Byhistorie

Byer opstod således først i Danmark i vikingetiden som knudepunkter på de handelsruter, der løb gennem de danske farvande. Med forbindelse til landene langs de russiske floder og rundt om Østersøen, Kattegat, Skagerrak, Nordsøen og den engelske kanal med forbindelse Middelhavet handelssystem. På nær enkelte undtagelser (bl.a. Århus) var byerne af beskyttelseshensyn placeret inde i landet ved større vandløb eller dybt ind i fjorde; som f.eks. Ribe, Odense, Roskilde og Lund.

Byernes var livsnerve var havnen og bag lå et uregelmæssigt dannet gadesystem Torve opstod, hvor gader løb sammen eller blev så brede, at der blev plads til markedspladser. Vikingetidens byer blev ofte omkranset af volde ovenpå hvilke der rejste palisadeværker af træ.

Med de skandinaviske vikingeimperiers sammenbrud i løbet af 1000-tallet kom i høj- og senmiddelalderen nye aktører ind på det handelssystem, som de danske byer var en del. Disse omfattede købmænd og handelshus Hansestæderne eller efterhånden stærkere statsdannelser; f.eks. de tyske fyrstedømmer, England og Sverige.

Dette handelssystem var afgørende for, at Danmark fik knap 80 byer i middelalderen. Da stadig større dele af landet opdyrkedes, og landbruget fik en feudal produktionsform. Det vil sige, at kronen, kirken og stormænd ejede både den jord, som udgjorde marker til hovedgården, og fæstegårde i landsbyer, hvis bønder ydede landgilde til og hoveri for jordejerne. Byerne blev dermed bindeleddet for udførsel af oplandets landbrugsproduktion og tilførsel af færdig- og råvarer udefra, men producerede selv håndværksvarer og fik tilført landbrugsvarer til eget forbrug

Middelalderens byer anlagdes af både af kirken (bl.a. København), stormænd (Kalundborg ), men de fleste af kronen. Dens indkomst var bl.a. afhængig af afkastet fra krongodset, skatte- og toldindtægter fra byerne og ikke mindst den Øresundstold, der gennemførtes i slutningen af middelalderen.

Som modydelse gav kronen de enkelte byer særlige købstadsprivilegier. De var ofte meget forskellige, men fælles for dem alle var, at købstæderne fik monopol handel og håndværk, egen jurisdiktion (byfoged) og eget styre (rådmænd og borgmester) uafhængig af kronen herredsfogeder og lensmænd.

De ældre købstæder blev som i vikingetiden anlagt godt beskyttet inden i fjordene (Østjylland), men rykkede efterhånden ud til kysterne. Her fik de i forhold til de ældre byer en mere regelmæssig form. Således med et stort kvadratisk, rektangulært eller trekantet torv med hovedsognekirke, rådhus og nogle gange latinskole samt en eller flere parallelgader langs strand, hvor havn også anlagdes. Fra torvet og disse gader udgik et større eller mindre system af side- og parallelgader, som førte frem til købstadens ydergrænse.

Ved denne etableredes ofte en befæstning i form af en bymur eller en byvold oven på, hvilken der var sat en mur eller et palisadeværk af træ. Passagen ud af købstæderne gik igennem byport; nogle af træ og andre som massive tårnagtige munkestensbygninger. Mange af købstæderne var desuden beskyttet af en af kronens borge og kunne have op til flere klostre og mindre sognekirker.

Med reformationen overgik det mest af kirkegodet til kronen på samme tid, som kirken mistede sin afgørende politiske magt og dens kloster og andre institutioner også i købstæderne nedlagdes. Kronen position styrkedes, og det kom købstæderne til gode. Særlig i det meste af 1600-tallet, vor kronen introducerede en tidlige form for merkantilisme, hvorved grundsten lagdes til de første industrimanufakturer og oversøiske handelskompagnier. Målet var at genere en handelskapitalisme, der ville kaste yderlige skatte- og toldindtægter af sig.

I samme retning sigtede udvidelse og befæstning af eksisterende byer (f.eks. København og Halmstad) og oprettelse af en række nye befæstede byer i Holsten og op langs den gamle grænse til Sverige. Disse nye byer blev en følge af rivalisering om magten i Nordeuropa mellem Danmark og Sverige. Omkring de udvidede og nye byer lagdes vældige voldanlæg med bastioner, mens gaderne udlagdes i et skakbrikmønster.

Mens købstæderne i en lang periode havde haft en betydelig vækst også som følge af en omfattede korneksport, klingede den af i en sidste del af 1600-tallet. Sammen med følgerne af rivaliseringskrigene mellem Danmark og Sverige og epidemier kom de fleste købstæder i recession, hvorved København størrelsesmæssigt distancerede sig fra de fleste.

De fleste af købstædernes recessionsperiode rakte langt op i 1700-tallet. Enevælden slog i dog perioden ind på en intensiveret merkantilistiske erhvervspolitik, men den gavnede første og fremmest København og hovedstadsoplandet. Ikke desto mindre opstod Frederiksværk på grundlag af en industrimanufaktur og erhvervspolitikken gavnede tillige flere af købstæderne i Slesvig.

Da Rusland og Preussen i øst og England og Frankrig i vest blev Europas dominerende stormagter, og de østdanske landskaber var tabt til Sverige i 1658, blev der ikke anlagt nye fæstningsbyer. Til gengæld synede mindre købstæder hen; bl.a. Slangerup til fordel for Frederikssund, der blev købstad i 1809.

Alene en femtedel af befolkningen boede i byer. Den ene tiendedel i København og den anden i provinskøbstæder. De fleste af disse havde kun 1.000 indbyggere. ”Storbyerne udgjorde Odense og Århus med mellem 3.000 og 4.000 indbyggere samt Ålborg, Helsingør og Flensborg med 4.000-5.000. Med et folketal i 1787 på 90.000 havde København yderligere distanceret sig provinskøbstæderne og hæmmet deres udviklingsmuligheder særlig på Sjælland.

Kun de europæiske storkrige fra slutningen af 1700-tallet og frem til 1814 gav både København og provinsens købstæder et kort handelsmæssigt opsving, der blev brat afbrudt af statsbankerotten i 1813. Med den feudalopløsning med udskiftninger, udflytninger, overgang til selveje eller arvefæste, hoveriafløsning og husmandssteder, der indledes på samme tidspunkt, blev landbrugets produktionsgrundlag voldsomt effektiviseret.

På dette grundlag og den kornsalgsperiode, der indledtes omkring 1830, skabtes en kraftigt stingende eksport, som førte til en stigende vareefterspørgsel i landbruget og en større kapitaldannelse. Den styrkede dannelsen af pengeinstitutter og andre finansielle institutioner og gav anledning til det byborgerskab, der havde industriel erfaring, begyndte at kaste sig ud i industriinvesteringer. I de sidste år af enevælden gennemførte desuden kommunalt selvstyre. Først i købstæderne fra 1837 og i landdistrikter i 1841.

Med den fortsatte kornsalgsperiode og siden landbrugets overgang til også sukker- og animalsk produktion, øgedes eksporten, kapitaldannelsen og mængden af penge- og finansinstitutter og efterspørgslen var varer og maskiner. På samme tid som, der udlagdes et efterhånden fintmasket net af stam- og sidebaner, eksisterende havn udvidedes og ny anlagdes og næringsfrihedsloven banede vejen for markedsøkonomien; bl.a. mistede købstæderne deres monopol på handel og håndværk.

Herved igangsattes samtid et opsving i engros- og detailhandel og håndværk og flere industrialiseringsbølger. I første omgang i hovedstaden (København-Frederiksberg) og i provinskøbstæderne baseret de lokal oplandes produktion og efterspørgsel på forbrugsvarer og maskiner. Det blev drivkraften bag ofte enkeltmandsejede jernstøberier, maskinfabrikker, teglværker, cementfabrikker, dampmøller og senere tekstilindustri, mejerier og slagterier.

I årtierne omkring århundredskiftet blev anden forbrugsvare-, elektro- kemisk og mere avanceret maskinindustri fremherskende. Samtidig med at industrien for alvor blev større, bredte sig fra hovedstaden til provinsen. På samme tid begyndte den at producere til et lands- og eksportdækkende marked og kendetegnes af en voldsomt teknologisk udvikling og dermed mere kapitalstærke aktieselskaber.

Da industrien i Danmark fortrinsvis blev placeret i byer, undergik de i perioden en voldsom urbanisering. Ikke blot i hovedstaden, der begyndte at forvandle sig til en hovedstadsmetropol, men også provinskøbstæderne. Her voksede brokvarterer op uden om de gamle førindustrielle bykerner med etagebyggeri i karreer med bolig og erhverv i baggårdene, sammenbyggede eller enkeltgående gadehuse og senere industri på egne grunde eller i særlige kvarterer.

I oplandene mellem de ældre købstæder opstod et stort antal stations- og landevejsbyer. Nogle blev endog så store, at de fik købstadskommunal status.

Trods tilbagevende økonomiske kriser i mellemkrigstiden og 40'erne fortsatte industrialiseringen og den økonomiske væsk i et lavere tempo. Samtidig med at velfærdsstaten begyndte at vokse frem.

Dermed kom der endnu mere skub i urbaniseringen. Hovedstadsmetropolen ekspanderede yderlige, og i provinskøbstæderne udbyggedes brokvarterene på samme tid, som der vokskedes voksede yderdistrikter op uden om disse. Som følge af en mere gennemgribende kommunal byplanlægning blev yderdistrikterne opdelt i zoner med etagebyggeri, parcel- og rækkehuse og industri. Også stations- og landevejsbyerne voksede, og de større fik en urbanisering af samme karakter som i købstæderne.

Den første efterkrigstid (1945-1973) blev præget af den meget kraftige vækst, der fulgte af periodens nye industribølge og opbygningen af den universalistiske velfærdsstat. Derimod kendetegnes den sidste efterkrigstid (1973-1990) lavvækst. Ikke desto mindre fortsatte urbaniseringsprocessen op gennem hele efterkrigstidsperioden og fik nye kendetegn.

På trods af den sidste efterkrigstid stagnation undergik hovedstadsmetropolen i perioden en fortsat vækst og fik nye byformer, som også dannedes i provinsen. Med den kortere arbejdstid og højre realindkomst opstod et meget stort antal sommerhusbyer langs kysterne. Flere steder voksede de sammen over 10-30 km; f.eks. ved Falster østkyst eller kysten ud vil Sejerø Bugt.

Med landbruget mekanisering og den afvandring fra erhvervet, der blev konsekvensen, mistede de hidtidige stations- og landvejsbyer deres hidtidige oplandsfunktion. Til gengæld var priserne på ejerboliger her så lave, at at disse byer fik en stadig større tilflytning af pendlere, hvorved de forvandledes til pendlerbyer.

I de fleste af købstæderne blev byvæksten så kraftig, at deres yderdistrikter udbyggedes samtidig med, at der uden om de større opstod forstæder, der ofte voksede ind i de omliggende landkommuner. Med det resultat at disse ved kommunalreformen i 1970 indlemmedes i købstadskommunerne, der blev til en større primærkommune.

Med den yderligere økonomiske globalisering, der fulgte af den nye verdensorden i årtierne omkring årtusindeskiftet, blev byernes konkurrence også globaliseret. Disse nye vilkår var til fordel for de største danske byer. Hovedstadsmetropolen kom ind i en forstærket vækstperiode, og der udvikledes en østjysk byregion med serviceproduktion i Århus og produktionserhverv i Trekantområdet; Vejle, Fredericia og Kolding.

En noget mindre vækst kom til at kendetegne de øvrige storbyer; Odense, Ålborg, Esbjerg og Randers. På samme tidspunkt skabte de store og mellemstore byer grundlaget for en regional centralisering. En følge af, at periodens afindustrialisering her slog mindre i gennem i disse byer. Samtidig med at de fastholdt deres lokale og regionale offentlige opgaver og kunne tiltrække noget af periodens erhvervsorienterede serviceproduktion og mere specialiserede industri.

De store og mellemstore byer kunne dermed med omliggende pendlingsregioner tiltrække pendlende arbejdskraft fra de små købstæder og tidligere stations- og landevejsbyer, hvor ejerboligpriserne var lavere. Disse byer udviklede sig dermed for alvor til pendlerbyer, med det resultat folketallet her blot stagnerede eller blev svagt faldende. Fraregnedes den del af befolkningen, der pendlede fra navnlig fra e hidtidige stations- og landevejsbyer faldt deres folketal drastisk.