Doris Lessing

Lessings forældre var Alfred Tayler (f. 1886) og Emily Maude Tayler (f. 1884), der begge var britiske statsborgere. De havde mødt hinanden under 1. Verdenskrig, hvor Alfred var kaptajn og mistede sit ene ben i kamp, og Emily var sygeplejerske på hospitalet i London, hvor han restituerede.

Kort tid inden Lessing blev født, flyttede Lessings forældre til Kermānshāh i Persien, hvor Alfred havde fået arbejde i Imperial Bank of Persia. I 1925, da Lessing var 6 år gammel, flyttede familien til det sydlige Rhodesia (nu Zimbabwe), hvor Alfred havde købt en gård, som familien passede. Lessing gik på katolsk skole i Rhodesias hovedstad Salisbury. Hun flyttede hjemmefra som 15-årig og arbejdede først som barnepige og senere som telefonoperatør.

Som teenager begyndte Lessing at skrive noveller, som hun solgte til magasiner. I 1950 udkom hendes debutroman The Grass is Singing (1950, dansk Græsset synger, 1952), som anses som værende blandt hendes bedste bøger. Bogen er en tæt skildring af racisme, bornerthed og seksuel frustration på en poor-white farm i Rhodesia, der minder om Lessings eget barndomshjem.

Lessings romanserie Children of Violence (dansk Børn af vold) er også selvbiografisk inspireret. Serien omfatter Martha Quest (1952, dansk 1977), A Proper Marriage (1954, dansk Et ordentligt ægteskab, 1978), A Ripple from the Storm (1958, dansk En krusning efter uvejret, 1979), Landlocked (1965, dansk Dødvande, 1980) og The Four-Gated City (1969, dansk Byen med de fire porte, 1981).

Hvor de første bind behandler kvindeliv og kønsrelationer i Rhodesia fra 1930'erne til 1950'erne og beskriver det kommunistiske miljø, Lessing var del af, brydes formen i det sidste bind. Hovedpersonen Martha har her gjort sig fri af Afrika, ægteskab og kommunisme og indgår i en fremtidsvision af London, hvor storbyen i stedet for at være utopiens sted viser sig som indbegrebet af 1900-tallets selvødelæggelsestrang.

Ind imellem bindene i Children of Violence skrev Lessing det hovedværk, som hun nok er mest kendt for i dag, nemlig The Golden Notebook (1962, dansk Den gyldne bog, 1975).

I denne roman sprænges Bildungsromanens format, og en metafiktiv refleksion over skriveprocessen står centralt. Hovedpersonen Anna Wulfs forsøg på at forstå sit liv præsenteres i teksten som fem notesbøger og et romanudkast, der overlapper og modsiger hinanden, og hvor den litterære bestræbelse — forsøget på at almengøre og kommunikere oplevelsen — skildres som livsnødvendig for afbalancering og dannelsen af modvægt til depressionens kaos.

Romanen diskuterer også forholdet mellem kunst, forfatterskab og kønsrolle for den kvindelige hovedperson, og romanen anses også som en primær tekst i den britiske kvindebevægelse i 1960'erne og 1970'erne.

En lignende trosbekendelse til litteraturen er indeholdt i essayet A Small Personal Voice fra 1959, der priser 1800-tallets store romantradition for at kunne fremstille det almene uden at undertrykke det individuelle.

Sammenbrud, krise og galskab er tema i Briefing for a Descent into Hell (1971, dansk Instruks om nedstigning til helvede, 1985), der er påvirket af Ronald D. Laings skrifter om skizofreni, men også af persisk og indisk sufitradition og dens forestillinger om, at man ved uden modstand at lade sig gennemstrømme af kaos kan bryde igennem til en højere virkelighed og erkendelse.

Varianter af temaet gennemspilles i The Summer Before the Dark (1973, dansk Sommeren før mørket, 1974), der kredser om kvindelig midtlivskrise og depression, og i mere ambitiøs skala i den tungbenede "space-fiction"-serie Canopus in Argus: Archives, der udkom mellem 1979 og 1983 og bl.a. omfatter Shikasta (1979, dansk 1980), The Marriages between Zones Three, Four, and Five (1980, dansk Ægteskaberne mellem Zone Tre, Fire og Fem, 1981) og The Sirian Experiments (1981, dansk De sirianske eksperimenter, 1982). Her bliver det ydre rum skueplads på et højere niveau for kampe mellem godt og ondt, skabertrang og ødelæggelse.

I tekster fra 1980'erne og 1990'erne vender Lessing tilbage til ældre formater — til Afrika-reportagen og opvæksthistorien i African Laughter: Four Visits to Zimbabwe (1992) og erindringsværket Under my Skin (1994, dansk Under huden, 1996), og hun vender tilbage til den dystopiske samtidsskildring i romaner som The Good Terrorist (1985, dansk Den gode terrorist, 1986) og The Fifth Child (1988, dansk Det femte barn, 1989), hvor storbybørn og -unge fremstår som modernitetens svar på middelalderens djævle.

Ved siden af sine romaner skrev Lessing karrieren igennem noveller og essays, der ofte er mere præcise og hårdtslående end de længere tekster. Afrika-noveller fra to årtier er samlet i African Stories fra 1964, de fleste med engelsk tematik i Collected Stories fra 1978, og Lessings bedste nyere korttekster findes i London Observed (1992, dansk Forsvar for undergrundsbanen, 1993).

Walking in the Shade (1996, dansk Vandring i skygge, 1998) fortsætter erindringsprojektet fra Under huden, ligesom Ben, in the World (2000) fortæller videre om det skrækkelige femte barns opvækst til teenager.

Love, Again (1996, dansk Kærlighedens teater, 1999) beretter omstændeligt om lettere geriatriske forelskelsers omslag i depression, og i Mara and Dann (1999, dansk Mara og Dann, 2001) vender Lessing tilbage til fremtiden og skuer den som økologisk katastrofe og ny istid.

Hendes sortsyn udfolder sig også i The Sweetest Dream (2001), der er et opgør med alt, der har med 1968 at gøre, fra fri kærlighed og swinging London til solidaritet med den tredje verden.

Dorris Lessing blev gift med Frank Wisdom (1910-1981) i 1939, med hvem hun fik to børn. I 1943 blev de to dog skilt, og de to børn blev boende hos deres far. Efter skilsmissen blev Lessing mere involveret i socialistiske organisationer i Salisbury, blandt andet Left Book Club, en socialistisk bogklub, hvor hun mødte Gottfried Anton Nicolai Lessing (1914-1979), som hun giftede sig med i 1943, og de fik ét barn sammen. Dette ægteskab holdt dog heller ikke: De blev skilt i 1949, og herefter giftede Lessing sig aldrig igen.

I 1949 flyttede Lessing med sin yngste søn Peter til London. I London blev Lessing endnu mere involveret i socialisme og politik. Lessing deltog i kampagner mod atomkraft, hun argumenterede imod apartheid i Rhodesia og Sydafrika.

I 2015, efter Lessings død, kom det frem, at de britiske efterretningstjenester MI5 og MI6 fra 1940'erne og cirka 20 år frem havde holdt øje med Lessings aktiviteter på grund af hendes politiske overbevisninger og hendes forbindelser til kommunistiske organisationer og politisk aktivisme.

Lessing døde i 2013, 94 år gammel.

• Storbritanniens litteratur: Modernisme og derefter (1920-1970)
• modtagere af Nobelprisen i litteratur