Dansk Orienterings-Forbund (DOF) er det specialforbund under Danmarks Idræts-Forbund, som organiserer orienteringssporten i Danmark.
I 2022 havde DOF ca. 6.800 medlemmer fordelt på 82 medlemsklubber. Historisk set oplevede sporten en stor vækst midt i 1970'erne, men medlemstallet er gradvist faldet siden da, og sporten har i dag svært ved at tiltrække unge løbere.
Den mest udbredte disciplin er (fod)orienteringsløb, men mountainbikeorientering har oplevet en pæn vækst de senere år. En særlig gren kaldet præcisionsorientering er målrettet kørestolsbrugere. Internationalt afvikles også ski-orienteringsløb, men af naturlige årsager er det sjældent, at der afholdes konkurrencer i den disciplin i Danmark. Inden for (fod)orienteringsløb har sporten udviklet sig med hhv. sprintorientering og knockoutorientering. Sprintorientering løbes især i parker og byområder, og der benyttes meget detaljerede kort (1:4.000). Knockoutorientering er den nyeste disciplin, og her sendes løberne afsted samtidigt på meget korte distancer hovedsageligt i byområder.
Dansk Orienterings-Forbund står bag projektet "Find Vej i Danmark", hvor der er udsat permanente poster i en lang række skove og byområder rundtom i landet. Via websitet Findveji.dk kan alle prøve sporten, når det passer dem.
Medlemsbladet "Orientering" (tidligere: O-Posten) er udkommet siden 1951. I dag udgives magasinet både på nettet og papir.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.