Aleksandr Pusjkin

Aleksandr Pusjkin var af adelig herkomst. En af hans oldefædre var Peter den Stores protegé, den etiopiske prins Hannibal, hvilket han ofte selv fremhævede. På det nyetablerede gymnasium i Tsarskoje Selo (1937-1992 Pusjkin) uden for Sankt Petersborg fik han en klassisk uddannelse med impulser fra den europæiske oplysningsfilosofi. Derpå trådte han i statens tjeneste som embedsmand, en stilling han dog blev fyret fra i 1824 pga. politisk anstødelige vers. Hans hyldest til menneskelig frihed og tilsvarende utilstrækkelige respekt for den enevældige tsarmagt vandt ham både forvisning til Sydrusland og husarrest på familiegodset Mikhajlovskoje i nærheden af Pskov. Da Nikolaj 1. kom på tronen i 1825, ophævede han forvisningen, men gjorde i stedet sig selv til digterens personlige censor. Pusjkin forblev desuden politiovervåget resten af livet.

I 1830 giftede Pusjkin sig med den unge skønhed Natalja Gontjarova (1812-1863) og blev gennem hende ikke bare genindsat i statstjenesten, men også inddraget i tsarens inderkreds. De politiske og erotiske hofintriger forgiftede digterens tilværelse og drev ham til en tragisk duel, som blev hans død.

Et tidligt, kritisk værk er oden Friheden (1817), og i 1820 skrev han det romantisk-ironiske digt Ruslan og Ljudmila. De såkaldte sydlige poemer, herunder Fangen i Kaukasus (1822) og Zigeunerne (1824, udgivet i 1827), var dels inspireret af den eksotiske natur på Krim og i Kaukasus, dels af George Gordon Byrons "spleen".

Pusjkins læsning af William Shakespeare satte sig spor i hans dramatiske hovedværk Boris Godunov (1825, udgivet i 1831, på dansk i 1937) om de tragiske magtkampe i 1500-tallets Rusland. De efterfølgende "små tragedier" omfatter Mozart og Salieri (1831, på dansk i 1975), Den gerrige ridder (udgivet i 1836) og Stengæsten (udgivet i 1840).

Et hovedværk er versromanen Jevgenij Onegin (udgivet i 1833, på dansk i 1930 og 1990). Den uforløste kærlighed mellem den blaserte, byronske Onegin og den uskyldsrene Tatjana er indflettet i et rigt facetteret billede af digterens samtid. Værket har haft umådelig betydning for 1800-tallets romanmotiver og -typologi.

Pusjkins syn på tsarmagten som både ideal og despoti afspejler sig i de episke digte Poltava (1829) og Bronzerytteren (udgivet i 1837, på dansk i 1975). Her optræder prototypen på den lille, forkuede embedsmand, som siden kom til udfoldelse hos Nikolaj Gogol, Fjodor Dostojevskij med flere.

Romanfragmentet om forfaderen Hannibal Peter den Stores Afrikaner (1827, udgivet i 1837, på dansk i 1930), var optakten til Pusjkins prosaforfatterskab. I novellekredsen Ivan Petrovitj Belkins fortællinger (1831, på dansk i udgivelse i Russiske noveller, 1860 og 1895, Sælsomme historier, 1942) var kompositionen inspireret af Walter Scott. Men den koncentrerede stil og elegante vekselvirkning mellem skrækromantiske og hverdagsnære elementer var uden fortilfælde og et vigtigt skridt i udviklingen af det moderne russiske sprog i forlængelse af målrettede indsatser fra Nikolaj Karamzin og andre.

Andre prosaværker er Dubrovskij (1833, på dansk i 1942, 1954) og Spar Dame (1834, på dansk i 1942 og 1954). Romanen Kaptajnens Datter (1834-1836, på dansk i 1843 og 1947) er endnu en milepæl på vej mod de store realistiske prosaværker i russisk litteratur. I 2021 udkom i dansk nyoversættelse Pusjkins samlede Prosa.

Som grundlægger af tidsskrifterne Literaturnaja Gazeta og Sovremennik fik Pusjkin varig betydning for sit lands kulturformidling. Hans værker, herunder de mange lyriske digte, er oversat til en lang række sprog, selvom hans elegante kombination af kreativ ordkunst og stramt behersket metrum og rimskema anses som noget nær uoversættelig.

Pusjkins placering i verdenslitteraturen er i høj grad blevet formidlet af musikken; især gennem Mikhail Glinkas operaversion af Ruslan og Ljudmila fra 1842, Modest Musorgskijs af Boris Godunov fra 1868, Peter Tjajkovskijs operaer Jevgenij Onegin (Eugen Onegin, 1879) og Spader dame (1890) samt Nikolaj Rimskij-Korsakovs pastiche Mozart og Salieri fra 1898.

Pusjkin var en beundret digter allerede i sin levetid, men dyrkelsen af ham som Ruslands nationaldigter tog for alvor til efter hans død. I det nationalromantiske 19. århundrede kunne denne skikkelse siges at samle nationen og udtrykke dens inderste ånd. "Pusjkin er vores et og alt" skulle digteren Apollon Grigorev have udtalt i 1859 – et ofte citeret udtryk for russisk selvforståelse.

Dyrkelsen af Pusjkin fortsatte gennem sovjettiden, hvor man trods revolution og socialistisk realisme videreførte flere af de klassiske 1800-talsforfattere som kanoniske, blot nu i en særlig fortolkning, der ensidigt fremhævede deres kritik af tsarmagten og dermed deres "kommunistiske" ansatser. Pusjkin var som nationaldigter desuden et vigtigt instrument for centralstyret i Moskva i russificeringen af Sovjetunionen, for også det russiske skriftsprog havde Pusjkin angiveligt skabt. Han var obligatorisk pensum, og der blev opstillet statuer af ham overalt.

I det post-sovjetiske Rusland blev fortolkningen af Pusjkin i første omgang sat fri, ligesom sproget og litteraturen, men med Vladimir Putins stadig mere nationalkonservative styre, fik staten igen brug for nationaldigteren til legitimering af Ruslands angivelige storhed. Siden 2010 er Pusjkins fødselsdag, 6. juni, af det officielle Rusland blevet fejret som det russiske sprogs dag.

• Ruslands litteratur