Anti-gender-bevægelsen er et løst globalt netværk af organisationer og enkeltindivider, som siden midten af 1990’erne har været den primære drivkraft bag anti-gender-kampagner. Bevægelsens udbredelse og indflydelse er i de seneste år blevet afdækket af internationale forskningsprojekter såsom FIERCE, RESIST og Push*Back*Lash.
Inden for anti-gender-bevægelsen anvendes bl.a. begreberne "gender-ideologi", "gender-teori" og "genderisme" om det, man modarbejder, og man mener, at det særligt er LGBT+ bevægelser og nutidig feminisme, som er ansvarlige for udbredelsen af "gender". Anti-gender-bevægelsen kan derfor også forstås som en antifeministisk bevægelse.
Som oftest modarbejder anti-gender-bevægelsen politiske tiltag for LGBT+personers og kvinders rettigheder. Inden for anti-gender-bevægelsen hævdes det, at sådanne tiltag underminerer kernefamilien og biologisk funderede forskelle mellem mænd og kvinder. Siden anti-gender-bevægelsens fremkomst har den haft særligt fokus på at modarbejde retten til samkønnet ægteskab i forskellige lande og på at kritisere Istanbulkonventionen, som er en international konvention imod kønsbaseret vold.
Forskningen i anti-gender har kortlagt, at bevægelsen eksisterer på et både nationalt og transnationalt plan og består særligt af politiske aktører fra det yderste højre, religiøse grupperinger såsom Vatikanet og ultrakonservative organisationer. Der findes et vidt forgrenet netværk af forskellige organisationer, pengestrømme og personlige forbindelser på tværs af særligt USA, EU’s medlemslande og Rusland, men der er så vidt vides ikke omfattende netværk mellem Danmark og andre lande inden for anti-gender-bevægelsen.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.