Det Kongelige Frederiks Hospital

Sygehuset var en del af Frederiksstaden. Hospitalet blev tegnet af Niels Eigtved og fuldført af Lauritz de Thurah. De bygninger, som vendte ud mod gaderne Bredgade og Amaliegade var på to etager og havde kældre. De blev bl.a. brugt til administration, til apotek og til Fødselsstiftelsen.

Sygestuerne var placeret i lange enetages sidefløje uden korridorer, dvs. at man skulle passere gennem sygestuerne for at komme igennem hospitalet. De var mørke, bygget på en meget fugtig grund og uden kældre og derfor fugtige. Til tider måtte man fjerne snegle fra gulvet i de nordvendte stuer. Gulvene blev pga. råd udskiftet allerede i 1767. Imellem bygningerne var der en grønnegård, hvor patienterne kunne komme ud. Nu bruges den bl.a. til teaterforestillinger (Grønnegårdsteatret).

Hygiejnen var i det hele taget ikke god i begyndelsen af 1800-tallet, hvor spildevandet løb direkte ud i grønnegården og ikke altid kunne løbe væk, de store retirader (lokummer) lå lige op til sygestuerne og blev sjældent tømt, fordi de kunne rumme meget. Stanken, som kom ind i sygestuerne, var slem, især om sommeren.

Patienterne blev plejet af stue- og vågekoner, som ikke havde en særlig uddannelse. Dertil var der ansatte, som sørgede for forplejningen, som ifølge reglementet var rigelig, men ifølge samtidige omtaler ikke var så god. Der var portører, en præst, en kasserer mv. Sygeplejersker kom først i de sidste år af 1800-tallet. Fra begyndelsen var der ansat to læger, en kirurg og en mediciner, to underkirurger og to medicinske kandidater. Kirurgi og medicin var den gang to forskellige uddannelser. Efterhånden voksede antallet af ansatte betragteligt.

Danmarks første professor i intern medicin, Frederik Ludvig Bang, var overlæge på hospitalet i 1775-1800.

Patienterne var unge, ca. halvdelen var mellem 15 og 29 år. De mange unge patienter skyldtes formentlig både, at de ikke havde nogen, som kunne tage sig af dem, når de var syge, men også at patienter med kroniske sygdomme ikke måtte indlægges.

Blandt patienterne var der mange tilflyttere til København, og de havde ofte ikke familie i byen, som kunne pleje dem. En stor andel af patienterne var faglærte og ufaglærte. Omkring en fjerdedel af de indlagte var tjenestefolk, som deres herskaber ønskede at have på sygehuset i stedet for i deres eget hjem.

De, som havde råd til det, betalte læger for at komme hjem til sig og benyttede ikke hospitalet. Først mod slutningen af 1800-tallet med aseptikken og senere antiseptikken, kunne sygehuset tilbyde behandlinger, som ikke kunne gives i private hjem. Patienterne lå i gennemsnit en måned på sygehuset.

Fra 1870 modtog hospitalet også patienter fra provinsen, hvis en speciel behandling var påkrævet.

Der var ikke meget lægerne kunne tilbyde patienterne, som læger i dag mener har en gavnlig virkning, men sygehuset kunne tilbyde en seng og rigeligt med mad, når og hvis madreglementet blev fulgt.

Dødeligheden var lavest på de kirurgiske afdelinger. Patienterne fik bade og grødomslag, de blev åreladt og fik forskellige miksturer.

1910 flyttede sygehuset til Blegdamsvej og blev omdøbt til Rigshospitalet. Bygningerne er siden, efter en større ombygning, blevet brugt til Det Danske Kunstindustrimuseum, fra 2011 Designmuseum Danmark.

• sygehuse
• Rigshospitalet
• åreladning

• Gredsted Fr. Frederiks Hospital 1757-1807. København: Det schubotheske Forlag, 1907.
• Vallgårda S. Sjukhus och fattigpolitik. Ett bdrag till de danske sjukhusens historia 1750-1880. København: FADL’s Forlag, 1985.