Faktaboks

Hartmut Rosa
Født
15. august 1965, Lörrach i Sydvesttyskland
Hartmut Rosa
Hartmut Rosa fotograferet i 2011.
Hartmut Rosa
Af /AP/Ritzau Scanpix.

Hartmut Rosa er en tysk sociolog og samfundsfilosof, der siden starten af 2000-årene er blevet kendt for nyskabende analyser, der munder ud i kritiske samtidsdiagnoser og vurderinger af menneskers muligheder for et vellykket og godt liv i moderne samfund. Det sker gennem en række originale sociologiske begrebskonstruktioner, der flettes sammen med samfundsfilosofiske og livsfilosofiske refleksioner og bruges til at kaste lys over moderne menneskers hverdagsliv.

Rosas analyser rummer på den ene side et normativt perspektiv, der handler om det gode og vellykkede liv, om menneskers ønsker, håb og frygt set indefra. Det overordnede begreb er resonans. På den anden side gives en karakteristik og diagnose af, hvilke mulighedsbetingelser moderne samfundsformationer set udefra sætter for realisering af det gode og vellykkede liv. Nøglebegreber er acceleration, vækst, dynamisk stabilisering, krav om forudsigelighed og instrumentel kontrol af verden.

Den kritiske diagnose beskriver, hvordan mennesker under modernitetens pres for acceleration trues af fremmedgørelse på flere planer, fremmedgørelse i forhold til hinanden, til naturen, verden, tiden – og dem selv.

Livsforløb

Efter en opvækst i Grafenhausen i Sydtyskland gennemførte Hartmut Rosa fra 1986 et magisterstudium i politologi, filosofi og germanistik ved universitet i Freiburg. Det førte til et ophold som videnskabelig medarbejder ved Harvard University og siden ved universitetet i Mannheim.

I 1997 fik han ph.d.-graden ved Humboldtuniversitet i Berlin på en afhandling om den canadiske filosof Charles Taylors politiske filosofi, og dernæst i 2004 doktorgraden på afhandlingen Soziale Beschleunigung. Die Veränderung der Zeitstrukturen in der Moderne ('Social acceleration. Forandring af tidsstrukturen i moderne samfund') ved Friedrich-Schiller universitetet i Jena, hvor han siden 2005 har været professor i sociologi. Fra 2013 har han desuden været direktør for Max Weber-kollegiet for kultur- og samfundsvidenskabelige studier ved universitetet i Erfurt, og siden 2002 gæsteprofessor knyttet til New School for Social Research i New York.

Hartmut Rosas værker er oversat til en række sprog, herunder dansk, og han er en meget benyttet gæsteforelæser, også i Danmark. Han blev æresdoktor ved Aarhus Universitet i 2023.

Hvad er ”det moderne”?

Nøglen til at forstå ”det moderne” er, som det fremgår af titlen på Rosas doktorafhandling fra 2005 (nævnt ovenfor): Soziale Beschleunigung, på dansk: social acceleration. Social acceleration "udgør et uafhængigt grundlæggende princip for modernitet." Ved at granske de stadigt hastigere teknologiske ændringer, de hurtigere skift i sociale relationer og institutioner og i livets tempo på alle områder, udfolder Rosa virkningerne af den accelererende dynamik for identitet og verdensforhold på det individuelle og kollektive plan.

Dynamisk stabilisering

Hvor forandringer før som regel skete over flere generationer, sker de i moderne og senmoderne samfund allerede indenfor de enkelte generationsforløb, fx i karriere, familierelationer, partnerforhold, bopæl og naboskab. Mennesker skal leve og præstere under skiftende og stadig mere ustabile forhold, og mange udsættes for med mellemrum at skulle rekonstruere deres personlige og professionelle identiteter.

Moderniteten er underlagt et stadigt pres for innovation, økonomisk vækst og tvang til øget produktivitet. Det er et pres, der skabes indefra gennem konkurrencen på de kapitalistiske markeder. Det bliver en kamp for overlevelse. Hartmut Rosa taler om dynamisk stabilisering som en af modernitetens byggesten, en fremtidsorientering under forventninger om konstant forandring. Det kan illustreres ved jagten på pålidelige forskningsbaserede prognoser som grundlag for beslutninger. Prognoser viser sig imidlertid jævnligt fejlbarlige og illusoriske og kræver stadige korrektioner.

Udvidelse af verdensrækkevidde

Rosa søger at forbinde en fænomenologisk beskrivelse af den subjektive livsverden set indefra med en analyse af de objektive dynamiske kræfter i samfundsudviklingen set udefra.

Han har udfoldet dette i en række senere skrifter, hvoraf det centrale er det store værk Resonanz. Eine Soziologie der Weltbeziehung (2016. Dansk oversættelse: Resonans. En sociologi om forholdet til verden, 2021). Andre værker om samme temaer er (danske titler og årstal): Fremmedgørelse og acceleration (2014), Det ukontrollerbare (2020) og (sammen med Andreas Reckwitz (f. 1970)) Senmoderniteten i krise (2022).

Her kommer Rosas normative og livsfilosofiske refleksioner frem. I Resonans undersøger han menneskers ”relationer til verden”, fra relationer gennem kroppen til de forskellige sociale og psykologiske former. Han ser dem som kendetegnet ved to grundformer, to tendenser: tiltrækning og frastødning, ønskernes og angstens kræfter. Han arbejder ud fra den tese, at enhver social formation skaber kulturelle horisonter, der opridser konturer af såvel et godt liv, som det modsatte – ”en afgrund af fiaskoer”.

I senmoderne samfund kommer de negative kræfter til at dominere. Kravet om acceleration og dynamisk stabilisering skaber en stadig risiko og frygt for at sakke agterud og at være på kanten af en afgrund. Illustrativt er udviklingen af stadigt flere kvantitative indikatorer til overvågning, registrering og benchmarking af målopnåelse, overholdelse af grænseværdier og placering på diverse ranglister.

Fremmedgørelse

Dette kapløb har ifølge Rosa ført til en tilstand af fremmedgørelse. At blive gjort fremmed betyder at blive adskilt fra noget, som man egentlig ifølge forholdets iboende essentielle egenskaber skulle være ét med: selvets forhold til kroppen, til handlinger og handlingernes produkter, til gruppen, hjemlandet, naturen, Gud og verden.

Resultatet bliver, at mennesker som subjekter kommer til at stå fjendtlige og indifferente overfor hinanden. Verden kommer til at fremstå kold, stiv, afvisende og ikke-responsiv. ”Døv og stum” siger Rosa. I en døv og stum verden, der opleves som ikke at respondere på noget, kommer også subjektet selv til at fremstå dødt og tomt.

Fremmedgørelse har dermed både en objektiv og en subjektiv dimension.

Resonans

Resonans er modstykket til fremmedgørelse og grundstenen i Rosas teori om et godt og vellykket liv. Resonans betyder samklang, som når to stemmegafler begynder at svinge sammen i hver deres frekvens.

Begrebet er udviklet som et normativt filosofisk-antropologisk begreb, der skal indfange helt basale egenskaber ved menneskets forhold til verden. Resonans er en relation mellem subjekt og verden, hvor subjekt og verden gensidigt berører og samtidig transformerer hinanden. Hver taler med sin egen stemme, men er åben nok til at tage imod påvirkninger fra verden og andre og har styrke og evner nok til at nå andre. At lytte og at svare.

Resonansens akser

Rosa skelner mellem tre former for resonansforhold eller -akser: en horisontal, en diagonal og en vertikal.

Den horisontale akse udgør relationen til andre mennesker, familie, kærlighed, venner, kolleger – og som borgere i det civile samfund og i det politiske liv.

Den diagonale akse udgør relationen til den materielle tingsverden. Med industrialisme og moderne teknisk-videnskabelige verdensbilleder er naturen blevet ”affortryllet”, har mistet magi og ånd (jf. Max Weber), og så kan det være vanskeligere at forstå, hvad resonans skal betyde. Der findes dog på den anden side stadig udtryk og ideer, der peger i retning af resonansrelationer til naturen og som udtrykker menneskers søgen efter at lytte til naturens stemme. Det gælder fx når matematik omtales som ”naturens sprog”, når man søger formgivning på ”råmaterialets præmisser”, naturens skønhed efterlignes i poesi og kunst, liv har ”ret” til biodiversitet mv.

Den tredje akse, den vertikale, fremstår mere tentativt og søgende beskrevet i Rosas fremstilling. Den retter sig mod menneskets eksistens i verden som helhed, livet som totalitet. Historisk har det været religionens rolle at udfylde den relation, Gud er i rollen som ”den svarende verden”. Rosa citerer i bogen Demokrati har brug for religion (2023) fra Det Gamle Testamente, Kongernes Bog, Kong Salomon: ”Giv mig et lydhørt hjerte”.

Religionens forjættelser og mulige ækvivalenter

Håbet om at forstå menneskets plads i universet som totalitet, at skabe resonans til verden, omtaler Rosa som ”religionens forjættelser”. Han anerkender religionens fortsatte eksistens og rejser spørgsmålet, hvilken rolle religion og ”religiøse længsler” fortsat spiller og kan spille i moderne menneskers liv?

Han søger – som andre sociologer før ham har gjort – at finde ækvivalenter til religion i moderne samfund. Vertikale resonansakser er kendetegnet ved, at de ”meddeler subjekterne erfaringen af en grundlæggende forbindelse med en magt, der angår eller indbefatter deres sameksistens som helhed”. Hans bud er værdifællesskaber, formidlet via kunst- og naturoplevelser, økologisk bevidsthed mv. Rosa bruger her filosofisk krævende udtryk som den ultimative virkelighed og dennesidig transcendens.

Rosas åbenhed overfor religion og religionens fortsat vigtige rolle i moderne demokratier har skabt udbredt interessen for hans ideer i teologiske og kirkelige kredse.

Læs mere i lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig