet.

Et israelsk luftangreb på det iranske konsulat i Syrien i april 2024 blev gengældt med et iransk missil- og droneangreb på Israel – et angreb uden fortilfælde. De to handlinger tog den såkaldte "skyggekrig" mellem Iran og Israel ind i en fase, der minder mere om egentlig krig.

I denne nye fase af konflikten har Israel angiveligt gennemført snigmord på Hamas-lederen Ismail Haniyeh i juli 2024 under dennes officielle besøg i Teheran. Et endnu større slag mod Irans indflydelse blev slået, da Israel gennemførte omfattende bombninger af Hizbollahs faciliteter i Beirut, Libanon, i september 2024, hvilket bl.a. kostede Hizbollahs leder, og Irans tætteste allierede, Hassan Nasrallah livet. Iran besvarede disse angreb med endnu et missilangreb på Israel.

Endelig modtog Irans indflydelse i regionen et yderligere signifikant knæk, da Assad-regimet i Syrien blev væltet i december 2024.