Grønland - geografi

Befolkningstallet har siden 1990'erne ligget ret stabilt omkring 56.000 personer. Den grønlandske befolkning har et fødselsoverskud, men det modsvares af en udvandring til bl.a. Danmark.

Alle bosætninger ligger ved kysten, og de seks største byer, som alle ligger på vestkysten, rummer over halvdelen af indbyggerne; de seks byer er

• Nuuk
• Sisimiut
• Ilulissat
• Maniitsoq
• Aasiaat
• Qaqortoq

Resten af befolkningen bebor de øvrige byer og mere end 130 bygder, stationer og fåreholdersteder. Generelt oplever de mindre byer og bygderne en jævn nedgang i folketallet.

Hvert år er der stor ind- og udflytning til og fra Grønland. Det drejer sig bl.a. om grønlandske unge, som studerer i Danmark. Også en stor del af de årlige flytninger inden for Grønland har baggrund i uddannelsesforhold.

Indtil 1950 var privat forretningsvirksomhed ikke tilladt i Grønland, og den offentlige sektor er fortsat meget stor. Erhvervsstrukturen domineres af nogle få offentligt ejede virksomheder inden for fiskeindustri (Royal Greenland), engros- og detailhandel (KNI, Kalaallit Niuerfiat) og infrastruktur (TelePost og Air Greenland). Hertil kommer ca. 2.000 små og store virksomheder i det private erhvervsliv. Den store offentlige sektor er genstand for tilbagevendende debat. Dens omfang skyldes bl.a. ønsket om stabilitet og forsyningssikkerhed på et hjemmemarked, som er så lille og geografisk opdelt, at der vanskeligt er plads til almindelig konkurrence.

Uden for byerne er der stort set ingen veje i Grønland. Al transport mellem byerne foregår med skib, fly og helikopter. En række byer har landingsbaner til fastvingede fly og de fleste bygder har landingsfaciliteter. De øvrige bygder kan kun nås med småskibe, om vinteren evt. med hundeslæde.

Grønland kan opdeles i fire regioner med hver sit erhvervsøkonomiske præg: Sydgrønland, Åbentvandsområdet i Vestgrønland, Diskobugten og yderdistrikterne. Hertil kommer de helt mennesketomme isdækkede områder.

Grønlands territorialfarvand afgrænses ifølge anordning fra 1963 udadtil af en linje, der er tre sømil fra basislinjen. Udenfor territorialfarvandet er den eksklusive økonomiske zone EEZ. Dennes ydre grænse er dels aftalte maritime grænser og dels 200 sømilelinjen, jævnfør FN’s Havretskonvention af 1982.

Med udgangspunkt i Den Internationale Domstols afgørelse fra 1993 blev den maritime afgrænsning mellem Grønland og Jan Mayen aftalt med Norge i 1995.

Efter længere tids forhandling blev der i 1997 opnået enighed om den maritime afgrænsning mellem Grønland og Island. Det lille skær Kolbeinsey, som Island i årtier havde holdt kunstigt oven vande vha. beton, har givet Island 30% af det havområde, der hidtil har været en såkaldt gråzone, hvis fordeling der ikke kunne opnås enighed om.

I 2001 plantedes det danske og det grønlandske flag på den lille Tobias Ø 70 km fra Nordøstgrønlands kyst. Øen, der har været rygtevis kendt som Fatamorganaøerne siden Danmark-ekspeditionen 1906-1908, blev opdaget af tyske forskere i 1993. Den har navn efter Tobias Otto Mikael Gabrielsen (1879-1945), der var slædekusk på ekspeditionen. I 2006 blev det indgået aftale med Norge om den maritime grænse mellem Nordøstgrønland og Svalbard. Eksistensen af Tobias Ø betød formentlig, at den grønlandske EEZ blev knap 900 km² større.

Den maritime grænse til Canada blev justeret og forlænget nordpå i Det Arktiske Ocean i 2022. Aftalen indeholdt også en grænse på Hans Ø, hvis tilhørsforhold indtil da var uafklaret.

Den resterende afgrænsning af den grønlandske EEZ udgøres af en linje 200 sømil fra den grønlandske basislinje, der blev bekendtgjort ved kongelig anordning i oktober 2004.

Efter Havretskonventionens artikel 76 har kyststater under visse betingelser ret til kontinentalsokkel ud over 200 sømil, se Kontinentalsokkelprojektet.

Det grønlandske rejefiskeri er, ud over bloktilskuddet fra Danmark, fortsat hjørnestenen i økonomien. Fiskeriet efter hellefisk vokser fortsat, og hertil har et markant fiskeri efter bl.a. torsk og stenbider givet et betragteligt tilskud til økonomien. Produktion af sælprodukter spiller en rolle på hjemmemarkedet, men et forsøg på at markedsføre sælprodukter i Kina endte med en større økonomisk skandale, idet forventningerne var sat alt for højt.

Udvikling af de grønlandske råstoffer og energiresurser udgør et stort potentiale, men investeringslysten svækkes af de store omkostninger under de barske naturbetingelser. Efterforskningsboringer ud for Nuuk og Disko har vist gode indikationer på olie- og gasforekomster, men stadig ikke sikre nok til, at firmaer vil satse på efterforskning i større målestok. I mindre målestok er en produktion begyndt af rubiner og pink safir ved Qeqertarsuatsiaat samt anorthosit ved Kangerlussuaq. Minedriften er dog besværliggjort af bl.a. prisudsving på verdensmarkedet og de høje udvindingsomkostninger. Forvaltningen af råstofområdet er overtaget af selvstyret i 2010.

Der er foregået en vis privatisering af det grønlandske erhvervsliv. Tidligere hjemmestyreejede virksomheder som værfterne er blevet omdannet til private virksomheder, ligesom KNI's butikker i de store byer er privatiseret. Infrastrukturen er blevet forbedret ved bygning af landingsbaner for fastvingede fly i byerne Paamiut, Maniitsoq, Sisimiut, Aasiaat, Qaarsut/Uummannaq, Upernavik og Qaanaaq.

Den danske befolkningsandel i Grønland nåede et maksimum i 1989, hvor ca. 10.000 personer var født uden for Grønland. Siden da har tallet været faldende, i 2020 til omkring 5.000.

• Grønland
• Kontinentalsokkelprojektet