Aqua i 2023
Lene Nystrøm og René Dif i front for Aqua til Grøn Koncert torsdag d. 20. juli 2023.
Aqua i 2023
Af /Ritzau Scanpix.

Aqua er et verdenskendt dansk popband, der har solgt flere album og singler end noget andet dansk band. Aqua fik en pludselig og kolossal international succes i 1997 med hittet Barbie Girl, og gruppens succes fortsatte ud over det første, store hit. Målt i fx singlesalg overgår Aqua andre store skandinaviske kunstnere som ABBA, A-ha og Björk.

Aqua består af norske Lene Nystrøm (født 1973) på vokal, René Dif (født 1967) på rap og vokal, Søren Rasted (født 1969) på keyboards og indtil 2016 Claus Norréen (født 1970) på keyboards og guitar.

Gruppens lyd er kendetegnet ved iørefaldende melodier, stor vokal spændvidde og højt tempo. Aqua inspirerede i slutningen af 1990'erne andre danske eurodance-grupper som Toy-Box, Daze, Cartoons og Hit'n'Hide.

Dannelsen af Aqua

Sangskriverparret Søren og Claus mødte hinanden som kolleger på en Statoil-tank i Blovstrød i Nordsjælland. Begge lavede musik i fritiden og begyndte at arbejde sammen. Da de mødte René Dif, rapper og dj med algeriske rødder, på et diskotek på Amager, havde de fundet en vokalist til bandet. Senere aflagde Lene Nystrøm, en ung norsk tv-vært, prøve som bandets sanger. Med sin klassiske, lyse vokal var hun det, de ledte efter, og så var bandet komplet.

Aqua arbejdede på at finde deres egen lyd inspireret af hiphop, hitlistepop, Melodi Grand Prix og eurodance og fik deres første pladekontrakt under navnet Joyspeed på et mindre svensk selskab. Her udgav de singlen Itzy Bitzy Spider, som var børnesangen Lille Peter Edderkop over et hårdt technobeat. Men gruppen selv var ikke tilfreds med udtrykket, der stadig lød som så mange andre i tiden, og brød med det svenske selskab.

Et nyt keyboard med en særlig lyd, der senere skulle blive verdenskendt som Aquas, det såkaldte "Aqua-break" (et helt kort afbræk i beat og instrumenter, eventuelt med sang henover breaket, hvorefter nummeret genoptager tempoet) og en original leg med dur og mol, hvor de skrev glade sange i mol og ballader i dur, gav dem deres egen originale lyd og en kontrakt med pladeselskabet Universal.

Aquas publikum og image

Aqua var fra starten gode til at engagere publikum. Da den første single, Roses are Red (1996), ikke hittede ikke med det samme, viste Aqua sig som foregangspersoner, når det kom til brugerinddragelse. Bandet bad alle landets dj’s deltage i en remix-konkurrence, og det førte både til en bedre version af nummeret og en vigtig kendthed i dj-miljøet. Samtidig engagerede de fanbasen i at stemme Roses are Red til tops på P3's lytterbestemte hitliste Tjeklisten, og tilsammen førte det til det danske gennembrud.

Aqua skabte sig et image, hvor de agerede i et karikeret tegneserieunivers med vilde farver, skøre frisurer og overdrevne figurer. Lenes lyse vokal overfor Renés dybe, aggressive stemme bidrog til tegneserieuniverset. Aqua var nu en samlet pakke, hvor lyd, image og energi fungerede som en genkendelig helhed.

Fra debutalbum til globalt gennembrud

Aqua i 1998.

Aqua i 1998, kort efter gennembruddet med nummeret Barbie Girl. Fra venstre: Claus Norréen, Søren Rasted, Lene Nystrøm og René Dif.

Aqua i 1998.
Af /Idols/Ritzau Scanpix.

I marts 1997 udkom deres første album Aquarium med singleudspillet Barbie Girl, der, inspireret af navne som det svenske band E-Type, danske Sound of Seduction og engelske Everything but the Girl, på rekordtid blev et hit i hele verden: Europa, USA, Canada, Asien, Sydamerika. Singlen blev nr. 1 i 14 lande og top ti i mange flere. Barbie Girl er en af de 20 bedst sælgende singler i Storbritannien, og den bedst sælgende skandinaviske single nogensinde (2024).

De efterfølgende singler Lollipop (Candyman), Doctor Jones, Turn Back Time og Good Morning Sunshine blev også hits. Aqua turnerede globalt og fik et verdensgennembrud på et tidspunkt, hvor det ellers var svenskerne, der var kendt for at producere globale hits i Skandinavien.

Anmeldere versus publikum

Anmelderne og publikum var uenige om Aqua. Aquarium fik mange dårlige anmeldelser i Danmark, blandt andet én stjerne i Ekstra Bladet, der spåede, at Aqua ville være glemt inden sommeren var omme.

Det næste album Aquarius kom i februar 2000. Med flere fine hitsingler – Cartoon Heroes, Around the world og We belong to the sea – skuffede den ikke, men den blev ikke et lige så stort hit som debuten.

Aquas opløsning og gendannelse

Året efter gik Aqua i opløsning. Dels på grund af træthed og mæthed, dels intern splid forårsaget af, at Lene og Søren blev gift. Tidligere havde Lene og René været kærester.

Aqua fandt sammen igen og udgav i 2009 et Greatest Hits-album med en ny single, Back to the 80’s, som blev et mindre hit. I 2011 udgav de albummet Megalomania, hvor de skiftede stil til elektropop, dog uden den store succes.

Claus Norréen forlod gruppen i 2016.

I 2023 havnede Aqua og Barbie Girl igen på alles læber, da amerikanske Nicki Minaj samplede nummeret til filmen Barbie. Sommeren 2024 var Aqua hovednavn på Grøn Koncert, og i efteråret 2024 tog Aqua på en arenaturné i Norden.

Søren Rasted har ved siden af Aqua haft en vis succes med projekterne Lazyboy og Hej Matematik.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig