Danmarks arkitektur

Vikingerne byggede borganlæg, som kendes gennem udgravninger af bl.a. Trelleborg ved Slagelse, Aggersborg ved Limfjorden og Fyrkat ved Hobro fra omkring 980 (se trelleborge); de blev anlagt inden for store cirkulære jordvolde. Borganlæggene blev med stor præcision udlagt over et korsformet og symmetrisk gadenet, hvis hovedakser gennemskar og opdelte hele anlægget i mindre enheder.

De store krumvæggede huse, i Aggersborg 32,5 m lange, rejstes herindenfor i regelmæssige karréer af fire, der lukkede sig om en indre kvadratisk gårdsplads. Aggersborg, der målte ca. 240 m i indre diameter, omfattede 12 karréer, i alt 48 huse, mens det mindre Trelleborg med en diameter på 136 m rummede fire karréer.

Således var træbygningskunsten en rodfæstet tradition i Danmark, da landet omkring 960 blev kristnet, og en ny bygningskultur, kirkebyggeriet, vandt indpas. Ældst af de trækirker, der i dag kun kendes gennem udgravninger, er Haralds Kirke i Jelling fra netop denne tid.

Den fremherskende udformning af den nye religions bygninger var den enkle salskirke, der bestod af et rektangulært skib og et østvendt kor. Trækirkerne var i sammenligning med de efterfølgende stenkirker i reglen små bygninger; Hørning Kirke fra midten af 1000-tallet målte fx ca. 9,5 m × 4,5 m.

Fra Hørning stammer et af de ganske få bevarede bygningsfragmenter fra perioden, en del af et hammerbånd, hvis udskårne ormeslyng antyder, at flere kirker kan have stået med en sådan rig dekorativ forarbejdning. Først efter et lille århundrede begyndte man for alvor at bygge kirker i sten.

Den tidligste stenkirke, som kendes gennem skriftlige kilder, er Estrids Kirke i Roskilde, opført allerede omkring 1026 som erstatning for en ældre i træ. Den var som hovedparten af de tidlige stenkirker bygget af det let bearbejdelige frådsten.

Under Christian 3. intensiveredes arbejdet med rigets befæstning, deriblandt Nyborg og Sønderborg. Sidstnævnte blev af bygmester Hercules von Oberberg omdannet til et sammenhængende, men uregelmæssigt firefløjet anlæg. Forsvaret koncentreredes nu i kraftige, fremskudte kanonrondeller. Herregårdsbyggeriet kom i høj grad til at tegne profilen i den efterfølgende periodes arkitektur.

Herregårdene videreførte i et vist symbolsk omfang bispeborgenes forsvarsmæssige opbygning. Villestrup i Himmerland fra 1538-1542 og det næsten samtidige Rygård på Fyn er begge lukkede, firefløjede bygningsanlæg, der har bevaret en vis borgkarakter. Enkelthuset, det énfløjede hus, der var den mest udbredte herregårdstype igennem 1500-tallet, var mindre velbefæstet. De fynske byggerier omkring århundredets midte såsom Hesselagergård og Nakkebølle er især kendetegnet ved etageudkragninger og flankerende tårne. En tilsvarende opbygning har det samtidige Egeskov på Fyn, der dog tilhører dobbelthustypen, hvor to parallelle fløje er bygget sammen, men lagt under hvert sit selvstændige saddeltag.

Mens stenbyggeriet således vandt stadig større udbredelse, blev der fortsat bygget gårde i bindingsværk, undertiden i sammenhæng med et enkelt stenhus. Den almindelige befolkning boede som tidligere i bindingsværks- og bulhuse.

Inden for herregårdsbyggeriet gik udviklingen mod slutningen af århundredet imod stadig mindre befæstede borge, og enkelthuset mistede sine forsvarsbetonede tårne. I sidste del af århundredet vandt de flerfløjede anlæg større udbredelse, og de kom ikke mindst til at præge de kongelige byggerier.

Påbegyndt i 1574 ved bygmester Hans van Paeschen og fuldført af Antonius van Opbergen i 1585 opstod Kronborg som et firefløjet bygningskompleks. Forbilledet var det franske trefløjede slot, hvis fjerde side kun lukkedes af en lavere terrassefløj. Men planerne ændredes undervejs, og Kronborg blev fuldført som et regulært firefløjet anlæg.

Hvad der ikke blev gennemført på Kronborg, lykkedes til gengæld for Hans van Steenwinckel d.æ. i Christian 4.s Frederiksborg Slot (1602-1620), der opførtes som et trefløjet anlæg med lav terrassefløj omkring en cour d'honneur. Opbygningen fulgte således fransk mønster, men i såvel Kronborg som Frederiksborg var det arkitektoniske udtryk, den dekorative bearbejdning, holdt i nederlandsk renæssance.

Allerede i Hesselagergård på Fyn var de nye udenlandske arkitekturidealer kommet til udfoldelse. Bygningen blev prydet med rundbuegavle, egentlig et venetiansk motiv, men formentlig bragt til landet via Tyskland. Rusticerede murflader som på Holckenhavn ved Nyborg (ca. 1580) var også populære.

Ikke desto mindre var de hjemlige og middelalderlige kamtakkede blændingsgavle vedholdende, hvad fx Egeskov vidner om. En lignende situation gjorde sig gældende inden for kirkerne. Efter Reformationen 1536 prægedes kirkebyggeriet af en vis stilstand, og da denne fortog sig, videreførte de nye kirker ofte træk fra den middelalderlige tradition.

Fra 1570'erne slog de nye strømninger fra den nederlandske renæssance for alvor igennem i dansk arkitektur, som det ses af både Kronborg og Frederiksborg Slot. Røde teglsten danner baggrund for fyldige og rige sandstensornamenter, der breder sig omkring portaler og vinduer samt især på de vælsk svungne gavle, træk, der ligeledes behersker det kongelige lystslot Rosenborg (1613-1634).

Idealerne i de kongelige byggerier blev, når det var muligt, optaget af borgerne og omsat i kostbare og rigt udsmykkede stenbygninger, fx borgmester Mathias Hansens Gård fra 1616 på Amager Torv i København og Jens Bangs Stenhus (1623-1624) i Aalborg.

Under Christian 4. blev der opført mange forskelligartede byggerier, fra Børsen (1619-1640) over Rundetaarn (1637-1642) til anlæggelsen af nye byer og bydele som Kristianstad i Sverige (1614) samt Christianshavn (1618) og Nyboder (påbegyndt 1631) i København.

Inden for kirkebyggeriet fulgte Holmens Kirke de nye idealer om en centraliseret grundplan, da ankersmedjen i 1642 blev ombygget til en korskirke. Den i 1640 påbegyndte, men aldrig fuldførte Sankt Annae Rotonda i bydelen Ny-København i nærheden af Nyboder skulle efter planen have stået som en regulær tolvkantet centralkirke.

Den næsten hektiske byggeaktivitet, der rådede under Christian 4., forsvandt med ham. Landets økonomi var svækket, og i en periode var der ikke mulighed for store byggearbejder. Da der igen kom gang i byggeriet, kunne arkitekturens idealer nok hentes i Italien og Frankrig, men det fasteste greb i den tidlige danske barok havde Holland.

Regularitet blev et kodeord. De store linjer skulle herske i samklang med stram symmetri, klare målforhold og regelmæssighed. Udbredt blev desuden den lodrette opdeling af facaden, især pilastre i stor orden vandt yndest. I kongeligt regi lå en vigtig opgave i Københavns Slot, der efter enevældens indførelse i 1660/1661 ikke længere var en tidssvarende eller værdig ramme for enevoldskongen. Generalbygmester Lambert van Haven blev betroet opgaven, og han foreslog et stort firefløjet anlæg. Projektet falmede dog aldeles i forhold til et heller ikke realiseret forslag fra den svenske arkitekt Nicodemus Tessin d.y.

Trods dette nederlag var van Haven den førende arkitekt i den danske baroks første tid. Hans hovedværk blev Vor Frelsers Kirke i København (1682-1696). Van Haven har, ligesom også Ewert Janssen, været fremhævet som en mulig ophavsmand til et andet af periodens hovedværker, Charlottenborg på Kongens Nytorv i København, påbegyndt i 1672. I plan er Charlottenborg fransk, i formsproget hollandsk.

Selvom tidens byggeindsats fortrinsvis var koncentreret i private byggeforetagender i København, fx Niels Juels Palæ ved Kongens Nytorv (1696), blev der dog fortsat bygget ude i landet. Allerede i 1673 havde Jens Lauridsen ladet opføre herregården Nysø ved Præstø, hvor det samlede anlæg var underlagt stram aksialitet. I Clausholm (1693-1694) ved Randers arrangerede bygmester Ernst Brandenburger bygningens plan efter periodens ideal om enfilade, dvs. flugtende døråbninger, der giver et vue ned igennem samtlige rum.

Omkring århundredskiftet blæste italienske vinde over dansk arkitektur. I Staldmestergården (1706) i København opgav Wilhelm Friedrich von Platen og Christof Marselis det hollandske til fordel for det italienske. Også Frederik 4. havde på sine udlandsrejser vist stor beundring for italiensk arkitektur, og i samme ånd lod han i 1708-1709 Johan Conrad Ernst udvide Frederiksberg Slot, der herved fik sin nuværende fremtræden mod haven.

Fredensborg Slot var et andet af Frederik 4.s byggeprojekter. Jagtslottet blev fuldført i 1722 under ledelse af Johan Cornelius Krieger, der blev den centrale person i 1720'ernes danske arkitektur og som sådan forestod hovedparten af periodens kongelige byggearbejder. Krieger udmærkede sig desuden som havearkitekt og anlagde i 1720'erne bl.a. slotshaverne ved Fredensborg og Frederiksborg.

Frederik 4. havde valgt at lade Københavns Slot ombygge ved Krieger og Ernst. Christian 6. lod det nedrive og overdrog opgaven med det nye residensslot til den tyske arkitekt Elias David Häusser, der hermed introducerede en sydtysk-østrigsk arkitektur i Danmark.

Af det Christiansborg, der rejste sig i årene efter 1730, er endnu ridebaneanlægget bevaret. Det blev dog i mindre grad Häusser end den kommende generations førende arkitekter, Lauritz de Thurah og Nicolai Eigtved, der satte præg på slottets interiører.

Lauritz de Thurah holdt livet igennem fast ved senbarokkens mere kraftfulde udtryk, fx i Eremitageslottet i Dyrehaven (1734) og i Ledreborgs bygningskompleks ved Lejre, som han i 1740'erne formåede at samle til et afbalanceret og sammenhængende barokanlæg. Thurahs anslag i Ledreborg fandt en helt afklaret form i herregården Lerchenborg ved Kalundborg, der fra 1742 opstod som et klart disponeret anlæg over en dyb hovedakse, der gennemløber avls- og staldbygninger over hovedbygning til haven. Vor Frelsers Kirke i København gav Thurah i 1749-1750 dens særegne spiralsnoede tårn.

Den almindelige bebyggelse holdt sig stadig til bindingsværket. Det grundmurede byggeri vandt dog frem, og efter Københavns brand i 1728 forsøgte man uden held helt at forbyde bindingsværk i forhusene. Borgerhusene fulgte især to typer, gavlkvisthuset og frontspidshuset.

Ved siden af Lauritz de Thurah stod kollegaen og rivalen Nicolai Eigtved som fortaler for de nyeste strømninger fra den franske rokoko. Inspireret af det parisiske hôtel opførte han 1743-1744 Prinsens Palæ (nu Nationalmuseet) i København, mens det franske landhus, maison de plaisance, var det mere direkte forbillede for udformningen af Frederiksdal ved Furesøen (1744-1745).

Som hofbygmester satte Nicolai Eigtved sig sit største minde ved sin indsats i anlæggelsen af Frederiksstaden i København 1749. Bydelen, der blev anlagt omkring den ottekantede plads med de fire Amalienborgpalæer, fik i begyndelsen Eigtveds styrende hånd. Han fastlagde regler for facadeudformningen, og til borgerhusene udførte han typetegninger i en diskret lisen- og blændingsarkitektur med sarte reliefvirkninger.

I 1752 påbegyndte han opførelsen af Frederiks Hospital (nu Designmuseum Danmark). Hospitalets pavilloner mod gaden er dog Thurahs værk. Eigtveds død i 1754 bragte Thurah tilbage på banen, og han forsøgte uden held at overtage opgaven med Frederiksstadens hovedmonument, Frederikskirken.

Det blev den franske arkitekt Nicolas-Henri Jardin, der som repræsentant for den helt nye stil, nyklassicismen, kom til at fortsætte arbejdet med Frederikskirken. Hans første projekt var behersket af en antikiserende, næsten Piranesisk arkitektur, som han modvilligt måtte omarbejde til et mere traditionelt udtryk.

Under Jardins ledelse nåede Frederikskirkens mure kun at rejse sig ni meter over jorden, før det kostbare marmorbyggeri i 1770 blev standset. Jardin varetog foruden haveanlæg også andre byggeopgaver, fx Bernstorff Slot i Gentofte og Marienlyst i Helsingør, begge påbegyndt 1759.

Blandt de københavnske borgerhuse, der ellers fulgte de af Nicolai Eigtved udstukne linjer, byggede Jardin Det Gule Palæ i Amaliegade (1764). Hans borgerhuse fik efterfølgere, men især Bernstorff Slot synes i sin maison de plaisance-form at have været toneangivende, fx for det af Christian Joseph Zuber opførte Glorup på Fyn (ca. 1765).

Blandt Jardins elever var den betydeligste C.F. Harsdorff, der tillige havde besøgt J.F. Blondels skole i Paris. Således udlært i nyklassicismens formsprog blev han sin tids førende arkitekt, både som hofbygmester og som professor ved det nyoprettede kunstakademi. I Frederik 5.s kapel i Roskilde Domkirke (1774-1778) blev få og knappe former med baggrund i klassisk arkitektur føjet sammen i et monumentalt anslag.

1779-1780 byggede han det store borgerhus ved siden af Charlottenborg, Kongens Nytorv 3-5. Med det enkle formsprog, en velafvejet proportionering og et facadeskema med henholdsvis fremhævede sidefag og fremhævet, pilastersmykket midtparti indførte han en ny norm for det københavnske borgerhus.

Det harsdorffske facadeskema bredte sig til det øvrige nybyggeri, der for Københavns vedkommende efterhånden mest bestod af grundmurede huse. I købstæderne fulgte man efter, men bindingsværket overlevede stadig, ikke mindst i baghusene. På herregårdene gjorde nyklassicismen sig også gældende, fx Hagenskov (Frederiksgave) ved Assens (1774-1776) af Jardins elev Georg Erdman Rosenberg samt det nærliggende Krengerup (1770'erne), hvor arkitekten, formentlig Hans Næss, har forenet træk fra både Jardin og Harsdorff.

Den græske antikke arkitektur var i denne periode genstand for stor interesse, og det satte sig bl.a. spor i Harsdorffs kolonnade (1794) mellem to af Amalienborgpalæerne. Inden for det kirkelige byggeri var der især én opgave, der trængte sig på, nemlig fuldførelsen af Frederikskirken. I Harsdorff syntes man at have manden med det fornødne kunstneriske talent til at løfte arven fra Eigtved og Jardin, men også denne gang blev arbejdet bremset ved arkitektens død i 1799.

Af C.F. Harsdorffs elever gjorde både Peter Meyn og Andreas Kirkerup sig gældende, men størst betydning fik dog C.F. Hansen, som fra 1784 bestred stillingen som landbygmester i Holsten. Her byggede han bl.a. en række markante villaer i Altona.

Idealet var en strengere klassisk formgivning, hvor rene, enkle former og store ubrudte flader herskede. Udgangspunktet var antikt, og udtrykket monumentaliserende. Fra 1800 kom han til at forestå samtlige store arbejder inden for genopbygningen af København efter både brandene i 1794-1795 og bombardementet i 1807.

Ud af ruinen af det nedbrændte Christiansborg opførte han det nye, hvoraf kun Slotskirken fra 1829 i dag er bevaret. Fra ham kom også det nye Råd- og Domhus på Nytorv (1805-1815) samt genopførelsen af Vor Frue Kirke (1811-1829).

Allerede inden C.F. Hansens død i 1845 havde nye strømninger fortrængt hans idealer. For senklassicismen var antikken fortsat en forudsætning, men den hansenske tyngde erstattedes af en mere spinkel bearbejdning og dekoration. C.F. Hetsch hørte sammen med N.S. Nebelong og H.C. Stilling til den nye generation, der stod i gæld til den tyske arkitekt Karl Friedrich Schinkel.

Helt i dennes ånd søgte Hetsch i sit hovedværk, Synagogen i Krystalgade i København (1831-1833), at give bygningen en karakter, der svarede til dens formål. I den katolske Sankt Ansgars Kirke i Bredgade (1841-1842) indførte Hetsch teglstensarkitekturen med mønstermuring.

Senklassicismens friere syn på de historiske stilarter efter antikken, ikke mindst gotikken, kom til udtryk i herregårdsbyggeriet i 1830'erne og 1840'erne, fx ombygningen af Basnæs i 1846. Den gotiserende tendens er også fremtrædende i Peder Mallings Universitetsbygning (1831-1836) ved Frue Plads i København, hvor den over for Vor Frue Kirke rejser sig som eksponent for den nye tid.

Med Gottlieb Bindesbøll syntes nyklassicismen at smuldre. Det polykrome Thorvaldsens Museum (1839-1847) og den gotiserende Hobro Kirke (1850-1852) afspejler den store spændvidde i hans frie og personlige fortolkning af de historiske stilarter.

I forlængelse heraf opførte Christian Hansen Kommunehospitalet i København (1859-1863) med et byzantinsk islæt; han lagde desuden en væsentlig byggeindsats i Athen sammen med broderen, Theophilus Hansen, der senere virkede i Wien.

En anderledes saglig og nyttebetonet arkitekturholdning gjorde sig gældende i Bindesbølls arbejde med det sociale boligbyggeri Lægeforeningens Boliger (Brumleby) på Østerbro, opført efter koleraepidemien i København 1853.

Anden halvdel af 1800-tallet blev historicismens tid. De historiske stilarter, romansk kunst, gotik, renæssance og barok m.m., udgjorde de inspirationskilder, som man flittigt øste af, ofte på eklektisk vis. To strømninger skilte sig ud, en nationalt og en internationalt orienteret.

Den nationale linje tegnedes især af Johan Daniel Herholdt. I hans hovedværk, Universitetsbiblioteket i Fiolstræde i København (1855-1861), arbejdede han med en dansk-italiensk arkitektur. Formsproget prægedes især af norditalienske motiver, som han kombinerede med hjemlige materialer. Teglstenen i blankmur og dens stoflige kvaliteter var afgørende. Murværket blev ligesom alle materialer grundigt bearbejdet til en høj håndværksmæssig standard.

Materialeægthed og -ærlighed var væsentlige faktorer. I Herholdts nu nedrevne Nationalbank (1866-1870) gjorde en inspiration fra det florentinske renæssancepalads sig gældende, mens trækapellet på Roskilde Ny Kirkegård (1883-1885) mere var stemt i det nordiske.

Den historicistiske strømning vandt også frem inden for villabyggeriet, der i denne periode fik et opsving. Blandt andre Hans Jørgen Holm sluttede sig til den herholdtske linje med arbejder som Mineralogisk Museum i København (1888-1893).

Den anden strømning i tidens arkitektur havde en langt mere international drejning og arbejdede med et bredere spektrum af inspirationskilder, hovedsagelig italiensk og fransk renæssance, men også gotik og nederlandsk renæssance kunne bruges.

Denne retnings tilhængere, der siden har båret navnet "Europæerne", tog føringen omkring 1870 med Ferdinand Meldahl som den ledende skikkelse. Facadeudtrykket, valget af stil og dekoration, blev tillagt særlig stor betydning, idet arkitekturens fornemste mål var at vække den rette stemning. Materialets egenart var mindre væsentlig, og facaderne fremtrådte i denne stukarkitektur gerne pudsede. Tvangfriheden i stilvalget afspejles i Meldahls ombygning fra 1859-1862 af herregården Pederstrup på Lolland i fransk renæssance.

Ferdinand Meldahls og vel også tidens hovedværk blev fuldførelsen i 1894 af Frederikskirken (som også hedder Marmorkirken) i København. Etagehusene Bredgade 63-65 (1865) og Tordenskjoldsgade 1 (1866), begge opført af Ferdinand Jensen, er gennemførte eksponenter for historicismen og stukarkitekturen. Også Vilhelm Dahlerup sluttede sig til denne retning med bl.a. Tivolis Pantomimeteater og Det Kongelige Teater, begge fra 1874.

Hen mod århundredskiftet indtog Martin Nyrop pladsen som en slags efterfølger for Herholdt. De høje krav til den håndværksmæssige udførelse var stadig aktuelle. Nyrop repræsenterede den nationalromantiske strømning, hvor det danske og nordiske indtog en central plads i arkitekturen.

Til Københavns Rådhus valgte han dog inspiration fra rådhuset i Siena. Rådhuset, opført 1892-1905, tilførte han et malerisk udtryk, og han strøede med løs hånd finurlige detaljer ud over bygningen.

Eliaskirken på Vesterbro (1905-1908) gav han en middelalderlig robusthed og tvillingetårne som Tveje Merløse Kirkes.

Påvirket af den nyropske linje blev blandt mange andre stadsarkitekten Ludvig Fenger, der sammen med Ludvig Clausen (1851-1904) bl.a. byggede Østre Elektricitetsværk i København (1901-1902) i en italieniserende teglstensarkitektur.

Med Martin Nyrop havde en større individualisme sat ind i arkitekturen. Også Hack Kampmann stod for en personlig fortolkning af tidens strømninger, både i Landsarkivet i Viborg (1889-1891) og tilbygningen til Dahlerups Ny Carlsberg Glyptotek (1901-1906).

Jugendstilen, der i udlandet vandt udbredelse i tiden omkring århundredskiftet, var i Danmark kun et kort intermezzo og fik foruden Anton Rosen ikke mange repræsentanter.

Rosens Savoy Hotel (1906) og Palace Hotel (1912) samt Aage Langeland-Mathiesens etagebygning Østbanegade 11 (1904), alle i København, er nogle af de ganske få eksempler.

Allerede i 1886 havde Hermann Baagøe Storck bygget Abel Cathrines Stiftelse i København i et afdæmpet, barokt formsprog. Herved foregreb han det, der især blev ledetråden i Ulrik Plesners arbejder, nybarokken. Den sluttede bygningskrop, tyngden, den plastiske formbehandling og den stærke stoflighed var essentielle faktorer. Størst betydning fik Plesner måske gennem sine etagebyggerier, bl.a. Åhusene i København (1895-1898). Det nybarokke blev også grundlaget for Thorvald Jørgensens udformning af det nuværende Christiansborg Slot (1907-28).

Med det formål at vejlede befolkningen, så der landet over kunne bygges gode og sunde småhuse i pagt med den danske byggeskik, oprettedes i de første årtier af 1900-tallet først Tegnehjælpen af Akademisk Arkitektforening i 1907 og siden foreningen Bedre Byggeskik i 1915.

Vejledningen skulle ske gennem praktisk instruktion, typetegninger, kurser for landhåndværkere o.l. Et af resultaterne ses i Finsensvej-havebyen i København, opført 1914-1919 af Knud Tanggaard Seest og Hans Koch.

Bevægelsen talte flere af tidens førende arkitekter, deriblandt Peder Vilhelm Jensen-Klint, der intenst udforskede kvaliteterne i den danske middelalders murstensarkitektur, en æstetik, der blev rendyrket i Grundtvigskirken (1921-1940).

Omkring 1910 opstod der blandt den yngre generation af arkitekter et behov for at stramme linjerne op. Det nybarokke veg til fordel for en klassicistisk orientering, som blev godt hjulpet på vej af brygger Carl Jacobsens tilbud om at bekoste et barokspir til C.F. Hansens Vor Frue Kirke. Dette åbnede øjnene for kvaliteterne i Hansens nyklassicisme.

Carl Petersen gik foran med sit Faaborg Museum (1912-1913). Idealerne blev nu symmetri, regelmæssighed og rytmisk gentagelse. Nyklassicismen faldt sammen med et opsving inden for det københavnske etageboligbyggeri, og det var ikke mindst her, man fandt de nye idealer.

Lejlighedsplanerne blev dog fortsat underordnet de æstetiske krav til facadeskemaet. Povl Baumanns karrébebyggelser i Struenseegade og Hans Tavsensgade (1919-1920) og Kay Fiskers Hornbækhus (1920-1922) slog tonen an. Også inden for rækkehusbyggeriet fandt arkitekterne en opgave. Bakkehusene (1921-1923) af Ivar Bentsen og Thorkild Henningsen var et pionerarbejde, der fik adskillige efterfølgere.

Fra denne tid står Politigården i København (1918-1924) som et særskilt monument, stærk, enkel og indadvendt i det ydre og monumental i det indres udsparede gårdrum såvel som i dets enkle, kraftige detaljering.

Bygningen blev påbegyndt af Hack Kampmann og fuldført under ledelse af først og fremmest Aage Rafn. Med i arbejdet var bl.a. Holger Jacobsen, der selv skulle komme til at opføre en bygning med en snert af samme manierede og faretruende tyngde, Det Kongelige Teaters nye scene, Stærekassen (1929-1931).

Overgangen fra nyklassicisme til funktionalisme skete i årene omkring 1930. Stockholmudstillingen 1930 betragtes som den begivenhed, der gav funktionalismen indpas i Danmark. Det ideal, der fremførtes af de udenlandske pionerer, først og fremmest Walter Gropius med Bauhausskolen i Tyskland og Le Corbusier i Frankrig, var en rationel og funktionel arkitektur, der var nyttebetonet og havde et socialt sigte, ikke mindst på boligområdet.

De nye materialer var beton, jern og glas, der føjedes sammen i konstruktivt "ærlige" bygningslegemer uden tidligere tiders dekorationstendenser. Den internationale funktionalisme slog igennem på stort set alle fronter inden for byggeriet. Inspireret af Le Corbusier byggede Mogens Lassen i 1930'erne en række enfamilieshuse i Klampenborg. Inden for etagebyggeriet stod Arne Jacobsen for det hvide Bellavista (1934), også i Klampenborg.

Samtidig med denne internationale orientering eksisterede der i Danmark også en mere traditionsbunden retning, der nok lod sig påvirke af tidens idealer, men dog især betjente sig af hjemlige materialer og et mere traditionelt formsprog, som det ses i fx Aarhus Universitet af Kay Fisker, C.F. Møller og Povl Stegmann, påbegyndt 1932.

Retningen repræsenterede en saglig og funktionel arkitekturopfattelse. Blandt de ledende arkitekter var Povl Baumann med boligbebyggelsen Storgården i København (1935) og ikke mindst Kay Fisker. Fiskers knappe og stramme formsprog i nyklassicismen blev skiftet ud med de samme egenskaber i funktionalismen.

Sammen med C.F. Møller opførte han i København bl.a. etagebyggerierne Vodroffsvej 2 (1930) og Vestersøhus (1935-1939). I sidstnævnte skabte de idealet inden for altan-karnap-huset. Boligerne blev orienteret efter sollyset, lejlighedsplanerne var ukonventionelle, og værelserne blev placeret, hvor det var mest hensigtsmæssigt.

1940'ernes arkitektur bar præg af de vanskelige forhold, som 2. Verdenskrig bragte med sig. Manglen på byggematerialer slog hurtigt igennem og tvang byggeriet til traditionelle byggemetoder og økonomisk rationelle løsninger.

Tidens kendetegn var de mindre byggeprojekter som række- eller kædehuse, fx Viggo Møller-Jensens Atelierhuse ved Utterslev (1943) og Søndergårdsparken i Bagsværd (1950) af Povl Ernst Hoff og Bennet Windinge.

Ved krigens ophør var interessen for den udenlandske arkitektur stor blandt danske arkitekter, fx Vilhelm Lauritzen, og opmærksomheden koncentrerede sig især om modernismen i USA, personificeret af Mies van der Rohe og Frank Lloyd Wright.

Udviklingen afspejlede sig ikke mindst i enfamilieshusbyggeriet, hvor husene fik uregelmæssige grundplaner, flade tage, åbne planer med glidende rumforløb og store glasfacader, der ophævede bygningens traditionelle grænser og skabte intim forbindelse mellem inde og ude.

Sådanne træk genfindes bl.a. i flere af de huse, som arkitekterne byggede til sig selv, fx Jørn Utzons i Hellebæk (1952). De samme træk, der også var under indflydelse af japansk arkitektur, anvendte Jørgen Bo og Vilhelm Wohlert til kunstmuseet Louisiana 1956-1958.

Fra Mies van der Rohe vandt den kølige klassiske modernisme, der baserede sig på de rene proportioner, enkle stramme former og de nye teknologiske muligheder i stålkonstruktioner med curtain wall-facader, ligeledes indpas.

Det skete først og fremmest hos Arne Jacobsen, der i perioden stod som den førende modernist af internationalt format med byggerier i København som Jespersen & Søns kontorhus i Nyropsgade (1953), Rødovre Rådhus (1955) og SAS Royal Hotel (1960).

I begyndelsen af 1960'erne indtrådte der en væsentlig ændring i vilkårene for dansk byggeri. Der blev nu investeret fra statslig side i at industrialisere byggeriet, og det førte boligbyggeriet ind på de store boligkomplekser. Dette element- og montagebyggeri faldt for så vidt i tråd med de arkitektoniske idealer om en klar og rationel bygningsudformning.

Betonbyggeriet gjorde for alvor sin entré i Danmark med bl.a. Høje Gladsaxe nord for København, bygget 1960-1964 af arkitekterne Hoff & Windinge. Allerede i 1950 var man begyndt at bygge høje punkthuse på Bellahøj, men de meget høje boligbyggerier havde både boligmæssige og sociale problemer, og kritikken lod ikke vente på sig.

Et alternativ opstod i Fællestegnestuens bebyggelse fra 1963-1966 i Albertslund Syd, hvor lave bygninger spredte sig ud som et dække over jorden, og hvor man desuden eksperimenterede med adskilt kørende og gående trafik.

I Galgebakken (1973-1974), også et elementbyggeri i Albertslund, bestræbte arkitekterne Hanne Marcussen, Jens Peter Storgård samt Anne og Jørn Ørum-Nielsen sig på at skabe bedre rammer omkring beboernes sociale liv, bl.a. ved at lægge husene omkring små halvprivate stræder.

I slutningen af 1960'erne og begyndelsen af 1970'erne forestod tegnestuen Friis & Moltke adskillige byggerier, hvor betonens rå overflade var eksponeret. Bygningerne, fx Scanticon ved Aarhus (1969), der siden er blevet kendt som "kasemat-arkitektur", er til en vis grad beslægtet med den udenlandske brutalisme, der aldrig rigtig fandt fodfæste i Danmark.

I 1973-1976 opførte Jørn Utzon Bagsværd Kirke ved København med et beskedent og rationelt ydre, mens han i kirkerummets bølgende loftsformer fortsatte den organiske linje i sit arbejde.

Det egentlige opgør med modernismen fandt især sted inden for boligbyggeriet, og det afgørende brud kom med tegnestuen Vandkunstens bebyggelse Tinggården i Herfølge ved Køge (1978). Tinggården var ikke den første kritik af modernismen, men det var den første realiserede idé om et nyt og alternativt bomiljø.

Her hyldedes idealet om små, intime boligenklaver, helst i kontakt til naturen. Arkitektonisk blev Tinggården opført i afvekslende og uformelle former, hvor betonelementerne skjultes bag uprætentiøse og velkendte hjemlige materialer som træbeklædning og skalmur.

Denne tæt-lav-bebyggelse blev toneangivende for boligbyggeriet igennem 1970'erne og 1980'erne, bl.a. i Fællestegnestuens Solbjerghave på Frederiksberg (1980).

På dansk grund foregreb Tinggårdens formsprog postmodernismen, der i første række åbnede for et kulturelt relevant byggeri, gerne baseret på regionale træk. Arkitekturhistoriske referencer og markante kontraster var heller ikke strømningen fremmed. Dens teoretiske fortalere har især været tegnestuen Nielsen, Nielsen & Nielsen med byggerier som Villa Atzen i Horsens (1986).

Foruden postmodernismen har dansk arkitektur fra ca. 1970 været præget af adskillige arkitekturstrømninger, der trivedes parallelt med hinanden. Senmodernismen repræsenterer en forædling af modernismens former, som det ses i en række danske arkitekters byggerier i udlandet, fx Dissing & Weitlings kunstmuseum i Nordrhein-Westfalen (1986), Krohn og Hartvig Rasmussens Nationalmuseum i Bahrain (1988) og J.O. von Spreckelsens Menneskehedens Triumfbue i Paris (1989).

Neorationalismen, der har sit udspring i Italien, har ligeledes fundet vej til danske arkitekter, første gang i Høje Tåstrups byplan og udformningen af dennes bymidte, forestået siden 1978 af Jacob Blegvads Tegnestue og Claus Bonderup.

Det klassiske element optræder både hos Poul Ingemann, bl.a. i hans boligbebyggelse i Blangstedgård ved Odense (1988), og hos Henning Larsen i Handelshøjskolen på Frederiksberg (1989).

Dekonstruktivismen har i Danmark enkelte fortalere, men kun få bygningsværker, eksempelvis arkitektfirmaet Box 25's ældreboliger på Mariendalsvej på Frederiksberg (1992).

Siden 1990'erne har dansk arkitektur taget del i den nymodernistiske strømning, der præger den internationale arkitekturscene. De foregående årtiers stilistiske mangfoldighed er afløst af større ensartethed, selvom nymodernismen både kan have forbilleder i den tidlige modernisme, fx Tårnby Retsbygning (2000) af Fuglsang & Mandrup-Poulsen, og den sene, fx Det Kongelige Bibliotek Amager (1997) af Dissing+Weitling. Materialerne er modernismens foretrukne, dvs. glas, stål og beton, men der anvendes tillige tegl og træ. Især har træbeklædte facader været benyttet.

Denne linje optræder også i årtiets to store kulturbyggerier i København, udvidelsen af Statens Museum for Kunst (1998) ved C.F. Møllers Tegnestue og udvidelsen af Det Kongelige Bibliotek, Den Sorte Diamant, ved Schmidt, Hammer & Lassen (1999).

Det samme gælder de sidstnævntes kulturhus i Nuuk, Grønland (1997). I 1990'erne skete der en kraftig bebyggelse af Københavns havnefront, fortrinsvis med firmadomiciler af meget forskellig arkitektonisk holdning, bl.a. kontorbyggeriet Christiansbro af Henning Larsen (2000).

Mens Det Kongelige Teaters nye skuespilhus på Kvæsthusbroen i København, tegnet af Boje Lundgaard og Lene Tranberg, blev påbegyndt 2004, stod teatrets opera- og balletscene, Operaen, færdig samme år (indviet i januar 2005), tegnet af Henning Larsen med deltagelse af giveren, Mærsk Mc-Kinney Møller.

Henning Larsens tegnestue har også stået for to markante bygninger i Ørestad på Amager, medicinfirmaet Ferrings 20 etager og 80 m høje domicil (2002) samt IT-Universitetet (2004); i denne bydel må tillige fremhæves Lundgaard og Tranbergs runde Tietgenkollegiet (2006) og C.F. Møllers 115.000 m² store butikscenter Field's (2004).

I Aarhus indviedes 2004 Schmidt, Hammer & Lassens monumentale nymodernistiske bygning til ARoS Aarhus Kunstmuseum; samme tegnestue har samarbejdet med 3xNielsen om butiks- og erhvervscentret Bruun's Galleri midt i Aarhus, åbnet 2003.

Mens danske arkitekter vinder mange konkurrencer i udlandet, er det kun få udenlandske tegnestuer, som bygger i Danmark. Blandt dem er den iransk-britiske Zaha Hadid (tilbygning til kunstmuseet Ordrupgaard, 2005), den polsk-amerikanske Daniel Libeskind (Dansk Jødisk Museum, 2004, og helhedsplan for en del af Ørestad City, 2006, begge i København) samt den franske Jean Nouvel (koncertsalen i DR Byen i Ørestad).

DR Byens øvrige bygninger opføres af bl.a. Vilhelm Lauritzens tegnestue og Dissing + Weitling (2002 ff.).

• Danmark
• Københavns arkitektur

• Hanne Marcussen