Henrik Pontoppidan

Henrik Pontoppidan er især kendt for sine tre store romaner, Det forjættede Land (1891-1895), Lykke-Per (1898-1904) og De Dødes Rige (1912-1916), men han skrev også Smaa Romaner, som han selv kaldte dem, noveller, skitser og – i mindre omfang – digte.

Forfatterskabet omfatter en lang og varieret produktion, både hvad angår genre og omfang. Han var aktiv som skønlitterær forfatter fra 1881 til 1927, hvorefter han skrev sine erindringer, herunder den sammenskrivning Undervejs til mig selv, som udkom i 1943. Således strækker Pontoppidans forfatterskab sig over mere end 60 år.

Pontoppidans værk bærer præg af hans evne — og vilje – til at skildre både individets kamp med sig selv, med samfundet og med kristendommen. Denne kritiske granskning er gennemgående.

Præstesønnen Henrik Pontoppidan valgte efter realeksamen ingeniørstudiet, men umiddelbart før den afsluttende eksamen i 1879 opgav han den sikre karriere til fordel for det usikre liv som forfatter.

Denne beslutning er kendetegnende for Pontoppidan, der gennem sit mere end tresårige forfatterskab aldrig slog sig til ro i en fast livsanskuelse, men gang på gang skiftede ham, som han selv udtrykte det med et billede fra sine erindringer: Drengeaar (1933), Hamskifte (1936), Arv og Gæld (1938) og Familjeliv (1940).

Allerede i debutværket Stækkede Vinger (1881) ses Pontoppidans sociale indignation. Den udfoldes dog først rigtigt ud fuldt i novellesamlingen Landsbybilleder (1883) og i den lille roman Sandinge Menighed (1883). Her og i novellesamlingen Fra Hytterne (1887) forholder Pontoppidan sig kritisk til både de velstillede bønder og til den grundtvigianske åndelige bevægelse.

Det ægteskab, Pontoppidan i 1881 havde indgået med bondedatteren Mette Marie Hansen, blev opløst i 1892, da han er 35 år. Ikke mindst af den grund kom hans eget kritisk moralske ståsted fra det tidlige forfatterskab i søgelyset, og forfatterskabet skiftede karakter. Man kan således læse hans store roman Det forjættede Land (1891-1895) som et selvopgør.

Borgersønnen Emanuel Hansted bliver præst i et landsogn, gifter sig med en af de lokale piger og vælger at dele sociale vilkår med sin fattige menighed. Men Emanuels engagement hviler på et selvbedrag. I virkeligheden bruger han sit virke og sit ægteskab til at kompensere for sine egne uløste problemer i forhold til den borgerlige kultur, han kommer fra.

Romanen rummer både en bred tidsskildring af de sociale og religiøse brydninger på landet i 1870'erne og 1880'erne og en indtrængende analyse af den demokratiske lighedstankes sociale og psykologiske grundlag.

Under arbejdet med romanen blev det Pontoppidan klart, at hvis man dykker ned i den menneskelige psyke, så møder man dér kulturen og samfundet. For i opdragelsen indpodes de bærende normer uudsletteligt i det enkelte individ. I centrum for denne ofte ødelæggende prægning står den strenge fader.

Dette forhold mellem den yngre mand og den strenge fader, som også var dybt personligt, udforskede Pontoppidan i 1890'erne i en række mindre jeg-romaner om mænd, der ikke magter at få et afklaret forhold til deres egen erotiske natur: Vildt, der sammen med fortællingen En Bonde udgør Natur (1890), Minder (1893), Den gamle Adam (1894) og Højsang (1896). Hertil slutter sig romanen Nattevagt (1894) om en radikal kunstner og fantast.

Dette arbejde førte frem til endnu en stor roman, Lykke-Per (1898-1904). Lykke-Per følger præstesønnen Pers livslange oprør mod sin far. Han vælger ingeniørstudiet for at komme kristendommen til livs ad teknologiens og rationalitetens vej, men tvinges til at erkende, at kristendommen stikker dybt i ham, og han gifter sig med en præstedatter.

Men da han en dag irettesætter sin lille søn, opdager han, hvorledes hans egen strenge far går igen i ham selv. Han vælger derfor at tilbringe resten af sit liv i ensomhed for at løse sit eget jegs gåde.

Det forjættede Land og Lykke-Per skildrer frembruddet af det parlamentariske demokrati i tilknytning til de folkelige bevægelser og industrialiseringens og den moderne videnskabs indtog i kamp med århundredgamle kristne traditioner.

Efter skuespillet Asgaardsrejen (1906) og den lille kunstnerroman Hans Kvast og Melusine (1907) fulgte Pontoppidan denne »Danmarkshistorie« op med en statusopgørelse over konsekvenserne af den voldsomme opbrudstid, der kulminerede med Systemskiftet i 1901.

Denne statusopgørelse kom i form af den tredje og sidste store roman, De Dødes Rige (1912-1916). I De Dødes Rige er der ingen hovedperson. I stedet fletter Pontoppidan flere ledepersoners historier ind i hinanden og demonstrerer på den måde, hvor sammensat og fragmenteret den moderne kultur og den moderne personlighed er.

I forfatterskabets sidste del, hvortil hører erindringerne og de to romaner Et Kærlighedseventyr (1918) og Mands Himmerig (1927), fuldførte Pontoppidan sin lange vandring mod sig selv ved at stille skarpt på den mandlige, kærlighedsfjendske magtvilje, som for ham var kulturens byrde.

Den sidste bog, Pontoppidan udgav, var en sammenskrivning og revidering af erindringerne med den sigende titel Undervejs til mig selv (1943).

Henrik Pontoppidan havde livet igennem en stærk tilknytning til Rørvig og ligger begravet ved familiens gravsted på Rørvig Kirkegård. Han var bror til Knud Pontoppidan og Morten Pontoppidan.

Pontoppidan omarbejdede mange af sine værker med henblik på nye og efter hans mening bedre udgaver, ikke mindst de store romaner. På den måde er forfatterskabet i evig dialog med sig selv, og det betyder samtidig, at man med fordel kan være opmærksom på, hvilken udgave man læser.

En samlet bibliografi over forfatterskabet findes i Esther og Thorkild Skjerbæks Henrik Pontoppidans forfatterskab. En bibliograf, bearbejdet og redigeret af René Herring, Det Danske Sprog- og Litteraturselskab og Det Kongelige Bibliotek fra 2006.

Den nyeste monografi om forfatterskabet er Flemming Behrendts Livsrusen. En bog om Henrik Pontoppidan fra 2019.

Det Danske Sprog- og Litteraturselskab udgav i 1999-2011 i fire bind Pontoppidans Små Romaner 1885-1927 i serien Danske Klassikere med tekstudgivelse, efterskrift og noter ved Flemming Behrendt. Der foreligger en tekstkritisk udgave af Det forjættede Land fra 1997, mens Lykke-Per og De Dødes Rige er under udarbejdelse, også på Det Danske Sprog- og Litteraturselskab.

Der findes et digitalt tidsskrift med forankring i Pontoppidans forfatterskab, Pontoppidaniana. Tidsskriftet udgives af Pontoppidan Selskabet og Syddansk Universitet.

• det moderne gennembruds litteratur
• realisme
• Nobelprisen
• modtagere af Nobelprisen i litteratur
• Det Danske Sprog- og Litteraturselskab
• grundtvigianisme
• lignelse

• Knut Ahnlund (1956). Henrik Pontoppidan. Fem huvudlinjer i författerskapet, Svenska Litteratursällskapet
• Klaus P. Mortensen (1982). Ironi og utopi, Gyldendal
• Esther og Thorkild Skjerbæk (2006). Henrik Pontoppidans forfatterskab. En bibliograf, bearbejdet og redigeret af René Herring, Det Danske Sprog- og Litteraturselskab og Det Kongelige Bibliotek
• Henrik Pontoppidan (1999-2011). Smaa romaner 1885-1927 i Danske Klassikere, tekstudgivelse, efterskrift og noter ved Flemming Behrendt, Det Danske Sprog- og Litteraturselskab og Gyldendal
• Flemming Behrendt (2019). Livsrusen. En bog om Henrik Pontoppidan, Gads Forlag

• På henrikpontoppidan.dk er der samlet tekster om og af Henrik Pontoppidan
• Læs tidsskriftet Pontoppidaniana