Frem til 27 f.Kr. legaliserede Octavian sin magtposition og planlagde en reorganisering af Det Romerske Imperium, og en ny tid indvarsledes på begge områder. Dette år fik han navnet Augustus, "den ophøjede", som en form for ærestitel.
Efter næsten et halvt århundrede med borgerkrig og uro indså Augustus, som også Cæsar havde gjort det, at både en styrkelse af centralmagten og en effektivisering af provinsadministrationen var nødvendig.
Gennem inddragelse af den traditionelt apolitiske romerske ridderstand skabte Augustus en række nye administrative poster: præfekter fx for byen Rom, for kornforsyning, brandvæsen og for visse særligt udvalgte provinser som fx Egypten.
Sin egen magt baserede Augustus på overtagelse af større eller mindre dele af de republikanske embeder. Han var hyppigt konsul, havde i hele perioden fuld tribunisk magt (se afsnittet Administration i Romerriget – historie) og beføjelser som censor, var pontifex maximus og førstemand, princeps, i senatet. Denne sidste ærespost gav navn til den nye styreform, principatet eller det romerske kejserdømme.
Fra 27 f.Kr. var kejseren med lovlige midler i stand til at beherske både den udøvende og den lovgivende magt samt valg af embedsmænd. Vigtigst var dog, at Augustus bevarede den militære magt ved ekstraordinært at få tildelt overkommandoen for 5- og 10-årige perioder resten af livet.
I 23 f.Kr. var Augustus nær blevet offer for en sammensværgelse og måtte justere ordningen, ligesom han gentagne gange de følgende år lod sig tildele specielle beføjelser for at kunne gribe direkte ind i krisesituationer såsom hungerkatastrofer, Tiberens oversvømmelse, uro i byen o.l. Men fra omkring 20 f.Kr. og frem til hans død forblev hans stilling uantastet.
De nye ordninger fungerede dog ikke uden problemer og accepteredes kun af den romerske befolkning, fordi de skabte fred og ro og dermed økonomisk fremgang. Det var dette forhold, som begrundede, at han fik tilnavnet Augustus ('den ophøjede') i 27 f.Kr.
Kejserdømmet var blevet en nødvendighed, fordi den voldsomme udvidelse af imperiet, som havde fundet sted de foregående 200 år, havde sprængt den gamle republikanske forfatning indefra.
Augustus' principielle holdning var, at Det Romerske Imperium ikke skulle udvides. Han udbyggede derfor grænseforsvaret ved Rhinen og Donau og intensiverede udnyttelsen af de allerede erobrede områder. Årene 20-13 rejste han rundt i imperiet med det formål at sikre en gnidningsfri forvaltning, herunder en effektiv opkrævning af skatter. Slutstenen på denne proces satte Augustus med indvielsen af Ara Pacis, det augustæiske alter for den romerske fred, på Marsmarken i Rom år 9 f.Kr.
De senere år blev hovedproblemet for Augustus at sikre den ny ordnings videreførelse. Han fik i sine tre ægteskaber kun ét barn, datteren Julia med sin anden hustru, Scribonia. Julia blev hjørnestenen i Augustus' successionspolitik, men da hendes børn med Agrippa døde unge, blev han i 4 e.Kr. mod sin vilje tvunget til at adoptere Tiberius, sin stedsøn af tredje ægteskab med Livia. Han overførte de næste år langsomt sine forskellige embeder til Tiberius, og den indenrigspolitisk set problemløse indsættelse af den nye kejser ved Augustus' død demonstrerede styrken i den ordning, han havde skabt.
I årene frem til 27 f.Kr. fremstod den unge Augustus som en skrupelløs politiker. Han spillede på alle strenge, både lovlige og ulovlige, og ryddede sine modstandere af vejen. Han udnyttede både den politiske og den materielle arv efter Cæsar optimalt og var i stand til at knytte dygtige personer til sig, blandt andre den politiske strateg Maecenas og den alsidige og meget kompetente Agrippa. Dem lyttede han til, og Augustus' største kvalifikation var måske, at han i udpræget grad kendte grænserne for sine egne evner og altid lod tingene udvikle sig langsomt.
Man kan diskutere, om den voldsomme fremfærd i hans unge år bundede i et simpelt ønske om at få magt, eller om han havde visioner om at reorganisere imperiet til gavn for alle dets indbyggere. Under alle omstændigheder udviklede Augustus sig til en landsfaderlig person, som gav udtryk for sine holdninger i både lovgivning om ægteskab og moral og i byggeri, som det fx kan ses i friserne på Ara Pacis og i det monumentale, store augustæiske forum i Rom.
Augustus udviklede en ideologi om de gode, gamle romerske dyder som samfundets fundament, hvad der også kommer til udtryk i hans egen bevarede beretning om sit styre, Monumentum Ancyranum. Han betonede, at han selv repræsenterede disse dyder, hvilket legitimerede hans usædvanlige magtposition.
Med årene opnåede Augustus meget stor popularitet, og efter sin død og bisættelsen i mausoleet på Marsmarken blev han guddommeliggjort.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.