Den tyske matematiker og fysiker Carl Friedrich Gauss formulerede omkring 1835 to fysiske love, en for elektriske felter og en for magnetfelter. Lovene udgør to af de fire Maxwell-ligninger.

Gauss' love

Gauss' lov for elektrisk felt

Denne lov er central i teorien for det elektriske felt, da den knytter feltet til dets kilder, dvs. de elektriske ladninger. Feltet kan beskrives ved den elektriske feltstyrke som funktion af stedet, eller det kan anskueliggøres ved elektriske feltlinjer.

Gauss' lov udtrykker, at antallet af elektriske feltlinjer, der krydser en vilkårlig lukket flade i et homogent materiale, er proportionalt med den elektriske ladning, som er indesluttet af fladen.

Gauss' lov om magnetfelt

Denne lov ligner loven om elektrisk felt, bortset fra at den siger, at antallet af magnetiske feltlinier, altså summen af feltlinjer ud og ind af en lukket flade, altid er nul.

Det betyder, at der er altid samme antal magnetiske syd- som nordpoler inden for det volumen, fladen omslutter, hvilket medfører at magneter altid optræder som dipoler, og at der derfor ikke findes separate magnetiske syd– og nordpoler, såkaldte monopoler.

Den matematiske formulering og en nøjere forklaring af de to love kan findes i artiklen om Maxwell-ligningerne.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig