Faktaboks

Herman Treschow
Født
11. december 1739, Våge, Gudbrandsdalen, Norge
Død
2. maj 1797, København

Herman Treschow var en norskfødt dansk teolog og filantrop i 1700-tallet, professor i teologi ved Københavns Universitet fra 1773-1774 og derefter sognepræst ved Garnisonskirken. Han var en af Københavns mere fremtrædende prædikanter, hvad hans udgivne prædikener i flere bind (1773-1796) vidner om.

Herman Treschows baggrund og uddannelse

Treschow blev dimitteret i 1755 til universitetet i København og udgav i studietiden tre disputatser om bibelteksternes integritet, der bl.a. vidner om hans evne til at udtrykke sig på latin. Han blev i 1764 teologisk kandidat og rejste i årene 1768-1772 til Tyskland (Göttingen), Østrig (Wien), Frankrig og England, hvor han især foretog tekstkritiske studier af Bibelen.

Professor, præst og filantrop, 1773-

Efter hjemkomsten blev Herman Treschow i 1773 professor i teologi ved universitetet. Men året efter udnævntes han til sognepræst ved Garnisonskirken i København, hvor han forblev til sin død i 1797. Her udfoldede han en filantropisk virksomhed, han gjorde sig fortjent af skolevæsenet, oprettede skole for soldaterbørn og en arbejdsanstalt for fattige gamle.

Slægtsforhold

Herman Treschow må ikke forveksles med sin far, sognepræst i Søllerød Herman Treschow (1705-1774, bror til digteren og præsten Gerhard Treschow), eller med sin farfar, generalforvalter i Trondhjem Distrikt Herman Treschow (1665-1723).

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig