Francis Glisson

Francis Glisson blev født i nærheden af Bristol. Han kom fra overklassen. Hans far var adelsmanden William Glisson of Rampisham of Dorset. Glisson studerede først de humanistiske fag ved Caius college i Cambridge 1617-1620 og blev Master of Arts. Bagefter studerede han fysik i Oxford og medicin i Cambridge. I 1634 var han færdiguddannet læge fra Cambridge. I 1636 blev han udnævnt til professor i fysik ved Cambridge universitet.

Under Den Engelske Borgerkrig 1642-1651, der udkæmpedes mellem "rundhoveder" og "kavalerer", og England blev udråbt til republik, boede Glisson i Culchester, der lå i et område, der var loyalt overfor kongen. Han oplevede den fjendtlige belejring af byen i 1648. Kort efter rejste han til London, hvor han blev til sin død.

I årene i London var Glisson aktiv i College of physicians og hengav sig til forskning. Han giftede sig med en rig enke, men levede over evne og efterlod sig en stor gæld, da han i 1684 døde af lungebetændelse.

I 1650 udgav Glisson afhandlingen De Rachitide om rakitis (også kaldt engelsk syge). Afhandlingen blev i 1651 udgivet på engelsk af lægen Nicholas Culpeper (1616-1654) under titlen A treatise of the rickets, being a disease common to children. I afhandlingen redegøres der for de patologiske fund i form af bløde og deforme knogler "flexible like wax" og forstørrelse af knogleenderne og epifyseskiverne. Han beskrev ligeledes de kliniske symptomer: valgus-fejlstilling af benene (hjulbenethed). Bækkenforsnævring og fødselsproblemer blev senere beskrevet af den hollandske læge van Deventer. Sygdommens årsag er mangel på vitamin D, hvilket først blev kendt i 1900-tallets første halvdel.

I 1654 publicerede Glisson sit anatomiske studium af leveren Anatomia hepatis ('Leverens anatomi'). Her redegjorde han for leverens forgrenede netværk af blodkar og desuden for leverens system af galdegange, der til sidst samles i en fælles udførselsgang ductus hepaticus communis. Han beskrev galdeblæren, dens reservoir af galde og dens udførselsgang, ductus cystcus, der løber sammen med udførselsgangen fra leveren og danner en fælles udførselsgang, ductus choledocus, der udmunder i tyndtarmen.

I følge nogle medicinhistorikere kan Glisson også tilskrives opdagelsen af den ringmuskel (sphincter), der findes for enden af ductus choledochus, selvom den opdagelse normalt tilskrives italieneren Ruggero Oddi (1864-1919) i 1887 og derfor bærer navnet sphincter Oddi.

Glisson viste, at leverens overflade er beklædt med en tynd hinde af bindevæv (tunica fibrosa). Denne bindevævshinde er i dag kendt under eponymet Glissons kapsel. Selvom Glisson ikke anvendte mikroskop, beskrev han, at den glissonske kapsel var fortykket omkring portåren (vena porta). Derfra forgrenede den sig ind i selve leveren og opdelte den i små strukturelle enheder bestående af en arteriegren, en venegren og en gren af galdegangssystemet, glissonske triader.

I 1659 blev afhandlingen genudgivet i Amsterdam. Hidtil havde kun leverens ydre været beskrevet. Glisson beskrev som den første leverens indre.

Glisson udviklede en række fysiologiske teorier, der i hans egen tid blev anset for originale og åndfulde, men i dag udelukkende har historisk interesse. De fremkom i forbindelse med udgivelsen af hans afhandling om mavetarmsystemet De ventriculo et intestinis fra 1677. Grundtesen i Glissons fysiologi var, at alle kroppens organer er i besiddelse af en iboende kraft, der fungerer uafhængigt af både sjælen og nervesystemet. Han benævnte denne fysiologiske kraft substantia energetica.

Det var en ren spekulativ teori eller form for naturfilosofi uden nogen form for evidens. Udtrykket substantia energetica er et rent metaforisk udtryk for den antagelse, at der måtte være en fælles årsag til det liv som udspiller sig i kroppen – mavesækkens bevægelser, tarmenes bevægelser, musklernes evne til bevægelse, hudens sekretion af sved etc. Paracelsus og Johann van Helmont (1577-1644) havde fremsat lignende teorier, og måske var Glisson inspireret af dem.

Det indgik ligeledes i denne fysiologiske teori, at alle organer og strukturer i kroppen besad irritabilitas. Det vil sige, at de var modtagelige for stimulation og i stand til at reagere på det. Formentlig var ideen baseret på Galens begreber irritatio og stimulatio, som også den italienske læge og botaniker Andrea Cesalpino (1519-1603) havde forsøgt at videreudvikle i 1593. Muligvis fik Glisson selv indflydelse på filosoffen Leibniz og hans udformning af monadeteorien.

Ingen af Glissons personlige ejendele eller boliger er bevarede. Der findes en buste i ydermuren på Caius College i Cambridge, der afbilder Glisson. Eponymet Glissons kapsel forekommer endnu i de fleste moderne anatomibøger og ligeledes eponymet glissonske triader i histologi-lærebøger. Glisson er omtalt i mange bøger omhandlende medicinens og anatomiens historie.

• medicinens historie
• engelsk syge
• lever (leverens funktioner)