Bellum Civile
Bellum civile, (lat. bellum krig + civile borger-), borgerkrig). Udtrykket har sin oprindelse i den tidlige Romerske Senrepublik (133-27 f.v.t.).
Udtrykket blev anvendt til at beskrive en bestemt type intern væbnet konflikt imellem romerske borgere, typisk to generaler. Specielt i Senrepublikken oplevede Rom og Italien en lang række borgerkrige der ville ændre ikke bare Italien men også det Romerske politiske system.
Termet Bellum Civile optræder sjældent i den samtidige litteratur med få undtagelser, såsom Julius Cæsars erindringer hvis titel er ukendt, men nu kaldet Borgerkrigene (lat. bellum civile). Dette skyldes øjensynligt en tendens til at undgå emnet. Omend krigsførsel var en integreret og positiv del af det Romerske liv, så var intern krig (som f.eks. seditio, bellum interna og rebellio) og borgerkrig noget der skulle undgås.
Hvilke krige der var at betragte som borgerkrige var en konstant debat i det Romerske Senat. Der findes ikke nogen klar definition fra antikken, ligesom der ikke findes det idag, for hvad der kendetegner en borgerkrig. Det er dog sikkert at på hver side af konflikten skulle der være Romerske borgere. Hvor mange er uklart. Typisk blev borgerkrigene udkæmpet imellem af senatet udpegede generaler med hver deres legioner.
Vejen til Borgerkrig i Senrepublikken
I 146 f.v.t. besejrede Romerne deres langevarige rivaler i Karthago og destruerede byen. Samme år faldt Korinth og med de to byers fald var Rom nu den eneste stormagt i Middelhavsområdet.
Da de større eksterne trusler nu var væk, ledte dette til en forhøjet intern konkurrence imellem de førende politikere. Dette førte til drabet på folketribunen Tiberius Gracchus i 133 f.v.t. hans brors, Gaius Gracchus, død i 121 f.v.t. De interne politiske stridigheder sammen med politisk ambition førte til intern vold og i sidste ende mord.
Samtidig varede de eksterne krige nu længere og længere og kunne ikke begrænses til kun én sæson. Førhen havde en Konsul eller prætor typisk haft kommandoen over legioner for én specifik krig der oftest kunne afsluttes inden for deres étårige embedperiode. Da krige og kampagner nu ofte strakte sig over længere perioder begyndte det Romerske Senat at uddele ekstraordinære kommandoer, som oftest til prokonsuler – tidligere konsuler. Dette betød at én politiker havde kommandoen over en række legioner over længere perioder – mest berømt er Cæsars prokonsulat i Gallien der varede næsten 10 år. De ekstraordinære kommandoer bandt legionærer og officerer til deres general i stedet for det Romerske Senat, og da generalerne var politikere kunne deres legioner bruges til at afpresse Senatet eller endda til at starte en borgerkrig.
Disse faktorer var grobunden for borgerkrig. Politisk ambition og nær-personlige hære udløste en lang række Borgerkrige, ikke kun i Senrepublikken.
Borgerkrige i Senrepublikken:
- 91-88 f.v.t. Forbundsfællekrigen
- 88- 82 f.v.t. Sullas første borgerkrig
- 83-72 f.v.t. Den Sertorianske Borgerkrig (Sertorius)
- 82-81 f.v.t. Sullas anden borgerkrig
- 77 f.v.t Lepidus' oprør
- 73-71 f.v.t. Tredje Slaveoprør, Spartacus oprøret
- 63-62 f.v.t. Catilina sammensværgelsen (Lucius Sergius Catilina)
- 49 f.v.t. Cæsar krydser Rubicon
- 48 f.v.t. Slaget ved Pharsalus
- 46 f.v.t. Slaget ved Thapsus
- 44 f.v.t. Idus Martiae, Cæsar myrdes 15. Marts.
- 43 f.v.t. Slaget ved Mutina
- 42 f.v.t. Slaget ved Philippi
- 41-40 f.v.t. Perusia borgerkrigen
- 37 f.v.t. Flådeslaget ved Messina
- 36 f.v.t. Slaget ved Naulochos
- 31 f.v.t. Slaget ved Actium
- 30 f.v.t. Erobringen af Alexandria