Flamingoer er en fuglefamilie, der henføres til sin egen orden, men som antages at stå storkefuglene nær; alternativt har såvel andefugle som vadefugle været foreslået som flamingoernes nærmeste slægtninge.
De i alt fem arter anbringes i tre slægter. Tre arter er sydamerikanske, en er udbredt i såvel Afrika som Indien, mens den største art (Phoenicopterus ruber) er repræsenteret med en underart i Sydeuropa, Asien og Afrika og en anden underart i Caribien.
Flamingoers udseende er besynderligt og helt ulig andre fugles. Højden varierer fra 90 cm til 180 cm alt efter art. Hals og ben er lange og holdes udstrakt under flyvning. Tæerne har svømmehud. Farven er mere eller mindre kraftigt rosa og skyldes carotenoider i føden. Næbbet synes vendt på hovedet med et trugformet undernæb og et smallere overnæb, som danner "låg".
Flamingoer lever i store flokke ved saltsøer og laguner. De fouragerer gående og sjældnere svømmende ved at bøje hovedet ned i vandet, så næbbet vender omvendt. Vandet og mudderet sies gennem et lamelsystem i undernæbbet, herunder virker den store tunge som stempel. Nogle af arterne lever primært af småkrebs, mens de mere specialiserede arter også sier encellede alger.
Flamingoer yngler i store kolonier. Som rede bygger de en forhøjning af mudder. Her lægges et enkelt æg, som begge mager ruger en måneds tid. Ungen forbliver fem til otte dage i reden, hvorefter den slutter sig sammen med koloniens andre unger i store crèches. Forældrene fodrer ungen med kromælk, et sekret fra spiserørets slimhinder. Ungen er flyvefærdig efter ca. tre måneder, men bliver først kønsmoden i en alder af tre år eller mere.
Flamingoer holdes ofte i fangenskab, og de fleste af de fugle af flere arter, som af og til ses i Danmark, er undslupne. Enkelte fund af den underart, der yngler i Sydeuropa (Phoenicopterus ruber roseus, på dansk blot flamingo), har dog formentlig nået landet ved egen hjælp.