Overflade, I fysikken er en overflade skillefladen mellem et fast stof og en gas eller mellem en væske og en gas. I teknisk og videnskabelig litteratur bruges begrebet også om grænseflader mellem to faser i almindelighed, fx overfladen af en oliedråbe i vand (væske/væske), en sten på havbunden (fast stof/væske) eller et mineralkorn i en klippe (fast stof/fast stof).
Væskeoverflader kan karakteriseres ved en overfladespænding. Den skyldes, at atomer eller molekyler, der befinder sig på overfladen af væsken, ensidigt tiltrækkes af andre atomer eller molekyler inde i væsken. Der kan derfor vindes energi ved at flytte et atom eller molekyle fra overfladen ind i væsken, som derfor vil stræbe efter at gøre sin overflade så lille som muligt. En dråbe vil således uden anden påvirkning antage kugleform, som om den var omsluttet af en elastisk hinde. Anbringes en dråbe på en fast overflade, vil dens form afhænge af dens atomers eller molekylers vekselvirkning indbyrdes og deres vekselvirkning med den faste overflades atomer. Er denne vekselvirkning svag, vil dråben beholde sin kugleform (fx kviksølv på glas); er vekselvirkningen derimod kraftig, vil væsken brede sig over hele overfladen. Man siger da, at væsken "væder" overfladen (fx vand tilsat afspændingsmiddel på glas, sml. resultatet af maskinopvask med og uden tilsætning af afspændingsmiddel).
For faste stoffer vil forskellige arrangementer af overfladens atomer give forskellig overfladespænding. Jo tættere atomerne på overfladen er pakket, jo større er deres bindingsenergi. Den rumlige konfiguration af et fast stofs atomer (krystalstrukturen) bestemmer derfor også makroskopiske krystallers ydre form. Krystallens energi minimeres ved, at den dannes ved vækst af tættest muligt pakkede overflader, samtidig med at den samlede overflade er mindst mulig. Afstanden mellem modstående parallelle sider af en makroskopisk krystal kan vises at være omvendt proportional med de pågældende fladers bindingsenergi for at opfylde minimeringsprincippet for energi (Wulffs regel).