Danmarks historie 1945-1999

I januar 1968 anmodede den danske regering om en fornyet garanti fra USA for, at forbuddet mod atomvåben på dansk territorium ikke blev krænket. Baggrunden var, at et amerikansk atombevæbnet B-52 bombefly var styrtet ned ved Thule i Grønland. Man udelukkede dog ikke, at der kunne være tale om et enkeltstående tilfælde som følge af en nødsituation.

Sagen fik imidlertid ny aktualitet, da den danske regering i 1995 frigav hidtil ukendte oplysninger om, at stats- og udenrigsminister H.C. Hansen i 1958 på trods af den officielle danske politik havde givet USA tilladelse til at overflyve og lande med atombevæbnede fly i Grønland. De danske arbejdere, som i 1968 havde deltaget i oprydningsarbejdet efter Thuleulykken, fik herved yderligere et argument i deres kamp for erstatning for fysiske og psykiske men, krav som senere blev imødekommet.

Sideløbende med NATO-engagementet fra 1949 bidrog Danmark sammen med de andre nordiske lande betydeligt til FN's fredsbevarende arbejde ved bl.a. at stille styrker til rådighed i Suez 1956-1957, i Congo 1960-1964 og på Cypern fra 1964. Fra 1961 har Danmark ydet ulandshjælp i stadig større omfang og er nu et af de lande, der yder relativt mest. Således har Danmark siden 1992 opfyldt FN's krav om, at mindst 1 % af brutto-nationalindkomsten skal gå til udviklingsbistand.

Økonomisk fik Danmark fra 1948 del i Marshallhjælpen, hvilket dels lettede landets valutaproblemer, dels fremmede import af råvarer og maskiner og dermed bidrog til en betydelig modernisering og rationalisering af både landbrug og industri.

Gennem medlemskab af OEEC (nuv. OECD) blev Danmark inddraget i den almindelige internationalisering af økonomien med afvikling af handels- og valutarestriktioner.

Danmark deltog ikke i oprettelsen af de europæiske institutioner, der i 1957-1959 ledte frem til Romtraktatens Europæiske Økonomiske Fællesskab (EF), men indgik i forhandlingerne om det europæiske frihandelsområde (EFTA), der blev etableret i 1960. Problemet var, at den danske eksport var næsten ligeligt fordelt mellem de to områder, og da Storbritannien i 1961 søgte om optagelse i EF, fulgte Danmark straks efter, men opgav, da briterne blev afvist.

Efter endnu et fejlslagent forsøg i 1967 blev der forhandlet om oprettelse af en nordisk økonomisk union (NORDEK). Forsøget forliste i 1969, da der igen blev åbnet for ansøgning om optagelse i EF. I 1972 efter en intens debat stemte et flertal ved en bindende folkeafstemning for dansk medlemskab af EF, som trådte i kraft fra nytår 1973. Spørgsmålet om det europæiske samarbejdes videre udvikling splittede imidlertid befolkningen i to næsten lige store dele.

Efterfølgeren blev en regering af Venstre og Konservative, ledet af Erik Eriksen, hvis hovedindsats blev gennemførelsen af en større grundlovsændring i 1953. Herved afskaffedes Landstinget, parlamentarismen blev grundlovsfæstet, der blev åbnet mulighed for afgivelse af suverænitet, indført udvidede muligheder for afholdelse af folkeafstemninger og etableret en ombudsmandsinstitution.

I tilslutning til Grundloven blev der vedtaget en tronfølgelov, som gav arveret for kvinder til den danske trone; tronfølgeloven indebar dog ikke fuld ligestilling, da en yngre søn gik forud for en ældre datter. Det var denne ændring i tronfølgeloven, der gjorde det muligt for dronning Margrethe 2. at overtage tronen, da hendes far, Frederik 9., døde 14. januar 1973. I 2009 blev tronfølgeloven endnu engang sendt til afstemning blandt danskerne. Et overvældende flertal tilsluttede sig at den siddende monarks førstefødte, uanset køn, overtager tronen.

Efter vedtagelse af grundlovsændringen blev regeringen afløst af socialdemokratiske mindretalsregeringer med radikal støtte, først ledet af Hans Hedtoft og efter hans død i 1955 af H.C. Hansen. Efter valget i 1957 dannede H.C. Hansen en flertalskoalition af Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre og Retsforbundet (georgisterne). Det blev den første regering, der kunne nyde godt af den internationale højkonjunktur og den indenlandske økonomiske vækst.

Indtil 1968 havde Danmark socialdemokratisk ledede regeringer, 1960-1962 med Viggo Kampmann som statsminister, fra 1962 med J.O. Krag. Regeringerne var oftest baseret på samarbejde med Det Radikale Venstre, 1966-1968 dog støttet af Socialistisk Folkeparti (SF), der var blevet dannet i 1959 efter en dybtgående splittelse af DKP.

I 1968 dannedes en borgerlig trepartiregering af Det Radikale Venstre, Det Konservative Folkeparti og Venstre med den radikale Hilmar Baunsgaard som statsminister. I 1971 blev Jens Otto Krag atter leder af en socialdemokratisk regering; efter at et flertal ved folkeafstemningen i 1972 havde stemt for Danmarks tilslutning til EF, overlod han statsministerposten til Anker Jørgensen.

Velfærdspolitikken omfattede indførelsen af folkepension (1956), sygelønsordning (1960) og invalideforsikring (1965). Barselsloven blev udvidet i 1960 og 1967, hvorved de fleste kvindelige lønmodtagere kunne holde orlov i 14 uger.

På det sociale område blev der også i 1970 vedtaget en stigning i støtten til de arbejdsløse samt en social styrelseslov (1970). Det skete i forbindelse med Kommunalreformen, der reducerede antallet af kommuner fra 1386 til 275.

I 1971-1973 gennemførtes en reform af dagpengeordningen ved sygdom og en sygesikringslov, der afskaffede sygekasserne og gjorde sygesikringen skattefinansieret. Også i 1973 blev kvindernes ret til fri abort vedtaget i Folketinget, efter lang tids debat og gradvis opblødning af det hidtidige forbud. Dermed kunne kvinderne nu selv bestemme, om og hvornår de ville have et barn. Dette var et afgørende skridt på vejen mod lighed mellem kønnene. Reformerne på social- og sundhedsområdet afrundedes med Bistandsloven (1974).

På uddannelsesområdet skete der en vældig ekspansion. Folkeskolen blev grundlæggende ændret i 1958, gymnasierne, erhvervsuddannelserne og de højere uddannelser oplevede en eksplosiv vækst i tilgangen. Et eksempel, der illustrerer denne udvikling, er antallet af studerende i København. I 1958 var der omkring 9.000 studerende i alt på Københavns Universitet og Polyteknisk læreranstalt (nu Danmarks Tekniske Universitet, DTU). Det tal var steget til 30.000 studerende allerede 15 år senere i 1973.

På det kulturelle område blev den offentlige indsats forstærket, navnlig efter dels oprettelsen af Kulturministeriet i 1961, dels love om teatre, biblioteker, en filmfond og om Statens Kunstfond i 1960'ernes første halvdel.

Denne anden industrielle revolution er karakteristisk derved, at industrien flyttede mod vest, dvs. bort fra de gamle centre og ud i landdistrikter og til mindre provinsbyer med udnyttelse af den arbejdsstyrke, der blev trængt ud af landbruget. Det medførte helt nye bomønstre i forhold til den gamle byarbejderklasse, en slags urbanisering af landet. Overalt skød nye parcelhuskvarterer op; mange familier fik bil og tog på charterrejse.

I byerne blev andre alternative boformer udforsket af især de yngre generationer, med kollektiver og husbesættelser, de såkaldte slumstormere.

Forbrugsmønstrene ændredes kraftigt, og folk skabte nye livsformer, der affødte kultursammenstød og i sidste instans de voldsomme forskydninger i det politiske mønster, som Danmark oplevede i første halvdel af 1970'erne. Et varsel var den såkaldte rindalismedebat i midten af 1960'erne, foranlediget af den første uddeling fra Statens Kunstfond.

De mest markante politisk-kulturelle sammenstød i 1960'erne og begyndelsen af 1970'erne fandt dog sted mellem den nye generation af unge, opvokset under velfærden, og den ældre generation med erfaringer fra før og under krigen.

Temaer i dette ungdomsoprør var mange: protester mod atomoprustning, mod USA's krig i Vietnam og mere generelt mod stivnede demokratiske processer. Kodeordene var demokratisering og medbestemmelse på alle samfundsniveauer, i første omgang med størst effekt på de højere læreanstalter med indførelse af en Styrelseslov (1970), der gav studerende og yngre lærere medindflydelse. Baggrunden var bl.a. en besættelse af fakulteterne på Københavns Universitet under studenteroprøret.

I samme periode skete der en fornyet ideologisering af den politiske og kulturelle debat med stærke islæt af marxisme og andre radikale idéretninger. Den nye aktivisme udtrykte sig i utraditionelle udenomsparlamentariske former, i protestmarcher, besættelser af huse, fabrikker og universiteter, såkaldt vilde strejker, gadeteater og happenings.

På trods af en bred enighed om NATO-medlemskabet opstod der i en årrække uenighed om den konkrete stillingtagen til alliancens strategi. Et flertal støttede fra 1977/1978 idéen om et atomvåbenfrit Norden. NATOs "dobbeltbeslutning" i 1979 indebar, at der ville blive opstillet nye raketsystemer i Europa, medmindre Warszawapagten og NATO blev enige om at begrænse den slags våben.

Følgerne heraf blev mødt med stor skepsis i Danmark, og uoverensstemmelserne kulminerede i 1982-1988, da et såkaldt alternativt flertal, støttet af en stærk folkelig fredsbevægelse, i en række tilfælde pålagde regeringen at fremføre forbehold over for NATO-beslutninger, den såkaldte fodnotepolitik.

I sidste halvdel af 1980'erne mindskedes modsætningerne, dels da Det Radikale Venstre, som havde udgjort en del af fodnoteflertallet, i 1988 indgik i regeringssamarbejdet, dels som følge af afspændingspolitikken og de kommunistiske regimers sammenbrud i Øst- og Centraleuropa.

Forholdet til EF, fra 1993 EU, har siden 1972 været et stridspunkt. På trods af et solidt flertal i Folketinget for fortsat medlemskab og udvidet integration har befolkningen været delt næsten midt over ved de tre folkeafstemninger, der har været afholdt.

Afstemningen om det fælles indre marked i 1986 gav et flertal på godt 56 %, men Maastrichttraktaten om udvidet integration faldt ved en folkeafstemning 2. juni 1992 med 50,7 % nejstemmer. Derefter indgik tilhænger- og modstanderpartier et "nationalt kompromis", og på den baggrund opnåede Danmark i Edinburghafgørelsen nogle undtagelsesbestemmelser, som førte til, at traktaten ved en ny afstemning 18. maj 1993 blev vedtaget med 56,8 % af stemmerne.

I 1970’erne og 1980’erne steg andelen af kvindelige politikere valgt til Folketinget. Andelen af kvindelige folketingspolitikere steg således fra 10 % i 1968 til omkring 33 % i 1994. Udviklingen i antallet af kvindelige ministre er et spejlbillede af denne udvikling med en langsomt stigende andel kvindelige ministre. En kvindelig minister havde frem til 1990’erne fortrinsvis ansvar for ‘bløde ministerier’ som Undervisnings-, Kirke- eller Socialministeriet.

Efter at Danmarks første kvindelige minister blev udnævnt i 1924, skal vi helt frem til Hans Hedtofts første regering i 1947 før næste kvindelige minister udnævnes, hvorefter andelen stiger. I 1947 var således 4,5 % af ministerposterne besat af kvindelige ministre.

Først ca. 40 år senere, da Poul Schlüter dannede sin tredje regering i 1988, var andelen af kvindelige ministre steget til over 20 procent i alt, da 22 % af ministrene i 1988 var kvinder. 5 år senere i 1993 bestod regeringen for første gang af mere end en tredjedel kvinder med 37 % kvindelige ministre.

Den socialdemokratiske regerings krisepolitiske forligsmuligheder var i 1982 udtømte, og en koalition af borgerlige partier, "firkløverregeringen", bestående af Det Konservative Folkeparti, Venstre, Centrum-Demokraterne og Kristeligt Folkeparti, overtog regeringsmagten under ledelse af den konservative Poul Schlüter.

Schlüter var leder af vekslende borgerlige regeringer indtil 1993 og dermed den længst siddende statsminister siden Stauning. I 1988 afløstes "firkløverregeringen" af et "trekløver" bestående af Det Konservative Folkeparti, Venstre og Det Radikale Venstre, og i 1990 reduceredes regeringssamarbejdet til kun at omfatte de Konservative og Venstre.

Selvom de borgerlige koalitionsregeringer gik tilbage ved hvert eneste valg, opnåede de væsentlige resultater på en række områder, ikke mindst gennem samarbejde med Socialdemokratiet. Der gennemførtes en energisk antiinflatorisk økonomisk politik med fjernelse af den automatiske dyrtidsregulering, stramninger af de offentlige udgifter og fordyringer af forbrugslån. Konkurrenceevnen blev forbedret, kronen styrket, og der blev skabt mere end 200.000 nye arbejdspladser, men arbejdsløsheden vedblev at stige ligesom udlandsgæld og skattetryk.

Inflationen blev derimod bremset, og fra slutningen af 1980'erne bidrog en række faktorer til at forbedre den danske økonomi: De internationale konjunkturer vendte, handelsbalancen blev forbedret og den danske udlandsgæld efterhånden formindsket, bl.a. som følge af næsten fuldstændig selvforsyning med energi i kraft af olie og gas fra Nordsøen.

Under denne begyndende fremgang måtte den borgerlige regering i januar 1993 træde tilbage pga. justitsminister Erik Ninn-Hansens overtrædelse af Udlændingeloven (Tamilsagen), et forhold, der senere blev pådømt ved den første danske rigsretssag i 80 år.

Tamilsagen indvarslede den diskussion af flygtninge og indvandrere der blev et af de helt store politiske emner i 1990'erne og de følgende årtier.

Den skærpede internationale konkurrence, den europæiske integration og målsætningen om at nedbringe statens gæld satte i 1990'erne snævre rammer for de økonomiske handlemuligheder. Et af hovedtemaerne i dansk politiske fra midten af 1990'erne har derfor handlet om betingelserne og formerne for en fastholdelse og udbygning af velfærdssamfundet.

Gennem en ekspansiv økonomisk politik lykkedes det Nyrup Rasmussens regering at nedbringe arbejdsløsheden, og der gennemførtes en række vigtige reformer i velfærdssystemet og arbejdsmarkedspolitikken ud fra et ønske om at trække så mange modtagere af offentlige ydelser ud på arbejdsmarkedet som muligt. Som et led i denne strategi indgik regeringen i 1998 forlig med de borgerlige partier om en ændring af efterlønsordningen. Den skulle bidrage til udskyde tidspunktet for tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet. Trods et beskedent omfang medførte ændringen en voldsom tillidskrise for socialdemokraterne og især statsminister Poul Nyrup Rasmussen.

Ved valget til Folketinget i marts 1998 oplevede Det Konservative Folkeparti et alvorligt tilbageslag, hvilket til dels var forårsaget af indre stridigheder om ledelsen af partiet. Kristeligt Folkeparti opnåede igen repræsentation, og Dansk Folkeparti og Centrum-Demokraterne fik betydelig fremgang. Umiddelbart efter valget trådte Venstres leder, Uffe Ellemann-Jensen, og den konservative leder, Per Stig Møller, tilbage. De blev afløst af Anders Fogh Rasmussen og Pia Christmas-Møller, der dog allerede i 1999 blev afløst af Bendt Bendtsen. På grundlag af et spinkelt flertal kunne Poul Nyrup Rasmussen på ny danne regering i koalition med Det Radikale Venstre.