Frederik 7.

Frederik 7. var gift tre gange; første gang med prinsesse Vilhelmine, anden gang med Mariane af Mecklenburg-Strelitz og tredje gang med Louise Danner.

Frederiks første ægteskab blev indgået i 1828 og havde stor dynastisk betydning; Vilhelmine var datter af Frederik 6., hvilket betød, at kongehusets to linjer herved blev sammenkædet.

Hans udsvævende livsførelse med drikkeri og utroskab umuliggjorde imidlertid samlivet og førte til skilsmisse i 1837; samtidig blev Frederik reelt forvist til Fredericia. Ved faderens tronbestigelse i 1839 blev han guvernør på Fyn.

I 1841 indgik Frederik sit andet ægteskab, men historien gentog sig; i 1844 rejste prinsesse Mariane hjem på grund af Frederiks forbindelse til Louise Rasmussen, den senere grevinde Danner, og i 1846 blev ægteskabet opløst.

Louise Rasmussen var på det tidspunkt blevet uundværlig for kronprinsen, og det stod efterhånden klart, at han havde svært ved at honorere de krav, som den enevældige kongegerning stillede, hvilket bidrog til overvejelser om en forfatningsændring.

Ved faderens død 20. januar 1848 besteg Frederik tronen som enevældig, men de følgende måneder skulle afgørende ændre hans stilling.

Han frasagde sig enevoldsmagten den 22. marts og formåede i martsdagene at fremstå som et folkeligt og nationalt samlingsmærke med en instinktiv fornemmelse for øjeblikkets krav om en på samme tid jævn og kongelig optræden.

Frederik 7.s skikkelse blev for al eftertid sammenvævet med Treårskrigens nationale stemning. Louise Rasmussen tog nu bolig på Christiansborg og fik navnet Danner; i 1850 blev parret viet i Frederiksborg Slotskirke, men ægteskabet var til kongens venstre hånd, hvilket betød, at hun aldrig kunne blive dronning.

Frederik 7.s forståelse for de indskrænkninger, den konstitutionelle kongemagt pålagde ham, var begrænset. Hans modstand mod en deling af Slesvig bidrog til at fælde Martsministeriet. Nogen indflydelse på udformningen af Junigrundloven af 1849 fik han ikke, men hans modstand i 1850'erne mod konservative forfatningsændringer fik betydning.

Kongen anså det for sin vigtigste opgave at skaffe grevinde Danner officiel anerkendelse, men hans bestræbelser var stort set forgæves. Det førte til lange ophold uden for hovedstaden og rejser rundt om i landet, hvor parret blev mødt med folkelig begejstring. Over for det tilstundende opgør med tyskerne søgte han en skandinavisk tilnærmelse gennem den svenske kong Karl 15.

Frederik 7. er en af de mest paradoksale skikkelser på den danske trone. Uden evner for eller vilje til hverdagens gerning og med åbenlyse karaktermæssige brist formåede han alligevel at gribe øjeblikket og forbinde kongedømmet med den nye tid.

• Danmarks historie 1814-1900
• kongerækken i Danmark