Albummet Hvid Magi (1985) blev en succes med sin lettere humoristiske tilgang til kærlighedslivets mange facetter, bl.a. den lesbiske kærlighed. I 1986 udgav Anne Linnet endnu en plade bygget over Tove Ditlevsens tekster, Barndommens Gade med titelsangen fra filmen af samme navn, og i 1987 skrev hun sammen med Sanne Salomonsen sangen Den jeg elsker, elsker jeg, der i 1988 indgik i Sundhedsstyrelsens og DR's aids-kampagne. Samme år udsendte hun albummet Jeg er jo lige her, bl.a. med sangen Tusind stykker, og i 1989 albummet Min Sang med tekster af Johannes Møllehave. Efter endnu et par soloudgivelser i begyndelsen af 1990'erne præsenterede Anne Linnet med et album i 1997 sig selv i endnu et kvindeband, Bitch Boys. To udgivelser, Jeg og du (2001) og Her hos mig (2005), fortsatte dog den lavmælte inderlighed, som gennem årene har været så karakteristisk for Anne Linnets udgivelser i eget navn.
Den svenske sanger og guitarist Björn Afzelius havde i 1989 så stor succes med Tusen bitar, hans egen oversættelse af Anne Linnets sang, at den også efter hans død ti år senere hører til hans kendteste indspilninger.
Anne Linnet har også vist sin alsidighed ved at lave børnemusik, komponere partiturmusik, fx en række kompositioner for symfoniorkestre, og skrive musik til film, musicals og teaterstykker samt en opera, Thorvaldsen (1996), om Bertel Thorvaldsen. Hun har desuden udgivet to erindringsbøger, Hvor kommer drømmene fra? (2000) og den kontroversielle Testamentet (2012).
I 2011 opførte kunstnerkollektivet Sort Samvittighed på Betty Nansen Teatret en teaterkoncert, Hvid Magi, som en hyldest til Anne Linnets musik.
Anne Linnet er modtager af Statens Kunstfonds hædersydelse.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.