Gajus Julius Cæsar

Cæsar havde i 80 f.v.t. gjort sig militært bemærket i Asia, i Kilikien i 78 f.v.t. og igen i Asia i krigen med kong Mithridates i 74 f.v.t. I samme periode afrundede Cæsar sin retoriske uddannelse med et studieophold på Rhodos i 75 f.v.t.

Hans tidlige ungdom var, i tråd med romersk tradition, præget af tilegnelsen af al den politiske lærdom, han kunne suge til sig. Alt dette var i forberedelse til det såkaldte cursus honorum, den karrierevej, som enhver ung romersk adelsmand måtte følge for at opnå de højeste politiske embeder.

På grund af forbindelsen til sin berømte og kontroversielle onkel Marius, der var i opposition til og i åben borgerkrig med den senere diktator Sulla, blev Cæsar frataget sin arv og sine præsteembeder. På trods af en benådning fra Sulla valgte Cæsar at forlade Italien, og han indledte dermed sin militære karriere. Efter Sullas død i 78 f.v.t. vendte Cæsar tilbage til Rom. Uden arv var han tvunget til at følge en ny karrierevej for at skaffe de nødvendige midler til at gå ind i politik. Han indledte, meget lig Cicero, sin politiske karriere som advokat.

På det tidspunkt begyndte Cæsar at føre en storslået livsførelse, og han brugte uhyre summer på Roms befolkning og på politik, især valgkampagner. Han manifestererede sig som en af de ledende populares i sin samtid og blev midt i 60'erne f.v.t. betragtet som en kontroversiel, forgældet, men dynamisk person, som samtidens store politikere måtte forholde sig til.

Cæsar stillede op til valget som kvæstor for år 69 f.v.t.; han blev valgt og fulgte derefter en relativt normal karriere i overensstemmelse med cursus honorum. I 65 f.v.t. blev han ædil, og i 63 f.v.t. blev han valgt til pontifex Maximus, den ledende pontifexpræst, der bl.a. overså vestalinderne og kalenderen (Cæsar indførte den første udgave af den kalender, vi stadig bruger i dag); året efter tjente han som prætor.

• Fere libenter homines id, quod volunt, credunt ('Vi tror gerne, hvad vi ønsker').
  • Gallerkrigen 3,18.

• Jacta est alea ('Terningen er kastet').
  • Sueton (ca. 75-150 e.Kr.), Cæsar-biografien 32.
  • Ved overskridelsen af grænsefloden Rubicon 49 f.Kr.

• Veni, vidi, vici ('Jeg kom, jeg så, jeg sejrede').
  • Ibid. 37,2. Efter sejren over kong Farnaces i Lilleasien 47 f.Kr.

• Et tu, Brute ('Også du, Brutus').
  • Ibid. 82,2. Her citerer Sueton imidlertid Cæsars udbrud på græsk kai sy, teknon ('Også du, min søn'). Ved overfaldet og drabet på Cæsar 15.3.44 f.Kr.

I Shakespeares skuespil Julius Cæsar (1601) er følgende citater blevet tillagt Cæsar:

• Let me have men about me that are fat ('Jeg vil se fede mænd omkring mig').
  • I,2.

• Cowards die many times before their deaths; the valiant never taste of death but once ('De feje dør mange gange, før de dør; den tapre lider kun én gang døden').
• II,2.

I januar 49 f.v.t. gik Cæsar over floden Rubicon i Norditalien, der var grænsen mellem hans provins og Italien, og han forlod dermed sin provins med en hær; det var ulovligt. Det er stadig omdiskuteret, hvad hans præcise bevæggrunde var hertil. Senatet havde i 50 f.v.t. stillet Cæsar et ultimatum, hvor Cæsar enten kunne afstå sin kommando og vende hjem til Rom for at blive retsforfulgt for krigsforbrydelser og sendt i eksil, eller han ville blive erklæret for en fjende af staten. Cæsar valgte i stedet at vende sine legioner mod Rom. Dermed startede han borgerkrigen med den Romerske Republik, repræsenteret af Pompejus, som efter Crassus' død i 53 var den eneste alvorlige trussel mod Cæsars magtposition.

Cæsar gennemlevede de følgende måneder en alvorlig krise, der antagelig blev forstærket af, at han de foregående år var blevet ramt af en række personlige sorger. Først døde hans mor, Aurelia, som havde fulgt ham tæt hele livet, dernæst Julia og endelig hans søster; alle personer, som Cæsar havde følt sig meget nært knyttet til.

I denne situation indledte Cæsar et forhold til den egyptiske dronning Kleopatra. Som hellenistisk monark fik hun formentlig stor indflydelse på Cæsars opfattelse af karakteren af de ændringer i de romerske styreformer, som måtte blive en konsekvens af borgerkrigene. Da Cæsar havde nedkæmpet et oprør i Alexandria og slået kong Farnaces i Lilleasien, vendte han i 47 f.v.t. tilbage til Rom.

Året efter lod han sig ikke blot vælge til konsul igen, men også til diktator for de kommende ti år. Samtidig blev de sidste af Pompejus' støtter forfulgt og nedkæmpet i slagene ved Thapsus (i det nuværende Tunesien) i 46 f.v.t. og ved Munda (i vore dages Spanien) året efter.

I 44 f.v.t. lod Cæsar sig genvælge til konsul, men han blev samtidig imod hidtidig romersk tradition diktator på livstid. Især det sidste fremkaldte den sammensværgelse, anført af Brutus og Cassius, som endte med mordet på Cæsar den 15. marts (Idus Martiae); mordet fandt sted i Pompejus' teater på Marsmarken i Rom. Som direkte konsekvens af Cæsars mord fulgte en lang række borgerkrige, der først skulle ende med indtagelsen af Alexandria i 30 f.v.t.

Kort før sin død stod Cæsar som Romerrigets ubestridte enehersker og dermed også indirekte som et symbol på den Romerske Republiks undergang. Selvom Cæsar ikke nåede at gennemføre sine planer for Rom, havde han iværksat et kæmpe byggeprogram, som skulle udvide og renovere Rom, og som blev gennemført af hans arving Octavian, den senere Kejser Augustus.

Den hurtighed, som var hans særkende dels som feltherre, dels når han skulle træffe beslutninger i pressede situationer, udviklede sig med årene til rastløshed. Dette parret med træthed og irritation over et dårligt helbred, antagelig epilepsi, medførte en række fejlvurderinger i 45/44 f.v.t., herunder især hans accept af diktatur på livstid og af en række overdrevne æresbevisninger.

Cæsars betydning lå først og fremmest i, at han gennem sin karriere, sin handlemåde og sin idé om, at en centralisering af styret i Rom var nødvendig, definerede tidens problemer. Han banede dermed vejen for den løsning, som hans adoptivsøn Octavian, den senere kejser Augustus, gennemførte: det Romerske Kejserdømme. Hans standsfæller i samtiden delte ikke denne opfattelse, og hans mordere skal derfor også findes i de kredse, som kæmpede for at bevare en republikansk styreform.

Eftertiden har i sin vurdering lagt vægt på Cæsars alsidige begavelse og har regnet ham for en af antikkens største personligheder som både feltherre, taler, forfatter og politiker. Især 1700-tallet og 1800-tallet betragtede Cæsar som et universalgeni, i Danmark udtrykt i Georg Brandes' tobindsværk Cajus Julius Caesar (1918); dette billede er først i de seneste år blevet nuanceret betydeligt.

• Romerriget