Den Kongelige Ballet

Den italienske balletmester Vincenzo Galeotti kom i 1775 til København i en alder af 42 år efter en international karriere som danser og balletmester ved teatre i Venedig, Torino og King’s Theatre på Haymarket i London. Galeotti virkede frem til sin død i 1816, og under ham oplevede balletten sin første blomstringsperiode.

Han betragtede sig selv som elev af de store balletreformatorer Noverre og Gasparo Angiolini (1731-1803) og skabte omkring 50 værker til Den Kongelige Ballet, ofte efter litterære eller dramatiske forlæg som Romeo og Julie (1811) og Macbeth. Lagertha (1801), med musik af Galeottis mangeårige samarbejdspartner Claus Schall, betragtes som den første ”nordiske” ballet og blev af August Bournonville beskrevet som ”dette mægtige billede fra den heroiske oldtid”.

Én Galeotti-ballet overlevede: Amor og Balletmesterens Luner fra 1786. Den regnes for den ældste ballet i verden opført i ubrudt tradition.

1800-tallet domineredes af August Bournonville, der – efter sine studieår i 1820'ernes Paris – var balletmester i København i perioden 1830-1877 med enkelte afbrydelser.

I begyndelsen af sin karriere stod han i gæld til den franske romantiske ballet, ikke mindst Filippo Taglionis (1777-1871) Sylfiden (1832), som han skabte sin egen version af i 1836. Men han modnedes i samspil med dansk romantisk kultur til en tilværelsesopfattelse, hyldede harmoni og balance. Bournonville troede på en verden med mening og orden, og det afspejles i balletter som Napoli (1842), Kermessen i Brügge (1851) og Et Folkesagn (1854).

Mens ballet som kunstart langsomt forsvandt i resten af Europa, bortset fra Rusland, havde Bournonville skabt en sådan respekt om sine værker, at kunstarten overlevede i Danmark.

Bournonvilles efterfølgere, først og fremmest Hans Beck, opererede efter samme idealer, og derfor påvirkede den europæiske ballets genfødsel med Sergej Diaghilevs Ballets Russes ikke grundlæggende balletten i København, der til gengæld havde svært ved at finde plads til fornyelse.

Hans Beck værnede som balletmester i perioden 1894-1915 som en løve, ikke kun om repertoiret, stilen og træningen, men også om værdierne. Beck organiserede de berømte Bournonville-skoler – én skole, ét sæt træningsøvelser til hver af arbejdsugens seks dage – og gav blandt andet Napolis 3. akt den kompositorisk vellykkede form, der blev brugt frem til 2007.

”Bournonville har sagt det,” svarede Beck, når han blev mødt med idéer om fornyelse, han ikke så som originale, men som gentagelse i mindre prægnant form.

Balletten fik en ny renæssance i Harald Landers balletmestertid 1932-1951. Især under Besættelsen fik Den Kongelige Ballet og Lander stor betydning, idet han som koreograf med sin ordløse kunst kunne skabe balletbilleder med løfterige titler som Vaaren, Føniks og ikke mindst Qarrtsiluni (1942), en ballet til musik af Knudåge Riisager over et grønlandsk tema, der skildrer lysets tilbagekomst.

Landers hovedværk, Etude (1948) – senere kendt som Etudes efter den version, som balletmesteren satte op på Pariseroperaen i 1952 – er en bemærkelsesværdig, men egentlig ukarakteristisk ballet for koreografen og kompagniets historiefortællende tradition. Det er en enkel iscenesættelse af danserens grundlæggende træningsøvelser, der udvikler sig til et virtuost, teknisk krævende festfyrværkeri af ren dans i mere international stil.

Børge Ralov, Kjeld Abell og Bernhard Christensen skabte med Enken i Spejlet (1934) den første moderne ballet i tema og persongalleri. Væsentlig var også Harald Landers og Valborg Borchsenius' opsætninger af Bournonvilles balletter i den form, der kom til at præge resten af århundredet.

I anden halvdel af 1900-tallet blev Den Kongelige Ballet internationalt kendt gennem store balletfestivaler på Det Kongelige Teater og gennem en omfattende turnévirksomhed. Det begyndte i London i 1953, og balletten fik sit store gennembrud med USA-turnéen i 1956.

I 1950'erne og første halvdel af 1960'erne under Niels Bjørn Larsen og Frank Schaufuss (1921-1997) blev repertoiret fornyet med koreografer som George Balanchine, Frederick Ashton, Roland Petit og Birgit Cullberg. Da Flemming Flindt blev balletmester i 1966, udvidede han ballettens verden til også at omfatte ny dans med værker som Dødens Triumf (1972).

Ballet oplevede en stigende popularitet, og niveauet med Bournonville som ballettens kunstneriske eksistensberettigelse blev fastslået med to store Bournonville-festivaler i 1979 og 1992 under hhv. Henning Kronstam og Frank Andersen.

1990'erne var et turbulent tiår for Den Kongelige Ballet. Peter Schaufuss var kun balletmester én sæson (1994-1995). En ny æra indledtes, da den britiske Maina Gielgud satte sig i balletmesterstolen i 1997. Hun var den første kvinde på posten og den første udlænding, siden August Bournonvilles far, Antoine Bournonville, blev balletmester i 1816, men hun forlod stillingen efter kun to sæsoner. I 1999 blev hun efterfulgt af Aage Thordahl-Christensen, der bestred posten indtil 2002.

Fra efteråret 2002 var Frank Andersen tilbage som balletmester og kom som kunstnerisk leder til at stå i spidsen for Den Tredje Bournonville Festival i 2005 i anledning af 200-året for August Bournonvilles fødsel.

Efter en succesfuld karriere som solodanser ved New York City Ballet overtog Nikolaj Hübbe i 2008 stillingen som balletchef med en forventning om, at han skulle revitalisere Den Kongelige Ballet og dens Bournonville-tradition.

Hübbe nedprioriterede i stedet Bournonville-repertoiret markant og skabte kontroversielle udgaver af guldalderkoreografens hovedværker Sylfiden, Et Folkesagn og Napoli.

Den Kongelige Ballet kan siges kollektivt at have bevaret den unikke kulturarv fra guldalderen op gennem 1900-tallet: Alle kunstnerne voksede op med værkerne og fik fra barnsben en forståelse af deres karakter og ånd, og balletterne og træningen blev forestået af en håndfuld kuratorer, der var dybt forbundne med den identitet.

Hübbe valgte reelt at stå som den eneste iscenesætter af Bournonville-arven på Kongens Nytorv.

Som chef ansatte han også kun i meget begrænset omfang dansere, der var uddannet på Det Kongelige Teaters Balletskole, og foretrak et internationalt ensemble. På lidt mere end et årti blev forholdet mellem dansere uddannet på Den Kongelige Ballet og dansere uddannet andetsteds ændret så markant, at mindre end en tredjedel af nationalballettens dansere i 2021 var skolet i og havde en forståelse af dens historiske arv og kultur.

Den levende tradition – den overlevering, der tidligere skete fra generation til generation og fra danser til danser – blev brudt.

Det sås ikke kun, når Den Kongelige Ballet dansede Bournonville. Kompagniet manglede forståelsen for og mestrede ikke længere Bournonville-stilen med den ubesværethed, der var nøglen til dens poesi og idé, men sås også i fortolkningerne af det øvrige repertoire.

I juni 2024 lod Nikolaj Hübbe sig sygemelde efter en påtale fra Det Kongelige Teaters bestyrelse i forbindelse med kritik af forholdene på Det Kongelige Teaters Balletskole, og i oktober trak han sig helt. Fra den 31. oktober 2024 har tidligere solodanser Amy Watson været balletmester for Den Kongelige Ballet.

Titlerne har vekslet gennem tiden og været balletmester, balletdirigent, balletleder, administrativ leder og balletchef, og i perioder har nogle været konstitueret.

• Den Kongelige Ballet
• ballet i Danmark
• Det Kongelige Teaters Balletskole