Berlins historie til 1945

Berlin og Cölln blev oprettet i midten af 1200-tallet, og de fik hver især købstadsrettigheder ca. 1250, men voksede efterhånden sammen og tilsluttede sig Hanseforbundet. Efter en opstand mod kurfyrsten 1448 (Berliner Unwille) blev Berlin-Cölln i slutningen af 1400-tallet i 1486 residensby for Hohenzollerne og udviklede sig til at blive den største by i kurfyrstedømmet Brandenburg.

Byens velstand skyldtes fjernhandel med fisk, korn og træ, men også produktion af luksusvarer såsom guldsmedehåndværk.

Under Trediveårskrigen i første halvdel af 1600-tallet flygtede hoffet til Königsberg, og byen blev samtidig hårdt ramt af fremmede hæres besættelse og brandskatning samt af pestepidemier.

Byen genvandt dog hurtigt sin betydning. I 1701 blev blev Preussen kongedømme, og fra 1709 blev Berlin kongelig residensby for de preussiske konger, dobbeltbyen hed herefter bare Berlin, og den var nu blevet den næststørste tyske by (efter Wien). Garnisoner oprettedes i Berlin og Cölln, og i 1786 tilhørte 40.000 af de 147.000 indbyggere militæret.

Gennemførelsen af Reformationen i 1539 skete efter pres fra Berlins borgere og byrådet, og religiøs tolerance såvel som senere også sekulært frisind blev et særtræk for byens åndelige liv. Forfulgte huguenotter fra Frankrig, reformerte og andre protestanter fra fx Böhmen fandt tilflugt her.

Jødisk bosættelse kendes fra 1100-tallet, men har været afbrudt af forfølgelser og perioder, hvori jøder var bandlyst. 1700-tallets jødiske oplysningsbevægelse med Moses Mendelssohn i spidsen havde sit udgangspunkt i Berlins jødiske dannelsesmiljø. I kejserriget og Weimarrepublikken fik jøderne borgerlige rettigheder nåede den jødiske befolkningsandel i kraft af betydelig tilvandring fra Østeuropa op på fire til fem procent. Det var imidlertid også i 1870'ernes Berlin, at antisemitismen først formuleredes som politisk program.

De preussiske konger søgte at fremme hovedstadens kunst og videnskab gennem grundlæggelsen af Akademie der Künste und mechanischen Wissenschaften i 1696 og det første tyske Akademie der Wissenschaften i 1700 under Gottfried Wilhelm Leibniz. Med grundlæggelsen af Friedrich-Wilhelms-Universität i 1810 efter Wilhelm von Humboldts reformprincipper forstærkedes byens stilling som et af Europas vigtigste lærdoms- og kulturcentre. Johan Gottlieb Fichte, brødrene Jacob og Wilhelm Grimm, Th. Mommsen, Leopold von Ranke, G.W.F. Hegel, Karl Marx og Søren Kierkegaard er nogle af dem, der har undervist eller studeret i Berlin.

I 1800-tallet udviklede Berlin sig til den førende tyske industriby med betydelig produktion inden for maskinindustri (bl.a. Borsig), elektriske apparater, fx AEG (Allgemeine Elektrizitäts Gesellschaft), Osram og Siemens, tekstiler og grafisk industri (forlagshusene Mosse, Ullstein og Scherl). En voldsom befolkningstilvækst førte til uhæmmet spekulationsbyggeri med vidt udbredte lejekaserner (Mietskasernen).

Da Berlin i 1871 med kejserrigets grundlæggelse blev "Reichshauptstadt" (rigshovedstad), havde byen 826.000 indbyggere og i 1905 to millioner. Få år efter, at en række forstæder i 1920 var lagt sammen med selve byen til Storberlin (Gross-Berlin), var indbyggertallet fire millioner.

Under revolutionsoprørene 1830 og 1848 kom det til uroligheder og væbnet kamp i Berlin, i 1848 med 200 dødsofre til følge. I de følgende år fremkaldte industrialiseringen, arbejderkvarterernes elendighed og storbyens arbejderkvarterernes elendighed og storbyens sociale kontraster en stærk og radikal arbejderbevægelse, således at Berlin i november 1918 var Novemberrevolutionens centrum. Herunder faldt kejserdømmet og blev erstattet af den demokratiske Weimarrepublik. Under det liberale demokrati oplevede Berlin en blomstringstid kendt som "de gyldne 1920'ere".

Arbejderpartierne stod stærkere i Berlin end i det øvrige Tyskland, Det nazistiske parti derimod væsentlig svagere i den "røde" by. Ved de sidste frie valg i november 1932 fik det nazistiske parti i hele Tyskland 33,1 procent, men kun 22,5 procent i Berlin, hvor Socialdemokratiet fik 23,8 procent og Kommunistpartiet 37,7 procent af stemmerne.

Adolf Hitlers magtovertagelse 30.1.1933 fejredes med SA-march og fakkeltog gennem Brandenburger Tor. En måned senere brændte Rigsdagen i Berlin, og i de følgende år ensrettedes byen og dens forlystelses- og kulturliv. De Olympiske Lege i 1936 udnyttedes til storstilet propaganda for Det Tredje Rige, storprojekter og byfornyelsesplaner ("Germania"- projektet) under Albert Speer skulle tjene til forherligelse af nazismen og Hitler, der havde sit rigskancelli i byen. Som "Reichshauptstadt" var Berlin en af de fem Førerbyer.

Novemberpogromen 1938, Krystalnatten, der kostede byen de fleste af dens jødiske forretninger og synagoger, viste derimod nazismens terroristiske ansigt. Kun ca. 5000 af Berlins ca. 170.000 jøder overlevede jødeforfølgelsen og Holocaust.

Under krigsårene 1940-1945 prægede de allieredes luftbombardementer i høj grad livet i byen, i hvis store sportspalads Joseph Goebbels den 18. februar 1943 proklamerede "den totale krig". Efter Hitlers selvmord og Førerstatens undergang 30. april 1945 kapitulerede Berlins militærkommandant Weitling 2. maj til russerne, og de overtog kontrollen med byen. Den var stærkt ødelagt efter mere end 5 års krig, omkring 50.000 berlinre havde mistet livet. Byen blev derefter besat af de allierede sejrherrer, og de inddelte byen i fire sektorer.

• Berlin
• Berlins historie fra 1945