Merkur, den inderste planet i Solsystemet; kendt siden oldtiden. Den er relativt lidt udforsket, kun en enkelt rumsonde, Mariner 10, har passeret planeten på tæt hold.
Da Merkur er så meget tættere på Solen end Jorden, kommer den aldrig højt på nattehimlen, men kan under gunstige omstændigheder ses klart lysende lidt før solopgang eller lidt efter solnedgang. Undertiden kan Merkur set fra Jorden passere hen over solskiven som en lille sort plet. En sådan Merkur-passage finder i gennemsnit sted 13 gange per århundrede; den blev første gang observeret af P. Gassendi i 1630.
| middelafstand til Solen | 0,3871 AE |
|---|---|
| omløbstid (siderisk) | 0,24085 år |
| banens hældning | 7,004° |
| banens excentricitet | 0,2056 |
| rotationsperiode | 58,65 d |
| antal måner | 0 |
| aksehældning | ca. 2° |
| radius ved ækvator | 2439 km |
| fladtrykthed | 0,0 |
| masse | 3,303·1023 kg |
| middeldensitet | 5,43 g/cm3 |
| tyngdeacceleration ved ækvator | 2,78 m/s2 |
| undvigelseshastighed ved ækvator | 4,3 km/s |
| magnetisk moment | 3·1019 Am2 |
| magnetisk feltstyrke ved overfladen | 0,2 μT |
| magnetisk aksehældning (i forhold til rotationsaksen) | ca. 11° |
Merkur har, ligesom Månen, en meget gammel overflade med mange kratere. Det største, Caloris-bassinet, er 1300 km i diameter. Geologiske forkastninger er også almindeligt forekommende, men planeten er ikke længere geologisk aktiv. Af alle planeterne har Merkur den største metalkerne i forhold til sin størrelse: Kernen udgør 75% af radius og 42% af volumen. Merkur har praktisk taget ingen atmosfære, og temperaturen varierer voldsomt fra en dagsidetemperatur på 425 °C til −180 °C på natsiden. Merkur roterer i øvrigt så langsomt om sin akse, at dens døgn på 176 dage er længere end dens år på 88 dage.
Billeder taget af Mariner 10 tyder på, at Merkurs radius er skrumpet hele 4 km siden dannelsen, svarende til, at dens volumen er blevet 0,5% mindre. Dette og den store metalkerne kan forklares ved, at Merkur tidligt i sin dannelse har udgasset mange af de flygtige grundstoffer pga. sin placering tæt ved Solen. En alternativ forklaring på den store kerne er, at noget af skorpen er eroderet væk af talrige meteornedslag, mens skrumpningen kan forklares ved metalkernens sammentrækning under afkøling.
Periheldrejning
Merkurs elliptiske bane drejer langsomt rundt i forhold til fiksstjernerne med en vinkelhastighed på 9′26″ per århundrede. Dvs. at Merkurs perihelium (banepunktet tættest Solen) drejer en hel omgang på 227.000 år. Beregninger, der tager de små tyngdepåvirkninger fra de andre planeter i betragtning, giver imidlertid en hastighed, som er 43″ per århundrede mindre end det observerede. Dette fik Leverrier til at foreslå eksistensen af en ukendt planet, Vulkan, mellem Merkur og Solen, der dog ikke kunne findes. Einstein kunne i 1917 forklare den ekstra periheldrejning som en konsekvens af sin almene relativitetsteori.