Allerede i 1800-tallet udviklede Alexanderplatz sig til et vigtigt trafikknudepunkt og et centrum i det berlinske byliv. Bahnhof Alexanderplatz blev åbnet i 1882.
I 1920'erne fulgte en omlægning af pladsen, og der blev ud over Kaufhaus Tietz (opført 1912) opført to funktionalistiske bygninger, Hotel Berolina og Alexanderhaus. Stedet blev et vigtigt samlingspunkt for berlinerne, og dets liv og hektik blev i 1929 beskrevet af den tyske forfatter Alfred Döblin i romanen Berlin Alexanderplatz.
I DDR-tiden indledtes i 1958 en gennemgribende forandring af pladsen, således at trafik og folkeliv blev adskilt. Bortset fra en enkelt sporvognslinje blev trafikken forlagt uden for pladsen til en rundkørsel, mens den nuværende plads uden trafik blev skabt.
Alexanderplatz blev opbygget til det økonomiske centrum i DDR's hovedstad Østberlin. Der blev rundt om pladsen opført en række nye bygninger, hvor bl.a. østtyske kombinater og institutioner fik placeret deres hovedsæde. Det gælder fx Haus des Reisens (turisme) og Haus de Elektroindustrie samt det store Kaufhaus Centrum. Et nyt hotel, Hotel Stadt Berlin blev opført, der med sine 123 m var det højeste højhus i DDR. Der opførtes også et Haus des Lehrers, der med sine berømte socialrealistiske friser skildrede "Unser Leben" og illustrerede det samfundsmæssige liv i DDR (udført af kunstneren Walter Womacka 1925-2010).
Som udtryk for det "socialistiske værdi- og menneskefællesskab" blev der i 1969 opført den såkaldte Brunnen der Völkerfreundschaft (også Womacka) og et verdensur blev opstillet. Vest for pladsen blev der i 1969 rejst et 368 m højt fjernsynstårn, der blev Østberlins vartegn.
Efter genforeningen i 1990 har Alexanderplatz med sit folkeliv og sine mange forretninger udviklet sig til et af Berlins populæreste steder.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.