Arnold Palmer

Arnold Palmer havde både karisma og charme, og det var lige, hvad golfsporten havde brug for i den nye TV-alder. Palmer tiltrak en næsten fanatisk fanskare, der blev kendt som "Arnies Army", og ingen anden golfspiller har nogensinde opnået en lignende støtte eller hengivenhed. Han elskede både golf og mennesker, og både golf og hans mange fans gengældte kærligheden. Palmer og TV gjorde golfsporten mere populær end nogensinde før, samtidig med at manageren Mark McCormack (1930-2003) forstod at udnytte hans potentiale til at gøre dem begge meget rige, og i øvrigt ændre den professionelle golfsport for tid og evighed.

Palmer var også kendt for sine fantastiske evner til at slå næsten mirakuløse slag fra tilsyneladende umulige positioner og kunne således redde sig ud af de mest utrolige situationer. At spille sidelæns eller baglæns ud var helt ukendte begreber – specielt i hans unge år. ”If you can hit it – you can hole it” var filosofien. Det var naturligvis godt TV, og golfsportens popularitet voksede i takt med Arnies succes.

I 1960 havde Palmer sit allerbedste år. I april lavede han birdies på de tre sidste huller på Augusta National for at vinde US Masters-jakken for anden gang. I juni var han syv slag bagud efter tre runder af US Open på Cherry Hills. Han drivede 1. hul – et par 4-hul på 315 meter – og fik birdies på seks af de første syv huller i en fantastisk runde på bare 65 slag. Han vandt US Open med to slag – foran amatøren Jack Nicklaus. I juli tog han til St. Andrews i håbet om at få det tredje ben af sin Grand Slam.

Ikke mange amerikanske golfspillede fandt det i disse år værd at tage til Storbritannien for at kæmpe om (British) The Open, hvor der – efter amerikansk målestok – var meget små pengepræmier. Men Palmer havde af sin far fået indprentet vigtigheden af golfsportens traditioner, og desuden kunne han blive den kun anden spiller efter Ben Hogan, der vandt begge Open-mesterskaber samme år. Det lykkedes dog ikke. Palmer tabte med et enkelt slag til australieren Kel Nagle (1920-2015).

Palmer vendte dog tilbage og vandt (British) The Open de følgende to år (på Royal Birkdale i 1961 og Troon i 1962) og var i øvrigt på denne måde med til at redde verdens ældste golfturnering, der i de år var i stor krise.

Arnold Palmer havde dog også enkelte smuttere i sin karriere. I US PGA Championship i 1960 havde han en 8’er på et hul, og det lykkedes ham aldrig at vinde denne sidste major. I 1961 skulle han bare have par på sidste hul i Masters for at tvinge Gary Player ud i omspil. Hans andetslag havnede i greenbunkeren, og derfra brugte han yderligere fire slag på at komme i hul.

Det mest overaskende nederlag kom i US Open i 1966 på Olympic Club i San Francisco, hvor han tabte syv slag til Billy Casper (1931-2015) over de sidste ni huller og tabte omspillet den næste dag. Landsmanden Ben Hogan havde i øvrigt gjort nøjagtigt det samme – på samme bane endda – i US Open i 1955.

Måske var det, fordi Palmer kom fra beskedne kår, at han var lige det, som golfsporten havde brug for. Det var den ægte amerikanske drøm om en arbejderdreng, der får succes i en sport, der stadig havde et lidt støvet ’country-club image’. Palmers skjorte hang ofte udenfor bukserne, og han røg adskillige cigaretter under en runde. Men han var farverig, og publikum og TV-seerne elskede ham.

• US Masters: 1958, 1960, 1962 og 1964
• US Open: 1960
• British Open: 1961 og 1962
• Ryder Cup: 1961, 1963 (som spillende kaptajn), 1965, 1967, 1971 og 1973