Aloe vera (Botanik)

Aloe vera eller lægealoe er en stedsegrøn art i planteslægten Aloe. Slægten Aloe indeholder i 2025 knap 600 forskellige kendte og navngivne arter, hvoraf langt de fleste er hjemmehørende på det Afrikanske kontinent samt de nærliggende større og mindre øer. Aloe vera menes oprindeligt at stamme fra den Arabiske halvø, hvor den er opstået indefor de seneste 5 milllioner år. I dag er den formentlig uddød i naturen, men arten trives i bedste velgående som afgrøde i tropiske egne og som prydplante i vindueskarme over hele jorden.

Aloe vera er det man kalder en sukkulent, og mere specifikt er den en bladsukkulent. Bladene er grønne året rundt, tykke, vandfyldte og vokser i en skuret roset. Aloe vera hører til i gruppen af stammeløs aloer, i modsætning til andre arter i slægten der har tydelige og høje stammer. Bladene kan blive 60-100 cm lange og har små tænder langs bladkanten. Bladene har ofte hvide/lysergrønne pletter nær basen. Aloe vera blomstrer i sommermånederne med en blomsterstand på op til 90 cm. De individuelle blomster består af 6 sammenvoksede blosterblade, der ikke er adskilt i henholdsvis bæger og krone, som er tilfældet hos mange andre plantearter. Frugten er en kapsel, der indeholder vingede frø beregnet til spredning med vinden. Hos Aloe vera er disse frø dog ofte ikke i stand til at spire, men til gengæld kan arten dele sig vegetativt.

Aloe vera har en lang historie i Europæiske medicinske skrifter ligesom den også kan findes i mange af de gamle herbarier. En af de tidligste medicinske beskrivelser vi har af Aloe vera er skrevet af grækeren Pedanius Dioscorides i værket De materia Medica, en af de tidligste bøger vi kender til om plantelægemidler.

Der har været en naturmedicinsk interesse for Aloe vera i mange hundrede år, og arten er kendt for at have to forskellige medicinske produkter – den klar gel (det sukkulente væv) og det gule "exudat". Den klar gel består primært at forskellige sukkerstoffer, hvorimod det gule "exudat" har et højt indhold af fenoler. Hvor gelen sukkerstoffer for eksempel har været brugt i hudplejeprodukter har stofferne Aloin og barbaloin fra det gule "exudat" historisk set været brugt som afføringsmiddel. Disse to stoffer er dog ikke længere så udbredt, da man har mistanke om at de er kræftfremkaldende.