Aa Kirke

Den rektangulære kirkegård hegnes af en af en mur af kløvede sten, som angiveligt er fra midten af 1800-tallet. Mod nord brydes muren af et ligkapel og et ligvognshus fra begyndelsen af 1900-tallet af kløvet kampesten.

Kirkegården benyttes ikke længere; der er i byens sydlige del anlagt en ny.

Kirken består af et romansk kor med apsis, skib, tårn og våbenhus, som er opført i silurkalk, grønlig sandsten og en rødbrun skifret stenart samt mindre dele af kløvede kampesten. Bygningen står efter dens afrensning i 1874 i blank mur med synlige sten. Selvom hele kirken er fra den romanske periode, kan det tydeligt ses efter afrensningen, at den er opført i to etaper, da skillelinjen med forskellige typer af sten ses midt på skibets langmure.

På apsis er der blytag, mens de resterende dele af kirken har skifertage.

Apsissen har tre vinduer på de oprindelige vinduers pladser, hvoraf de to mod syd er udskiftet, mens det nordlige er relativt velbevaret. Koret har et nyere vindue i hver langmur. Både på korets og apsissens mure er der øverst bevaret smukke, velhuggede rundbuefriser.

Skibet har formentlig haft tre vinduer jævnt fordelt i hver langmur. I dag er der fire mod nord, men af disse er kun det vestligste oprindeligt. Mod syd er der nu fem, men ingen af dem er på de oprindelige pladser. Skibet har haft en dør mod syd og en mod nord, og de er begge bevaret. Den nordlige er dog muret til, hvor den sydlige stadig er i brug. Gavlene står usmykkede, men i skibets rygning er mod øst en mindre skorstenspibe.

Tårnet er indvendig kvadratisk, mens det i det ydre er svagt rektangulært. Det skyldes, at de nordlige og sydlige mure er tykkere, da de indeholder trapper til tårnet. Ved restaureringen i 1874 blev store partier af det nuværende tårn fornyet, men dets enkle og barsk præg er bevidst respekteret.

I tårnets vestlige mur er en portal fra 1874 i romaniserende stilformer, hvor der tidligere var en mindre, men ikke oprindelig, dør. Herover er der indsat et rundt vindue.

Øverst har tårnet et dobbelte saddeltag, som kendes fra skriftlige kilder fra 1671, men tagformen er næppe oprindelig. Den var og er dog den mest økonomiske, man kunne vælge. De nuværende kamtakkede gavle, der vender mod nord og syd, blev ligesom taget i 1874 udskiftet, men de efterligner deres forgængere.

Våbenhuset foran syddøren er sikkert fra perioden mellem 1200 og 1225. Det har bevaret den oprindelige, rundbuede portal i gavlen. En del af dets enkeltheder er påfaldende veludførte, heriblandt dørens konsoller formet som løvehoveder. På hver side af døren er der et ret lavt anbragt dobbeltvindue adskilt af en lille søjle, som bærer tvillingbuer. Højt i den glatte taggavl sidder der en urskive i en nyere cirkelåbning, som har slugt en ældre lyssprække.

I det indre står skibets mure hvidkalkede. Skibet har et højt, gråmalet bjælkeloft, og den store, rundbuede korbue står blank med synlige sten. Hvælvet i apsis er halvkuppelformet, mens koret har et ottedelt, unggotisk hvælv af munkesten. Korets hvælv stammer antagelig fra tiden omkring år 1300 eller kort efter.

I den senere del af den romanske periode opmurede man arkademure i skibet, som opdelte, det indtil de blev fjernet i 1874. Den ene arkade afgrænsede skibets vestligste fag, hvor døbefonten stod, mens den anden gik ud fra denne og i skibets længderetning, som hermed blev delt i to. Der er ikke fundet nogen tilfredsstillende forklaring på denne konstruktion. Skibet står i dag udelt som oprindelig planlagt.

Tårnets glatpudsede underrum benyttes nu som forhal. Her er som i de øvre etager bevaret romanske hvælvinger. Tårnrummet inddeles af fire kvadratiske piller, som bærer to øst-vest gående arkademure, der deler rummet i tre lige brede, tøndehvælvede skibe.

Efter våbenhuset er intet føjet til kirken, og i århundrederne derefter er der ikke foretaget ændringer af større betydning, bortset fra indbygningen af korhvælvet. Restaureringen i 1874, præger endnu bygningen stærkt. Den var forud godkendt af Kirkeministeriet efter indhentede erklæringer fra arkitekt J.D. Herholdt. Man er således ikke gået overilet til værks, og restaureringen må vel endog for sin tid betegnes som hensynsfuld, men i dag ville man nok ikke have fået tilladelse til at nedbryde skibets arkademure.

Indtil restaureringen i 1874 var skibets arkademure og begge de to skibes ydervægge prydet med en kalkmalet renæssance-udsmykning fra år 1571. Der findes dog i dag ingen rester af disse malerier.

Aa Kirke udmærker sig ved at have særligt bemærkelsesværdigt inventar fra den romanske periode og fra renæssancen. Kirkens bænke og pulpitur, dvs. et ophøjet galleri til kirkegængere eller sangere, i skibets vestlige ende er fra 1874.

Den prægtige romanske døbefont er den gotlandske stenmester Sighrafs signerede hovedværk. Den er hugget af gotlandsk sandsten i 1100-tallets sidste halvdel. Kummen omgives af 11 reliefhuggede arkader med trekløverformede bueslag og rigt varierede pilastre, dvs. halvsøjler. Arkadernes felter indeholder scener fra Jesu barndoms- og lidelseshistorie. De viser bebudelsen, Marias møde med Elisabeth, Jesu fødsel, kongernes tilbedelse af barnet (i to billeder), kongernes hjemrejse (i tre billeder), hudflettelsen, Jesu gang til korset og korsfæstelsen. Billederne er overordentlig klare og velkomponerede, figurerne er ret stive, og dragtbehandlingen viser den for mesteren karakteristiske anvendelse af tætte, skrå parallelfolder.

På bueslagene står en lang runeindskrift, hvori billedernes indhold forklares: ”Dette er Sankt Gabriel, som sagde til Sankt Maria, at hun skulle føde et barn. Dette er Elisabeth og Maria, som hilser på hinanden. Her hviler Maria, da hun fødte barnet, himlens og jordens skaber, som forløste os. Dette er de tre konger, som først ofrede til Vor Herre. Her tog han, Vor Herre, mod kongernes offer. Her red de bort, de tre konger, efter at de har ofret til Vor Herre”.

Læsningen af nogle ord i det følgende er usikker, men derpå fortsættes med, ”Jøderne tog Vor Herre og bandt ham ved træet og satte ham under bevogtning. Dernæst førte de ham bunden bort derfra. Og her naglede jøderne Jesus til korset. Se frem til dette!” Endelig afsluttes indskriften på et pilasterskaft med stenmesterens signatur, ”Mester (?) Sigraf (gjorde dette)”.

På den keglestubformede fod er der hugget fire fremspringende hoveder, et mands-, et vædder- og to løvehoveder. Fonten stod tidligere efter middelalderlig skik i skibets vestende, hvor der muligvis har været indrettet et særligt dåbskapel, men den blev flyttet til sin nuværende plads i koret ved restaureringen.

Krucifikset, der hænger på den sydlige del af triumfvæggen, er sengotisk fra tiden omkring år 1500. Det har nyere bemaling, og dets ringe størrelse tyder på, at det er et alterkrucifiks.

Altertavlen er angiveligt fra billedskæreren Jacob Krembergs hånd. Den er i stil fra højrenæssancen, og den er givetvis fra omkring år 1600, hvor den blev bemalet. Tavlen har en arkitektonisk opbygning med fire felter med arkader med tekst, som flankeres af fem korinthiske søjler med prydbælter med beslagværk, dvs. ornamenter, som efterligner et kunstfærdigt metalbeslag. I delen ovenover er der ornamentik og hermer, dvs. halvfigurer på halvsøjler, der symboliserer dyderne klogskab, styrke, retfærdighed og mådehold. I midten er der et relief, som forestiller Kristi dåb. Øverst er der en kartouche med det danske rigsvåben, som flankeres af to slanke kvindefigurer med troens og håbets attributter, dvs. særlige kendetegn. Om end bemalingen er frisket op, er den næppe ændret væsentligt.

Alterbordet af egetræ er fra 1608. Det meget smukke renæssance-arbejde stammer også Jacob Krembergs værksted i Lund. Bordet har i forsiden tre fag og på enderne et enkelt fag med udskårne rammer, som på forsiden har tekst. Mellem felterne står i alt otte hermer med kardinaldyderne. Fra syd er det styrke med en knækket søjle, klogskab med en slange (og et forsvundet spejl), retfærdighed med et sværd og en vægt, mådehold med et bæger og en kande, kærlighed med et hjerte og et barn, håb med en due og et anker, tro med et kors og en kalk samt endelig fred med en palmegren og et lam. Den brogede bemaling gentager i hovedsagen de oprindelige farver.

Prædikestolen fra højrenæssancen er også et arbejde af den skånske billedskærer Jacob Kremberg; den svarer stilistisk nøje hans prædikestole i Vellinge og V. Sallerup i Skåne, som begge dateres omkring 1615. Dog taler anbringelsen af dronning Anna Cathrines våben (død år 1612) for en lidt tidligere datering af denne stol. Selve prædikestolen består af fem fag, hvoraf det ene slutter sig til et galleri på yderligere to fag, som forbinder karnappen med opgangen, der ligesom himmel og rygpanel er samtidig med stolen.

I de store felter er der arkader, som indeholder bibelske optrin, skåret i højt relief. De afbilder Kristi fødsel, korsfæstelsen, opstandelsen, himmelfarten og pinseunderet. Billederne bryder med stor frihed de arkitektoniske rammer, idet flere af figurerne står helt uden for pilastrene. På karnappens hjørner står kraftige søjler med korinthiske kapitæler og prydbælter. Stolen afsluttes forneden med en sekskantet svungen underbaldakin og en udskåren hængeknop.

Rygpanelet har et rektangulært felt med Christian 4.s monogram, og feltet er flankeret af en mandlig og en kvindelig nøgen herme. Den sekskantede himmel øverst fem kartoucher, hvoraf de tre har diademhoveder, mens de resterende to har henholdsvis det danske rigsvåben (med de tre løver anbragt i hjerteskjoldet) og det brandenburgske våben (henvisning til Christian 4. og dronning Anna Cathrine). Rigsvåbnet flankeres af en kvindefigur og en vildmand med kors i den fremstrakte højre hånd.

Døren til opgangen er indfattet i en portal, som på siderne har to hermer. Øverst er en gavltrekant med et englehoved i gavlfeltet og to amoriner med dødssymboler på de skrå sider. Portalen krones af en konsol med den opstandne frelser. Den stejle vange på opgangen har udskårne huller med volutsvungne pilastre mellem. Galleriet, som forbinder opgangen med stolen, har to fag med glatte felter, der sikkert er vendt, idet der på bagsiden findes rester af en udskåren arkade. Fyldingerne flankeres af tre hermepilastre med nøgne kvindeoverkroppe med volutarme og de for værkstedet karakteristiske stærkt tilspidsende skafter. Bemalingen er gentagne gange fornyet, men en del af den oprindelige farvevirkning er antagelig bibeholdt.

På våbenhusets østlige væg hænger der et epitafium, dvs. mindesmærke, fra 1652. Det afbilder en korsfæstelsesgruppe og forneden to persongruppe.

I våbenhuset er der en gravsten fra år 1572. Den er over Sweder Ketting og hans to hustruer, J(o)han(n)a, død 13. maj [15]68, og Th(a)lia, død 9. okt. [15]72. Det er en rødlig figursten, hvoraf størstedelen af stenen optages af tre figurer i højt relief. De viser en ridder mellem to kvinder. I stenens hjørner findes runde felter med evangelisternes attributter.

To runesten er opstillet i våbenhuset. Den ene er ”Grødbystenen” fra perioden 1050-1150, hvor indskriften lyder ”Thorfast og Troels og Bove de satte disse kumler efter . . . v sammen med Broder. Gud og Guds moder hjælpe hans ånd. Sart (Sært) ristede ret (rigtigt)”. Den anden og omtrent samtidige, ”Møllegård-stenen”, har teksten, ”Gudmund og Frøbjørn rejste stenen efter deres fader Isbjørn (el. Esbern). Gud hjælpe hans sjæl”.

Der er desuden monumenter på kirkegården fra perioden mellem 1785 og 1847.

• folkekirken
• kirkearkitektur
• sogn
• provsti
• stift
• Københavns Domkirke
• oversigt over folkekirker i Bornholms Regionskommune

• Danmarks Kirker
• Aa Kirke på sogn.dk