COVID-19 er en infektion forårsaget af en coronavirus, der hedder SARS-CoV-2 (en forkortelse af severe acute respiratory syndrome coronavirus-2 — på dansk alvorligt akut åndedrætssyndrom coronavirus-2). I 2020 spredtes coronavirus over hele verden og blev dermed klassificeret som en pandemi.
Faktaboks
- Etymologi
-
Af engelsk coronavirus disease 2019
- Også kendt som
-
I daglig tale også: corona
Coronavirus betragtes som en zoonose, det vil sige, at virus er sprunget fra et eller flere værtsdyr til mennesker. Hvilket dyr eller primære vært coronavirus kommer fra er ikke fastslået med sikkerhed.
I langt de fleste tilfælde fører SARS-CoV-2 til forkølelse eller infektion i de øvre luftveje. I begyndelsen af epidemien, omkring foråret 2020, oplevede en femtedel af smittede med symptomer, at de udviklede en lungebetændelse, og på dette tidspunkt sås det ikke så sjældent, at en patient fik en så alvorlig lungebetændelse, at der var behov for intensiv behandling og respiratorstøtte. I foråret 2020 blev dødeligheden i Danmark anslået til at ligge på ca. 1 %.
Pr. februar 2023 har epidemien i Danmark været involveret i 6800 dødsfald, med ca. 3,8 mio. bekræftede tilfælde. World Health Organization (WHO) anslår, at der globalt har været flere end 754 mio. tilfælde af coronavirus med 6,8 mio. dødsfald. Andre epidemiologiske estimater angiver over 17 mio. dødsfald globalt, hvoraf størstedelen af de døde aldrig er blevet diagnosticeret med coronavirus.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.