Ved faderens død 20. januar 1848 besteg Frederik tronen som enevældig, men de følgende måneder skulle afgørende ændre hans stilling.
Han frasagde sig enevoldsmagten den 22. marts og formåede i martsdagene at fremstå som et folkeligt og nationalt samlingsmærke med en instinktiv fornemmelse for øjeblikkets krav om en på samme tid jævn og kongelig optræden.
Frederik 7.s skikkelse blev for al eftertid sammenvævet med Treårskrigens nationale stemning. Louise Rasmussen tog nu bolig på Christiansborg og fik navnet Danner; i 1850 blev parret viet i Frederiksborg Slotskirke, men ægteskabet var til kongens venstre hånd, hvilket betød, at hun aldrig kunne blive dronning.
Frederik 7.s forståelse for de indskrænkninger, den konstitutionelle kongemagt pålagde ham, var begrænset. Hans modstand mod en deling af Slesvig bidrog til at fælde Martsministeriet. Nogen indflydelse på udformningen af Junigrundloven af 1849 fik han ikke, men hans modstand i 1850'erne mod konservative forfatningsændringer fik betydning.
Kongen anså det for sin vigtigste opgave at skaffe grevinde Danner officiel anerkendelse, men hans bestræbelser var stort set forgæves. Det førte til lange ophold uden for hovedstaden og rejser rundt om i landet, hvor parret blev mødt med folkelig begejstring. Over for det tilstundende opgør med tyskerne søgte han en skandinavisk tilnærmelse gennem den svenske kong Karl 15.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.